1. En bedre Woody Allen end Woody Allen
Med en famlende og overproduktiv Woody Allen er det godt, at vi har Noah Baumbach, som laver bedre Woody Allen-film, end originalen har gjort i årevis.
At Baumbach måske indimellem står mere på Allens neurotiske ben end sine egne, gør mig intet, når han er så skarp som i ’The Meyerowitz Stories’, vel nok hans bedste film siden debuten ’The Squid and the Whale’.
Som i ’Squid’ befinder vi os i en kunstnerfamilie i New York, hvor alle er så giftigt, selvrefleksivt ærlige, at forsonende håndsrækninger lynhurtigt slår over i ren modbydelighed.
Adam Sandlers Danny er en sød, men falleret midaldrende mand, der droppede sit store klavertalent, da han var ung, aldrig har haft et rigtigt job og tilmed har hofteproblemer, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre noget ved.
Men han har et tæt forhold til sin datter, der ved filmens begyndelse skal til at starte på college, og han er der for sin far, den knarvorne og lidt bedagede skulptør Harold Meyerowitz (Dustin Hoffman i sin bedste rolle siden ’Luck’), der ellers ikke giver ham meget credit. I stedet forherliger han sin anden søn, Matthew (Ben Stiller), selvom han ikke er blevet kunstner, men en succesfuld business manager. I det mindste tjener han sine egne penge.
Familien samles, da Harold indlægges på hospitalet, og søskendeflokken, der også inkluderer en lidt uanseelig søster (Elizabeth Marvel fra ’House of Cards’), forsøger at nærme sig hinanden, men ender lige så ofte på kollisionskurs.
Manuskriptet er skrevet med en veldoseret blanding af bidende ironi og stor kærlighed til figurerne, og hele castet er så skarpe i replikleveringen, at man simpelthen klukler sig gennem hele filmen. Fra den allerførste scene, hvor Sandler cirkler rundt efter en parkeringsplads på Manhattan og skiftevis anpriser sine egne evner som chauffør og bander og svovler over de andre bilister, til scenen hvor far og søn tropper op til cool MoMA-fernisering i overdressed smoking, og alle spørger, hvor de skal hen bagefter.
Sandler spiller fint på sit karakteristiske miks af noget vagt og hidsigt i sin bedste rolle siden ’Funny People’, og mens alle de film, han selv laver for Netflix, er det argeste møg, genvinder han respekten her.
Som i ’The Squid and the Whale’ undersøger Baumbach, hvordan man bliver sit eget menneske, når hans forældre udøver et psykisk rædselsregime, ikke gennem direkte fysisk eller psykisk vold, men gennem små, daglige doser af pres, skuffelse og intellektualisering frem for altforbarmende kærlighed.
Som allerede beskrevet har det vakt stor diskussion, at Netflix har to film i hovedkonkurrencen, men med ’Okja’ og nu ’The Meyerowitz Stories’ må man sige, at de har ramt plet. Den føles måske indimellem lovlig bekendt og demonstrerer ikke nye sider af Baumbachs talent, men understreger det utvetydigt. Og en tidlig scene, hvor Sandler og hans datter sammenspiller en hjemmebrygget sang på klaveret, er det tætteste, jeg endnu er kommet på at blive rørt til tårer under årets festival.
2. Guldpalmefavorit skuffer
Michael Haneke er blandt de ganske få instruktører, der har vundet Guldpalmen to gange, tilmed for to film i træk, ’Det hvide bånd’ og ’Amour’.
Så i år er alles øjne naturligvis rettet mod ham og nærmere bestemt hans nye film, der bærer en titel, som synes temmelig paradoksal for en instruktør, som er kendt for sit kolde, desillusionerede blik på menneskets inderste sjæl: ’Happy End’.
Man vil næppe chokere nogen ved at slå fast, at titlen er bedragerisk, men mere overraskende er det, at den ellers altid træfsikre østriger har lavet karrierens måske svageste film. Historien om en familie i det bedre borgerskab i den franske kystby Calais – byen, hvorfra flygtninge prøver at krydse kanalen til England – mangler simpelthen den tematiske renhed og den stringente suspense, der normalt gør Hanekes film mesterlige.
Jean-Louis Trintignant fra ’Amour’ spiller patriarken og den tidligere chef for den succesrige familievirksomhed, som nu er i hænderne på hans datter, spillet af Isabelle Huppert. Hun er skuffet over sin voksne søn, en i tiltagende grad fordrukken taber, mens også hendes bror og dennes teenagedatter er langt mindre velfungerende, end overfladen indikerer.
Faktisk er alle personerne ramt af stor eksistentiel malaise, som bliver endnu mere trist og tom af at foregå på baggrund af en flygtningesituation, hvor mennesker faktisk lider på grund af håndgribelige ydre faktorer, mens Hanekes bedsteborgere blot inkarnerer en velstillet europæerklasses totale åndløshed.
Nogle af disse temaer kommer flot til udfoldelse i sidste tredjedel – filmens suverænt bedste – mens den første time er desorienterende og ufokuseret på den ufede måde. Et stykke hen ad vejen føles ’Happy End’ som et opkog af instruktørens tidligere film med (bevidste) referencer til både barnets modbydelighed fra ’Bennys video’ og ’Det hvide bånd’, den seksuelt afvigende klassiske musiker (’Pianisten’), mediernes distancerede kulde (’Funny Games’ og ’Caché’) og illegal aktiv dødshjælp (’Amour’).
Af Haneke forventer man alverden, men med ’Happy End’ får man kun det halve.
3. Elle Fanning og Kidman i udfreaket udgave
Nicole Kidman og Elle Fanning ser fantastiske ud i ’How to Talk to Girls at Parties’, John Cameron Mitchells syrepunkede coming of age-fortælling baseret på en novelle af ’American Gods’-forfatter Neil Gaiman.
Kidman er en temperamentsfuld punkdronning på en undergrundsklub i 70’ernes London, mens Fanning er… et rumvæsen. Det er måske ikke helt nemt at forestille sig, hvordan de to ting spiller sammen, men fortællingens centrum er en punkelskende teenager, Enn, som med sine to storhormonelle venner forvilder sig ind i et hus beboet af intergalaktiske væsener iklædt farvestrålende laktøj. Rumvæsenerne – opdelt i forskellige grupperinger i bedste ’Star Wars’-stil – har en sindrig plan med deres besøg på Jorden, men det begynder at gå skævt, da Enn og Alien-Fanning forelsker sig.
John Cameron Mitchell er kendt for den herlige, excentriske drag-musical ’Hedwig and the Angry Inch’ og sexfortællingen ’Shortbus’, foruden sin sidekarriere som skuespiller. Nu har han lavet sin mest vanvittige film, som efter en veloplagt start med stor kærlighed til perioden og punken dog strander i fjollerier. Det giver mening, at den vises uden for konkurrence.
Læs også: Cannes dag 4 – Kongerne af Cannes? Kristen Stewart og Claes Bang!