Mordene på Tupac og Notorious B.I.G. har været genstand for spekulationer og konspirationsteorier lige siden, de fandt sted for over 20 år siden. En ny true crime-serie af folkene bag ‘American Crime Story: The People vs. O.J. Simpson’ dykker ned i mordene og forsøger at besvare spørgsmålet, hvorvidt der var en sammenhæng mellem de to hiphoplegenders død.
Første trailer til mordmysteriet er netop landet, og ligesom det var tilfældet med ‘The People vs. O.J. Simpson’, tegner det til at blive en stærkt amerikaniseret blanding af true crime og soap. Marcc Rose genoptager rollen som Tupac, som han også spillede i ‘Straight Outta Compton’, mens Wavyy Jonez portrætterer Biggie. Herudover ses ‘Fargo’s Bokeem Woodbine, Jimmy Simpson fra ‘Westworld’ og ‘House of Cards’ samt ‘Transformers’-skuespilleren Josh Duhamel som LAPD-detektiverne, der forsøger at opklare mordgåderne.
Serien fokuserer altså på efterforskningen af de to mord og er løst baseret på detektiven Greg Kadings bog ‘Murder Rap: The Untold Story of the Biggie Smalls & Tupac Shakur Murder Investigations’ fra 2011, der insinuerede, at Sean Combs og Suge Knight var involveret i mordene. Diddy tog i forbindelse med bogens udgivelse kraftigt afstand til teorien og kaldte den »komplet fiktion og fuldstændig åndssvag«.
Serien har forventeligt premiere i USA i starten af 2018.