De mest originale sexscener, del 8: Grænseoverskridende støn i Adrian Lynes ‘Lolita’

De mest originale sexscener, del 8: Grænseoverskridende støn i Adrian Lynes ‘Lolita’
Dominique Swain i 'Lolita'.

I denne artikelserie skriver vores film- og serieanmeldere om en sexscene fra nyere tid, der har gjort særligt indtryk på dem. Enten fordi den har været grænseoverskridende, nytænkende, sanselig eller bare sjov, ærlig eller akavet. I hvert fald: Noget helt andet end Hollywoods konventionelle ’vi beholder t-shirten på’-tilgang.

Her skriver Lise Ulrich om en sensuel morgenseance, der i dén grad udfordrer sit publikums moralbegreber.

Da den første filmatisering af Vladimir Nabokovs kontroversielle litterære mesterværk ’Lolita’ landede i biograferne i 1962, instrueret af Stanley Kubrick, lød filmplakatens metaironiske tagline:

 »How did they ever make a movie of Lolita?«

 Well ­– det gjorde Kubrick sådan set heller ikke rigtigt.

I romanen forelsker 38-årige Humbert sig i sin udlejers faderløse, 12-årige datter Dolores, kælenavn Lolita, og en bizar og tiltagende desperat ’kærlighedshistorie’ (Humberts egen, galoperende utroværdige udlægning af misbrugsrelationen) udvikler sig med fatale konsekvenser.

Kubricks film med Sue Lyon og James Mason hævede blandt andet den titulære hovedpersons alder til 16 – akkurat over den seksuelle lavalder i USA på det tidspunkt – og øsede på med sort humor i form af komedieikonet Peter Sellers’ fjollede ’skurk’ for at kamuflere forlæggets mere anstødelige tematikker, og opbløde datidens censur. Resultatet er i sig selv fremragende – men nogen tro adaption er filmen meget langt fra.

En sådan forsøgte kollegaen Adrian Lyne sig til gengæld med langt senere, i 1997.

At Hollywoods lumre ’sexauteur’ Lyne, manden bag ’9 ½ Weeks’ og ’Fatal Attraction’, skulle kaste sig over ’Lolita’ fik det bornerte USA op i det røde felt. Filmen kæmpede for at finde en amerikansk distributør – hvorimod franskmændene elskede den.

Jeremy Irons og Dominique Swain i ‘Lolita’.

Hovedrollerne blev denne gang spillet af Oscar-vinder Jeremy Irons, Dominique Swain, Frank Langella og Melanie Griffith, og resultatet fremstår endnu den dag i dag som en skræmmende vellykket og dybt, dybt foruroligende film, med et drømmende visuelt take på ikonografisk Americananostalgi og et melankolsk score af selveste Ennio Morricone.

I forhold til Kubrick skruer Lyne anderledes dristigt op for de erotiske elementer: Nabokov beskrev ikke en eneste sexscene direkte, men Lyne vover at antyde, hvad der ligger usagt mellem romanens linjer – dog uden at forherlige den forbudte relation, som Humbert gør det, eller ty til vulgære chokeffekter, som kritikere af ’9 ½ Weeks’ havde frygtet forinden.

Det mest grænseoverskridende eksempel i filmen er dermed også det mest subtile i sin opbygning:

Dolores/Lolita sidder på sovende Humberts skød i en gyngestol, i endnu et dunkelt oplyst motelværelse på parrets uheldsvangre road trip igennem USA. Dovne lysstråler falder ind i rummet og oplyser hendes ansigt mens hun læser tegneseriestriber. Avispapiret knitrer da nymfen (igen, Humberts kælne beskrivelse) vifter en ominøst summende flue væk – djævlen er i detaljen i Lynes film.

Pigen er iklædt Humberts alt for store pyjamasskjorte, håret er endnu vådt fra badet, de solbrune tæer bare. Langsomt begynder stolen at rokke frem og tilbage.

Lolita spænder tæerne på gulvet, og som en ulv der sov rævesøvn for at pacificere sit bytte, lader Humbert hånden glide op ad hendes ryg. Så hendes lår. Pigens ansigtsudtryk ændrer sig, åndedrættet kommer hurtigere og hovedet ruller tilbage – og det går op for seeren, hvad det egentlig er, der sker på skærmen.

Stemningen af, hvad for få sekunder siden var doven morgenro bliver til kvalmende ubekvemmelighed, understreget af en med ét skinger stryger der blander sig på Morricones før så bløde lydspor for at minde om, at det er et klokkeklart overgreb, vi er vidne til.

