Manges øjne har været på, hvad den mesterlige manuskriptforfatter og instruktør Kenneth Lonergan ville give sig i kast med efter det stilfærdige pletskud ‘Manchester By the Sea’. Der er dog ikke tale om den typiske follow-up til et Oscar-hit, men man skal huske på, at Lonergan først og fremmest en yderst kapabel manusmand.
Lonergan har således skrevet en miniserie over E.M. Forsters periodedrama ‘Howards End’ til BBC One.
Historien finder sted i starten af det 20. århundrede, hvor den idealistiske unge kvinde Margaret Schlegel, spillet af Hayley Atwell fra ‘Agent Carter’, kurtiseres af den konservative forretningsmand Henry Wilcox (Matthew MacFayden), efter dennes velhavende kone (Julia Ormond) dør uventet og efterlader sig landstedet Howards End.
Parallelt følger man Margarets mere løsslupne søster Helen (Philippa Coulthard), der tager på sig at hjælpe den unge bankmand Leonard Bast (Joseph Quinn). Sociale klasseskel, køn og menneskelig frihed er de store temaer i fortællingen.
E.M. Forsters kendte roman blev i 1992 filmatiseret af makkerparret Ismail Merchant og James Ivory med Anthony Hopkins, Emma Thompson og Helena Bonham Carter på rollelisten. Den fik ni Oscar-nomineringer og vandt tre, blandt andet for Emma Thompsons kvindelige hovedrolle som Margaret.
»Jeg har prøvet at adaptere romaner til spillefilm, og det meste af arbejdet handler om at finde ud af, hvad der skal klippes ud og hvordan man kan få bogen til at overleve i et kortere format. Så at have fire timer til at eksperimentere er vidunderligt«, siger Kenneth Lonergan til Deadline om manuskriptarbejdet på ‘Howards End’.
Seriens fire afsnit instrueres af Hettie Macdonald, der har erfaring fra episoder af ‘Fortitude’ og ‘Doctor Who’, og første afsnit havde premiere på BBC One den 12. november. Hvornår og om serien kommer til at kunne se herhjemme vides endnu ikke, men Netflix har tidligere erhvervet sig rettigheder til flere BBC-produktioner.
Læs også: Den største ukendte instruktør i Hollywood får endelig den hæder, han fortjener