Efter at Louis C.K. over weekenden indrømmede, at han har krænket flere af sine kvindelige kolleger, er det gået stejlt ned ad bakke for multikunstneren.
Kanalen FX har valgt at kappe alle bånd til C.K., der har produceret fire serier for dem – ‘Better Things’, ‘Baskets’, ‘One Mississippi’ og ‘The Cops’. »Det er ikke nu, han skal lave tv-serier. Det er nu, han ærligt skal adressere de kvinder, som er stået frem med deres smertefulde oplevelser. En proces, han begyndte med sin offentlige udtalelse«, skriver FX i en pressemeddelelse.
Samtidig har Netflix aflyst deres andet standupshow med komikeren, som skulle følge op på showet ‘2017’. Sidstnævnte vil dog fortsat være tilgængeligt på streamingtjenesten. Modsat Netflix har HBO til gengæld kategorisk fjernet alt C.K.-indhold fra sine on-demand-tjenester.
Distributionsselskabet, The Orchard, der har købt C.K.s spillefilm ‘I Love You, Daddy’ for i omegnen af fem millioner dollars, har samtidig valgt at trække filmen fra den planlagte distribution. Det er endnu uvist om filmen vil udkomme direkte på VOD, eller om The Orchard helt vil droppe filmen. Anklagerne mod C.K. faldt sammen med ‘I Love You, Daddy’s planlagte premieredag, og oveni at The Orchard netop havde sendt screeners ud til prisbetragtning.
Desuden har Louis C.K.s manager og udgiver, 3 Arts Management, droppet ham som klient efter et længere samarbejde. Selskabet har samtidig indledt en intern undersøgelse for at sikre, at de for fremtiden kan styrke deres procedurer i forbindelse med sexchikanesager. Det sker efter, at C.K.s personlige manager, Dave Becky, selv kom i vælten, da flere af kvinderne beskrev, at Becky forsøgte at få ofrene til at tie omkring sexchikaneepisoderne. Becky har selv afvist, at han skulle have truet nogen til stilhed.
Læs også: Louis C.K. indrømmer onani-krænkelsesanklagerne mod ham: »Alt er sandt«