Lolita lukker øjnene, og kameraet vender blikket mod loftet, hvor en film noir-symbolsk vifte snurrer rundt og rundt …

Dominique Swain i ‘Lolita’.

Lyne skyder øjeblikket på æstetisk sensuel vis med en grum pointe; instruktøren forfører provokerende publikums reaktion – han vil have, at vi skal flove os over at finde scenen bare den mindste smule fræk.

Det er flygtigt overstået, der er hverken bare bryster eller riven tøj af, men vi ved, hvad der foregår. Det kontroversielle ligger i særdeleshed i Lolitas støn, der udspringer af lige dele fortvivlelse og utilsløret lyst – og dermed opsummerer de 75 sekunder en af filmens sværeste tematikker:

Pigen – som her er 14 – er fanget i en håbløs situation mellem nysgerrigheden efter at udforske sin spirende, forvirrende seksualitet, og sin ’stedfars’ pædofile voksen-objektificering og besidderiske ranen af hendes krop og sind.

»Kvinder og mænd i juryen: Jeg var ikke engang hendes første elsker«, ræsonnerer Humberts voiceover, mere for sin egen kulsorte sjælefreds skyld end for seerens.

Lolita ligner Humberts store ungdomskærlighed der døde må vi forstå. Lolita ægger velvilligt den voksne mand, siger han, uden at at ville gå nærmere ind i, at pigens ‘forståelse’ af sex, kærlighed og magtstrukturer ikke har rod i andet end de spæde teenageårs blåøjede naivitet og rebelske trodsighed.

Dolores er stadig et barn.

Med sin mystisk dragende europæiske sex korrumperer franskmanden Humbert sålunde den dugfriske amerikanske ungdom, hvis slang, tyggegummibobler og bralrende ligefremhed forvandler den ældre akademiske ’aristokrat’ til et på én gang sultent og jaloux rovdyr. Russiske Nabokov nægtede, at hans roman skulle være en slags omvendt samfundssatire over amerikansk popkultur versus det gamle kontinents smuldrende storhed, men tanken ligger lige for.

‘Gyngestolsscenen’ havde vakt ramaskrig, hvis den var blevet vist i dag, med en syndflod af think pieces om samtykke, pædofili og samfundets gudedyrkelse af purunge idealbilleder til følge (jævnfør blot furoren om mediernes seksualisering af ‘Stranger Things’-stjernen Millie Bobby Brown).

Der er sket mangt og meget i verden og i filmland siden sommeren 1998, da jeg som 12-årig (seriøst) så ’Lolita’ i den nu hedengangne yndlingsbiograf Palladium i Industriens Hus på Vesterbrogade.

Jeg var da for ung til at anerkende scenen for, hvad den er – voldtægt af en mindreårig – og blev i stedet stjerneforelsket i Jeremy Irons. Set i bakspejlet en uhyggeligt rammende virkelighedsspejling af børn og unges universelt famlende, ofte tabubelagte seksualitet og irrationelle crushes: Min fanpassion var den ultimative meta-validering af filmens relevans som debatværdig rædselshistorie. For voksne.

Et årti senere genså jeg Lynes ’Lolita’, nu med radikalt andre briller på handlingen, end da jeg selv knapt var hovedpersonens alder og mindst lige så clueless.

Det er en stærk og til tider enormt ubehagelig film, men det anstødelige emne til trods er det samtidig et vigtigt og overset værk, man bør opsøge for det debatskabende indhold, der provokerer til akut reflektion over den kommercielle fetichering af mindreåriges seksuelle valuta i alt fra Hollywood-film til hverdagens reklamer.

Filmen er helt bevidst overmåde lækker i sin udformning, akkurat som et glittet photoshoot i fransk Vogue med en alt, alt for ung pige i forførende couture. Det er meningen, at vi skal splittes mellem moral og egen indgroede appetit på smækker ungdommelighed badet i uimodståelig Insta-filter-morgensol.

Kunst skal ikke bare please og underholde lydigt, den skal udfordre os, og blotlægge det smukke i menneskets groteske natur – såvel som den anden vej rundt. Og det gør Lyne så sandelig her.

Naturligvis kan historien kun gå én vej: Der er ingen frelse for hverken Dolores – der lades i stikken af alle voksne omkring hende – eller Humbert, hvis sjæl er solgt fra første gang, han ser ‘Lolitas’ bøjle-beklædte smil.

»Lolita, light of my life, fire of my loins … «

Læs også: De mest originale sexscener, del 7: Jamie Bells’ kirurgiske pisk har filosofiske og psykologiske undertoner

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af