Få ting i nyhedsdækningen af amerikansk politik kan synes mere skræmmende end Donald Trumps tro væbner og rådgiver Kellyanne Conway, der fylder mediebilledet med snak om »alternative fakta«. Det skulle da lige være, hvis man klædte hende ud som den børneædende klovn Pennywise fra årets hitgyser ‘It’.
Det var præcis, hvad Saturday Night Live gjorde i weekenden i en spoof på åbningsscenen i ‘It’, der endnu en gang cementerede Kate McKinnons uforlignelige spændvidde som satirisk imitator.
I videoen fusionerer McKinnon således Kellyanne Conways insisterende fordrejning af virkeligheden med Gustaf Skarsgårds rablende, indsmigrende Pennywise – og joken bliver ikke mindre gylden af, at det er CNN-nyhedsvært og Conway-medienemesis Anderson Cooper, spillet af Alex Moffat, der bliver offer for ‘Kellywise’s gyselige leg i kloakken.
Samme Cooper brød i sin tid sammen af grin på landsdækkende tv over Kellyanne Conways udtalelse om alternative fakta i forbindelse med deltagerantallet ved Præsident Trumps åbningsceremoni. I SNL-spoofen er det imidlertid Kellywise, der får det sidste gåsehudsinducerende grin som den dansende klovn.
Læs også: ‘SNL’ piller Harvey Weinstein ned i stærk sketch om sexchikane i Hollywood