I sidste måned bekræftede Warner Bros. en opfølger til Patty Jenkins’ enormt succesfulde ’Wonder Woman’-filmatisering. Med Gal Gadot i titelrollen indtjente ’Wonder Woman’ op mod 800 millioner dollars, hvilket gør den til Warners fjerde mest indbringende film nogensinde – kun overgået af Christopher Nolans ’Batman’-trilogi.
Mange var overraskede over, at Patty Jenkins ikke med det samme blev bekræftet som instruktør på den kommende opfølger til ’Wonder Woman’ ved årets Comic-Con. Men det skyldes altså lønforhandlinger mellem Jenkins og Warner, der, ifølge Deadline, er ved at være i mål.
De lange forhandlinger udspringer tilsyneladende af, at Patty Jenkins vil have en løn, der matcher de mandlige superhelte-instruktører forud for ’Wonder Woman 2’. Patty Jenkins tilslutter sig således den efterhånden udtalte gruppe af kvindelige Hollywood-stjerner, der kræver lønlighed med deres mandlige modparter.
Zack Snyder tjente angiveligt i omegnen af 10 millioner dollars og 10 procent af filmens overskud for ‘Man of Steel’. En mere uprøvet instruktør, der ikke før har stået i spidsen for en superheltefilm, ligger mellem de mere beskedne 1,5 og 3 millioner dollars. Det er altså en lønstigning af kaliber, som Jenkins er i gang med at forhandle sig frem til.
Hvis de afsluttende forhandlinger går igennem, vil Patty Jenkins være den bedste betalte kvindelige instruktør i verden. Og det er vel kun passende, eftersom ’Wonder Woman’ blev den bedst indtjenende live-action film instrueret af en kvinde nogensinde.
’Wonder Woman 2’ er på nuværende tidspunkt sat til premiere i december 2019.
Læs også: ‘Wonder Woman’s åbningsweekend slår rekord – både for kvinder og DCEU