James Cameron hev det tunge skyts frem, da han i et interview med The Guardian langede ud efter superheltemegahittet ‘Wonder Woman’. Instruktøren bag film som ‘Terminator’, ‘Aliens’ og ‘Titanic’ mener, at Hollywoods glorificering af ‘Wonder Woman’ er vildledt – Wonder Woman er nemlig ikke en stærk kvinde, men et »objektificeret ikon«, som det mandlige Hollywood bedst kan lide dem.
Det er i forbindelse med pressetouren på hans kommende 3D-version af ‘Terminator 2: Dommedag’, at Cameron kritiserer filmen for at tage et skridt tilbage i forhold til portrætteringen af stærke kvinder.
»Sarah Connor (hovedpersonen i Terminator, red.) var ikke et skønhedsikon. Hun var stærk, hun var forstyrret, hun var en elendig mor, og hun vandt publikums respekt gennem ren viljestyrke«.
Siden udtagelsen er Cameron kommet i slem modvind på de sociale medier, der har gravet en række historier frem om Cameron selv, der får hans udtalelse om stærke kvinder til at falme.
Is this the same James Cameron who routinely polled his all-male crew to ensure a lady alien was fuckable, or is that a different dickhead? https://t.co/9AXfkVacD0
— Lauren Duca (@laurenduca) August 24, 2017
James Cameron: "Wonder Woman objectified it's lead & was a step backwards from Sarah Connor."
Linda Hamilton: pic.twitter.com/jUeaNjOVpd— Cher (@thecherness) August 24, 2017
‘Wonder Woman’-instruktør Patty Jenkins har selv svaret på tiltalen fra blockbuster-mogulen. Ifølge Jenkins skal der være plads til portrætteringer af stærke kvinder i alle afskygninger – både de forstyrrede som i hendes debutfilm ‘Monster’, men også de smukke som Gal Gadots Wonder Woman.
»Selvom han er en fantastisk filmskaber, så er han ikke en kvinde… Der er ikke nogen rigtig og forkert slags magtfuld kvinde«, udtaler Jenkins blandt andet.
— Patty Jenkins (@PattyJenks) August 25, 2017
I sidste uge underskrev Patty Jenkins en historisk aftale, der gør hende til en af de bedst betalte kvinder i Hollywood nogensinde. ‘Wonder Woman’ har i skrivende stund indtjent 800 millioner dollars globalt, så det har nok været en relativt nem beslutning at lade Jenkins fortsætte ved roret på opfølgeren ‘Wonder Woman 2’, selvom der skulle en massiv lønstigning til.
‘Wonder Woman 2’ får premiere til december 2019, men inden da kan superheltinden ses i ‘Justice League’, som får premiere til november.
Læs også: Hvorfor har Wonder Woman hotpants på i krig?