I denne artikelserie skriver vores film- og serieanmeldere om en sexscene fra nyere tid, der har gjort særligt indtryk på dem. Enten fordi den har været grænseoverskridende, nytænkende, sanselig eller bare sjov, ærlig eller akavet. I hvert fald: Noget helt andet end Hollywoods konventionelle ’vi beholder t-shirten på’-tilgang.
Her dykker Alexandra Emilia Kida ned i mødet mellem Joe og K over en hårdtslående pisk i Lars von Triers ’Nymphomaniac’.
Nogle film kortlægger primært. Andre arbejder mere analytisk. Og så er der den type film, der går i frontalt angreb på deres eget stof. De ikke alene undersøger, men udfordrer, overrumpler, skaber tvivl, modstand og nye erkendelser.
Lars von Trier hører, som de fleste ved, til den type instruktører, der excellerer i sidstnævnte kategori. Han eksponerer ublu sit stof og krænger dets inderste ud i et lyrisk, legende og ofte humoristisk filmsprog. Derfor var det, som alle cinematiske tandhjul gik i hak, da han annoncerede ’Nymphomanic’.
’Nymphomaniac’ handler om kvinden Joe og hendes seksualitet fra fødsel og 50 år frem. Som titlen antyder, er der tale om en kvinde, der har oplevet en ting eller to, og filmen bærer da også præg af en særlig volumen. Et stjernespækket cast med blandt andre Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia LaBeouf, Christian Slater, Jamie Bell, Uma Thurman, Willem Dafoe og Connie Nielsen folder fortællingen ud på cirka 5 ½ time.
Helt i tråd med Triers vanlige dissektion af og leg med etablerede begrebsverdener er man nødt til at diskutere, hvad det er, man ser. Er det erotik, som er det ord, filmens eget produktionsselskab bruger i synopsen, eller er det sex? Andre – og dem er der rigtigt mange af, for filmen endte med at blive distribueret i to versioner: instruktørens egen og en censureret version – mener, at det er ren porno.
’Nymphomaniac’ er det hele. Erotik, sex og porno. Men det er også mere end det. For selvfølgelig laver Lars von Trier ikke bare en film om den kødelige og fysiske udfoldelse, vi normalt forbinder med sex. Han gør sex til et filosofisk, spirituelt og psykologisk anliggende.
Der er skam sexscener af den traditionelle slags, som når unge Joe mister sin mødom. Den unge mand er lige stået af den olierede motorcykel, Joe smider sin hvide bomuldstrusser, og begge finder de missionærstillingen som en rar måde at bruge eftermiddagen på.
Men derudover kommer vi godt rundt i afkrogene af den seksuelle encyklopædi. Fra interracial trekant til fodfetichisme. Sexscenerne i dette opus er alle mindeværdige, men det er Joes møde med sadomasochistiske K (Jamie Bell), der for mig rammer alle tonerne rent.
Første gang jeg så Jamie Bell på det store lærred, var han en danseglad knægt iført ja-hat i ’Billy Elliot’ fra 2000. I ’Nymphomaniac’ er han overlegen som den følelsesforladte K, der med kirurgisk kølighed instruerer Joe i, hvordan hun bedst opnår orgasme gennem smerte. For Joe er S/M et nyt eksperiment, og hun har da også opstartsvanskeligheder. Men det er en populær og professionel sadomasochist, Joe har valgt (venteværelset er fyldt), og efter et par enkelte svipsere, bliver Joe afhængig (igen).
K’s karakter er så konsekvent, at der ikke er andet for end at gøre som Joe og stole blindt, kritikløst, underdanigt. Der er heller ikke meget lir til at fylde scenerne ud og distrahere. Scenerne begrænser sig til kun to (helt dekorativt nøgne) lokaler, dialogen er fåmælt, handlingen primært teknisk.
Måske er det derfor, at disse scener bedst inkarnerer både sex, erotik og porno, men først og fremmest det filosofiske, spirituelle og psykologiske. For disse sceners nøgternhed giver os en mulighed for virkelig at få øje på den ensomhed og tomhed, Joe føler.
Joe har selv diagnosticeret sig som en ’nymfoman’. Som det jo forholder sig med de fleste former for afhængighed, handler det i sidste ende om lidelse. Lidelse, der isolerer og kontrollerer et menneske i en sådan grad, at menneskets liv er i fare.
Der er ikke mange bløde rosenblade, blafrende stearinlys og Barry White-toner over ’Nymphomaniac’.
Læs også: De mest originale sexscener i nyere tid, del 2 – Endelig dyrkede lebberne andet end saksesex