Hvad skete der med Eleven?
I sidste års sæsonfinale forsvandt Eleven i en kaskade af sort masse, da hun besejrede Demagorgonen og dermed reddede Mike og co. fra den visse undergang. Men eksploderede hun sammen med Demagorgonen? I traileren til sæson to er Eleven tilbage på pinden, og nogle spekulerer i, at Eleven hele tiden har været i live, men måske blev transporteret med uhyret tilbage til dens oprindelsessted i The Upside Down.
Vidste Hopper, at Eleven var i live?
Var Hopper bare en stor optimist, da han lagde madpakker med Elevens livret – vafler – frem i Hawkins’ nærliggende skov, eller vidste sheriffen, at Eleven stadig lever? Meget tyder på sidstnævnte, selvom vi endnu ikke ved, hvor han har fået den information fra. Eleven har sandsynligvis spist vaflerne i sit mareridtsophold i The Upside Down, som jo er en spejling af den almindelige verden. Og visse objekter har også tidligere eksisteret i begge verdener samtidig – for eksempel Joyces’ lysguirlande – så det ville give god mening.
Hvad er The Upside Down?
Når det kommer til The Upside Down, er vi stadig på fuldkommen bar bund efter første sæsons otte afsnit. Det eneste, vi ved, er, at det er en mørk og dyster spejling af den virkelige verden, hvis hidtil eneste kendte beboer er Demagorgonen og dens bytte. Men hvordan blev den alternative virkelighed skabt? Er det monsteret, som har lagt verdenen øde, eller er det i virkeligheden resultatet af menneskets hybrisflirtende forskningsprojekter anno 1980’erne? Alt er muligt: Måske er The Upside Down i virkeligheden en ung Donald Trumps værk?
Hvordan påvirker Wills tid i The Upside Down ham?
Sæson 1 slutter med Wills særdeles ildevarslende toiletbesøg midt i juletiden. Han hoster en sort, sneglelignende substans op, og det tyder på, at han har trukket The Upside Down med sig tilbage i den virkelig verden. Traileren efterlader da heller ingen tvivl om, at Wills kamp med sin fortid i The Upside Down kommer til at blive omdrejningspunktet for sæson 2. Men hvad skete der med Will i den parallelle underverden, og hvordan undgik han at blive spist af Demagorgonen? Er han måske blevet bindeleddet mellem den alternative virkelighed og verden, som vi kender den?
Hvor kommer Eleven fra?
Eleven blev med al sandsynlighed opfostret på laboratoriet i Hawkins, men er den onde Dr. Brenner (Matthew Modine), som hun kalder Papa, i virkeligheden hendes far? Så er det i al fald et noget forstyrret far-datter-forhold, som serien bakser med. Vi ved dog, at hendes mor, Terry, også var med i en række eksperimenter på forsøgsanlægget i Hawkins, og det er ganske givet der, Elevens kinetiske evner opstod.
Meget tyder også på, at Eleven i starten var et redskab, der skulle bruges til at spionere på Rusland under Den Kolde Krigs slutfase, men da Eleven under en spionagemission i stedet løber ind i Demagorgonen og – ved en fejl – åbner en interdimensionel port, bliver den plan hurtigt skrottet.
Har Eleven ti forgængere?
Mike døber Eleven efter det numeriske tal, som hun har tatoveret på sin underarm. Men har der været ti andre forsøgskaniner før Eleven, og hvad er der i så fald sket med dem? Vi har tidligere set et flashback, hvor Dr. Brenner sender en kollega ind i The Upside Down, som han også kalder »søn«, så måske det var en af Elevens forgængere?
Hvem er Linnea Berthelsens karakter?
Den unge danske skuespillerinde Linnea Berthelsen debuterer i stor stil med rollen som Roman, der er en tilbagevende karakter i den kommende sæson. Men hvem er Roman, og hvor kommer hun ind i billedet? Hun bor ikke i Hawkins, men er på en eller anden måde forbundet til de overnaturlige hændelser i byen. Måske er hun en af de ti forgængere?
Hvad er The Department of Energy i virkeligheden?
I den virkelige verden er The Department of Energy afdelingen, der tager sig af atomsikkerhed og atomforskning. Og hvis man skal tro ’Stranger Things’, så kigger de også på alternative virkeligheder og forsøger at skabe et supermenneske. Og det er måske ikke så langt fra sandheden.
I kølvandet på hitserien har forskere ved Department of Energy udtalt, at det ikke er sandt, at de ikke udforsker parallelle universer. Men alligevel fremstår afdelingen – både i serien og i virkeligheden – som en temmelig diffus størrelse. For hvad er det helt præcis, Dr. Brenner og co. har gang i? Og er det virkelig statsautoriseret eller et koldkrigskapløb, der er gået rogue?
Hvilken aftale indgik Hopper på Hawkins Laboratory?
Hopper opgav Elevens opholdssted for at få adgang til The Upside Down, så han kunne hente Will sammen med Joyce. Men scenen havde en ildevarslende klang, der kunne tyde på, at Hoppers aftale med Dr. Brenner muligvis havde mere på sig. Senere i episoden bliver Hopper hentet af en gruppe ominøse statslige suits. Hvem var de, og hvad skete der med Hopper?
Hvad døde Hoppers datter af?
David Harbour har tidligere udtalt til TV Guide, at Hoppers forhold til sin afdøde datter kommer til at spille en central rolle i den kommende sæson: »Hoppers forståelse for det forhold, og Hoppers forståelse af at være far og af at være en mand, bliver dybere og dybere i sæson to«.
Selvom det er vagt, kommer vi bestemt til at høre mere om datteren, hvis dødsårsag vi endnu ikke kender. De fleste regnede med, at hun havde mistet livet til kræft, men i en AMA på Reddit fortæller Harbour, at den egentlige dødsårsag fortsat er en hemmelighed. Måske opvæksten i nærheden af Hawkins Laboratoriet er farligere, end man lige skulle tro?
Hvem er ellers blevet bortført til The Upside Down?
I ottende afsnit nævner Dr. Brenner, at seks personer er blevet taget af Demagorgonen og ført ind i The Upside Down. Will og Barb er selvfølgelig med på den liste, og så var der vist nok også to vildtjægere, som forsvandt. Men hvem er de andre, og lever de stadig? Det er muligt, at det er forskerne, som vi ser i flashbacks gennem første sæson, men indtil nu har vi troet, at disse glimt udspillede sig et væsentlig stykke tid inden Wills forsvinden.
Er Dr. Brenner død?
Sidst vi så Matthew Modines sadistiske forsker Dr. Brenner, var den dæmoniske Demagorgon lige sprunget på ham. Og det er næppe noget, man slipper levende fra (med mindre man er Will Byers). Matthew Modine er heller ikke krediteret på den kommende sæson, men i ’Stranger Things’ er ingen døde, før man har set deres lig. Meget kunne dog tyde på, at Dr. Brenner har udtjent sit formål, når nu Demagorgonen (formentlig) gør sig et mere permanent indtog i den virkelige verden.
Læs også: Dommedag er nær i sidste trailer til ‘Stranger Things’