Matthew McConaughey hører om kollegas død midt i interview på den røde løber

 
Skuespiller, dramatiker og manuskriptforfatter.

Multitalentet Sam Shepard gik bort i torsdags, og selvom de fleste medier var hurtigt fremme med nekrologerne, da den sørgelige nyhed blev frigivet til pressen i går, så var den tydeligvis ikke nået frem til kollegaen Matthew McConaughey.

Adspurgt om hans forhold til Shepard, som han spillede over for i Jeff Nichols’ perle ’Mud’, udbryder McConaughey: »What?! Sam Shepard moved on?«

Den texanske filmstjerne, der blev overrasket på den røde løber i forbindelse med sin rolle i Nikolaj Arcels nærtforestående storfilm ’The Dark Tower’, gav derefter en oprigtig hyldest til sin kollega.

»Jeg vil ikke trivialisere den her situation. Jeg har lige hørt om det for første gang. (…) Jeg siger altid til Jeff Nichols, at hele traileren til ’Mud’ kunne have været Sam Shepard, (…) der fortæller drengen om Mud. Det ville have været en to et halvt minut lang trailer, men den ville virkelig have været badass«.

Sam Shepard har, som skuespiller, medvirket i alt fra Terrence Malicks billedskønne ’Days of Heaven’ (1978) til de mere kommercielle sager som Ridley Scotts krigsfilm ’Black Hawk Down’ (2001), mens han også blev Oscar-nomineret for birollen i ’The Right Stuff’ (1983).

Som forfatter stod han blandt andet bag en række anerkendte teaterstykker, herunder ’Buried Child’, som han blev belønnet med en Pulitzer for, og Wim Wenders’ roadmovie-klassiker ’Paris, Texas’.

Læs også: Idris Elba og Matthew McConaughey castet til Stephen Kings ‘The Dark Tower’ – danske Nikolaj Arcel instruerer

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af