‘The Meyerowitz Stories’: Baumbach når han er bedst
I Noah Baumbachs film tilhører hovedkaraktererne som regel den kreative klasse. De er intellektuelle dokumentarfilminstruktører, koreografer, musikere, forfattere – altid kunstneriske i en eller anden forstand og altid meget, meget skuffede over, hvor ikke-langt deres kolossale talent har ført dem i livet.
Tag bare ‘Greenberg’ (2010), hvor Ben Stiller (der har været Baumbachs muse lige siden) i et riff over det slidte udtryk youth is wasted on the young proklamerer, at life is wasted on people.
I en alder af 40 fabler Greenberg stadig om en pladekontrakt, han næsten fik engang, da han blev færdig med highschool, og hans aggressive bitterhed frastøder alle omkring ham. Han er indbegrebet af den forsmåede kunstner, hvis utilstrækkelighed udarter sig i en ekstra spydig form for misantropi – og jeg troede faktisk aldrig, at jeg skulle opleve en karakter, der har mere ondt af sig selv og ondt i røven over andres succes end ham.
Men så kom Harold (Dustin Hoffman). En ulideligt narcissistisk skulptør af den slags, der opkalder sin hund, Bruno, efter idioten i Werner Herzogs ’Stroszek’ og tror, at det gør ham til overmenneske at have udstillet på Whitney engang i 60’erne. At hans behov for at hævde sig stammer fra et massivt mindreværdskompleks er ikke svært at gennemskue, men ligegyldig hvor gennemsigtig grunden til hans rådne opførsel er, så er han vitterligt (akkurat ligesom Greenberg) en selvoptaget nar. Og præcis hvordan Baumbach gang på gang formår at få os til at holde så meget af de her sortseende røvhuller og skraldgrine af deres tirader, er et mysterium.
Men ikke desto mindre er det hans specialitet, og ’The Meyerowitz Stories’ er en vanvittigt morsom og varm skildring af dybtstikkende daddy issues og den dysfunktionelle families copingmekanismer.
En anden ting, Baumbach er garant for, er et perfekt afstemt cast, og Dustin Hoffman peaker i rollen som den kompromisløse kunstner, der går McEnroe på hver eneste person, der generer ham det mindste (det er mange). Og så havde jeg aldrig troet, at jeg skulle skrive noget som helst positivt om Adam Sandler, men han er fremragende som den forsømte søn Danny, der selvom han er den sidste rest af klister, der holder familien sammen, altid har stået i skyggen af favoritten, den succesfulde halvbror Matthew (Ben Stiller).
Hvor Baumbachs ’The Squid and the Whale’ fokuserede på de personangreb, passivt aggressive hævngerninger og nye panikkærester, som børn lider under, når forældre bliver skilt, er ’The Meyerowitz Stories’ filmen, der viser, hvordan sådan nogle opbrud lagrer sig og fucker børnene op langt ind i deres voksne liv.
Når man tænker over det, er det i virkeligheden enormt smertefulde emner, som Baumbach bliver ved med at stikke næsen i: Smerten ved ikke at lykkes med det, man laver, smerten ved ikke at være det mest elskede afkom, smerten ved at se folk, man hader, få succes, smerten ved ikke at kunne finde kærligheden eller sin plads i verden.
Men på sin helt særlige, bittersøde facon sørger Baumbach altid for, at man ikke rigtig opdager det, fordi man har for travlt med at grine over alle de toplusede træk ved mennesket, som han er så god til at indfange.
Kort sagt:
Ingen kan skabe sympati for navlepillende kunstnertyper som Noah Baumbach, og med Dustin Hoffmans Harold har han skabt sin mest ulideligt højrøvede narcissist til dato. Værre end Jeff Daniels i ’The Squid and the Whale’ og Ben Stiller i ‘Greenberg’ tilsammen. Og holy shit, hvor er det sjovt at se på.
Læs også: Det skal du streame i oktober: Årets mest ventede toer, David Fincher-mord og dansk smaskforelskelse