’Souvenir’: Isabelle Huppert er MGP-diva i udsøgt kitsch
En falden Melodi Grand Prix-stjerne får en chance til – både hvad angår karriere og kærlighed – i belgiske Bavo Defurnes smægtende musikalske og drivende romantiske melodrama ’Souvenir’.
Isabelle Huppert spiller patéfabrikmedarbejderen Lilianne, hvis ensomme tilværelse med tv-middage og lidt for meget alkohol ligger langt fra fortidens glamourøse andenplads som Laura ved Melodi Grand Prix, hvor hun blev slået på stregen af ABBA. Karrieren såvel som kærligheden brast, da hendes manager forlod hende til fordel for en yngre model.
Nu pynter hun patéer ved samlebåndet i en belgisk flække og vil egentlig allerhelst glemme fortiden. Hun er også let at overse dér, med sit kastanjebrune hår gemt under hårnet og den elegante skikkelse pakket ind i kluntede forklæder og gummihandsker.
Gemmelegen har vist sig succesfuld indtil nu, men en ny medarbejder, den unge bokser Jean (Kévin Azaïs fra ’Kærlighed ved første slag’), ser med det samme, at det er Laura, der gemmer sig under forklædningen. Jean er nemlig flasket op med Laura på anlægget takket være en far, der siden dengang i 1970’erne har været helt skudt i den elegante sangerinde med de melankolske chansons.
Men skæbnen vil, at det er Jean og Lilianne, der falder for hinanden. Og så opstår sød musik nok engang, idet Jean får Lilianne overtalt til at genoptage karrieren.
Stilen og æstetikken er umiskendelig camp fra start til slut i ’Souvenir’ (det er endda camp-kongerne Pierre et Gilles, der står bag filmens guddommelige plakat), og det er en fryd at se Defurne udfolde fortællingen om den tidligere Melodi Grand Prix-diva med tungen så sikkert og velplaceret i kinden. Alene det faktum, at denne unge, belgiske instruktør i sin opfølger til debutfilmen ’Noordzee, Texas’ – et drømmende, homo-coming of age-drama – har landet selveste Isabelle Huppert i den altoverskyggende hovedrolle, lover alverden.
Huppert fremfører selv en lille håndfuld originale sange komponeret til filmen af det amerikanske lounge-ensemble Pink Martini, og som tilfældet også var i Francois Ozons musicalmesterstykke ’8 kvinder – og et mord’, viser Huppert sig som en dragende performer.
Nok er stemmen lige så lille som hendes diminutive skikkelse, men det betyder intet, når først Huppert rank indtager rampelyset og med nøje afmålte og tilbageholdende danserutiner fikserer ens opmærksomhed. I filmens muntre glansnummer ’Jolie garcon’, en skønsom mikstur af klassisk chanson og frivole latinrytmer, synger hun med et smittende glimt i øjet om den nyfundne kærlighed til den skønne, unge mand med arme af beton og et hjerte af slik, som hun ikke kan sige andet end »ja!« til.
Jeg kan heller ikke sige andet end ja til denne herligt kitschede og fantastisk flamboyante musik- og kærlighedsfabel fra Bavo Defurne, der både låner lidt fra Douglas Sirks febervarme melodramaer og Jacques Demys lige dele farvestrålende og melankolske musicals.
Og så er romancen mellem Kévin Azaïs og Isabelle Huppert som henholdsvis 21-årig, veltrænet bokser med et fabelagtigt overskæg a la slut-70’erne og en +60-årig, hengemt diva i sig selv lidt af et særsyn i biografen.
Kort sagt:
Melodi Grand Prix, et veltrimmet overskæg og en syngende Isabelle Huppert i diva-mode. Overgiv dig trygt til til Bavo Defurnes udsøgt camp’ede ’Souvenir’.