I denne artikelserie skriver vores film- og serieanmeldere om en sexscene fra nyere tid, der har gjort særligt indtryk på dem. Enten fordi den har været grænseoverskridende, nytænkende, sanselig eller bare sjov, ærlig eller akavet. I hvert fald: Noget helt andet end Hollywoods konventionelle ’vi beholder t-shirten på’-tilgang.
Her overgiver Mads Kjær Larsen sig til en kort biblioteksaffære, som bliver gjort mindeværdig af alt det, der gik forud – og alt det, der kommer efter.
Vi befinder os på en prægtig landejendom i England i 1935. Sexscenen (der faktisk må karakteriseres som et afbrudt samleje) finder sted på den hovedrige Tallis-families bibliotek: et sted, der for enhver bibliofil nok må betegnes som et særdeles romantisk sted at konsummere ens kødelige lyster med tanke på dets egetræstunge interiør og lange rækker af læderindbundne antologier!
Scenen er kulminationen (men altså akkurat ikke fuldbyrdelsen…) på en simrende tiltrækning mellem Tallis-parrets ældste datter, Cecilia, spillet af Keira Knightley, og James McAvoys Robbie, der er en god ven af familien – søn af familiens gamle tjener. Klasseforskelle og seksuel kemi er sjældent lig en lykkelig slutning i britiske film.
Det er langtfra den mest explicitte sexscene (særligt ikke efter moderne standarder), men den håndholdte kameraføring, skyggerne og lyset fra en enlig lampe, der danser henover ansigterne – og Knightleys porcelænsblege ben – samt stønnene, der ledsager billederne (og lyden af lynlåsen, der lynes ned) formidler sådan set alt nok. Man er, med andre ord, solgt.
Det er en sexscene, der opleves som stærk og mindeværdig, ikke så meget for det, den viser os af selve akten, men for den stemning, den er ladet med i kraft af den historie, der går forud og – ikke mindst – den historie, der følger efter.
Cecilias og Robbies given sig hen til begæret får nemlig fatale konsekvenser (Cecilias lillesøster, Briony, overværer akten og hævner sig ved at melde Robbie til politiet som en ’sexgalning’), og det er skæbnens ubønhørlighed (og Brionys mulighed som voksen for at gøre soning – jævnfør titlen), der er i centrum får både Joe Wrights smukke film og Ian McEwans fremragende romanforlæg.
Filmen er badet i grønne farver (landskaberne, havet, interiøret på landstedet, ja, selv det reflekterede lys på en banegård). Grøn kan ligefrem siges at være filmens ledemotiv.
Keira Knightleys uforglemmelige kjole i den dybeste tone af grøn smaragd – som hun bærer den skæbnesvangre dag i 1935 – indkapsler på den måde filmens stemning af standhaftighed, mystik, seksuel spænding og truende undergang (personligt såvel som storpolitisk). Det er – skyd mig, hvis jeg tager fejl – det mest omtalte, foruden elegant designede, stykke beklædning i en film i det 21. århundrede (måske skal vi helt tilbage til Claudia Cardinales kjole i Viscontis ’Leoparden’ for at finde en kjole med en lignende mageløs effekt?).
Den smaragdgrønne kjole bemægtiger sig og fortryller beskuerens blik. Og det er bestemt en meget, meget smuk kjole, der tilmed bæres af en smuk kvinde (der er en verden til forskel på den Keira Knightley, vi præsenteres for i ’Atonement’, og den Knightley, vi kom på fornavn med få år tidligere i ’Love Actually’). Bare måden, den hænger på Knightleys spinkle skuldre på, er i sig selv en bjergtagende, delikat detalje.
Men mere end det vidner kjolen – det var det med ledemotivet – om hele filmens stemning af forestående ulykke, der jo ofte i dramatikkens historie følger i kølvandet på menneskets stærkeste drifter.
Hvis kjolen derfor er filmens egentlige mesterstykke (nå ja, ved siden af Dario Marianellis fremragende score og Saoirse Ronans gennembrudsrolle som den svigefulde Briony), er sexscenen mellem de to attraktive skuespillere på et skyggebelagt bibliotek med århundreders sammenstøvet visdom plastret op langs væggene (hvoraf Robbie løfter og presser Cecilia op mod den ene af dem), egentlig’bare et af de bedste nyere filmeksempler på, hvor meget der kan være på spil, når to kroppe mødes i et rum ladet med spænding, og når gnisten fra begæret tændes.
Nogle gange fører gnisten en brand med sig, og nogle gange efterlader den brand et hav af aske bag sig. Det er i det lys, sexscenen i ’Atonement’ skal ses.
Alt står på spil, og intet bliver nogensinde det samme igen.
Læs også: De mest originale sexscener i nyere tid, del 2 – Endelig dyrkede lebberne andet end saksesex