’Dovenskab’ og ’ugidelighed’ er karakteristika, Adam Sandler ofte har fået hæftet på sig, især efter sin mangefilmsaftale med Netflix om en stribe (anti)komiske knaldperler. Både Sandler og Netflix får dog på trods af deres kvalitetsmæssige sell out en smule goodwill igen takket være indiemesteren Noah Baumbachs ’The Meyerowitz Stories’.
Adam Sandler spiller den ene af de tre voksne Meyerowitz-søskende, som samles igen i New York, da faren Harold bliver indlagt. Ligesom i instruktørens mesterværk, ’The Squid and the Whale’, er temaet uharmoniske familierelationer godt fremprovokeret af en skinhellig og egocentrisk patriark.
’The Meyerowitz Stories’ fik en strålende modtagelse ved sin premiere i Cannes. Vores redaktør var med i koret af begestrerede journalister og kaldte den »En bedre Woody Allen end Woody Allen«.
Adam Sandler skulle vise en skrøbelighed og humanisme, man ikke har set siden Paul Thomas Anderssons ’Punch Drunk Love’, og det er i ramme alvor, når han nu bliver nævnt i sammenhæng med Oscar-feltet for bedste mandlige skuespiller. Det må siges at være et syvmileskridt fra hans sædvanlige lavkonceptuelle roller i stil med ’Adam Sandler som cowboy’ og ’Adam Sandler med briller’.
Foruden Sandler spilles de to andre søskende af Baumbachs følgesvend Ben Stiller og Elisabeth Marvel (’House of Cards’ og ’Homeland’), mens altid fremragende Emma Thompson og Dustin Hoffman, som i sit livs efterår leverer en hjerteskærende præstation, er deres to bestemte forældre.
’The Meyerowitz Stories’ kommer på Netflix 13. oktober.