PORTRÆT. Det er sådan en forsimplende kausal kobling, han aldrig selv ville drage. Men der er en lokkende symbolik i, at Kenneth Lonergans comebackfilm handler om en mand, der vender tilbage til en by, som har udstødt ham.
For det er netop, hvad Lonergan gør med ’Manchester by the Sea’, instruktørens første film siden smertensbarnet ’Margaret’ (2011), som strandede på klippebordet som et sagesløst offer i en bitter og smålig strid mellem Lonergan og pengemændene, der ville have en kortere version, end Lonergan så sig i stand til at levere.
Først efter seks år og et par sagsanlæg fik filmen en meget begrænset biografdistribution, som gik stort set ubemærket hen, og hele miseren ramte Lonergan på både stoltheden og renomméet – stemplet som en halsstarrig og umedgørlig auteur, der ikke kunne klippe et julehjerte endsige en spillefilm.
En chance til
Lonergan vendte tilbage til hjembyen New York og skrev nogle flere Broadway-stykker, tilsyneladende lige så færdig med Hollywood, som Hollywood var med ham. Men nu er han tilbage i filmbyen, og med den med fortjent roste og Oscar-hypede ’Manchester by the Sea’ har han fået en chance til – og grebet den i en grad, at han endelig har slået sit navn fast som en af USA’s absolut førende filmkunstnere uden for den snævre cineast-kreds, der tidligere har dyrket ham ensomt eller eksklusivt.
Den samme oprejsning under han ikke filmens hovedperson Lee Chandler, en martret mand med en mørk fortid, som han modvilligt må se i øjnene, da brorens død tvinger ham hjem til fødebyen Manchester-by-the-Sea.
Var ’Manchester by the Sea’ en klassisk, opbyggelig Hollywood-historie, hvad den nemt kunne være blevet i hænderne på en anden instruktør, ville den slutte med, at knudemanden Lee løsnede op, frigjorde sig fra sin følelsesmæssige baggage og flyttede hjem og omfavnede både livet og nevøen Patrick i en tårevædet klimaksscene tilsat strygerscore.
Men for Lonergan er (følelses)livet alt for uudgrundeligt, mangfoldigt og modsigelsesfyldt til så lette løsninger – og ligesådan er hans film.
Store og små synder
Derfor lader Lonergans tre film sig ikke sådan reducere til ét emne eller tema. Det er film om alting, og ofte om ingenting, sparsommelige med udvortes handling, men med et seismisk indre sammenstød af modsatrettede følelser.
Sorg og glæde, skyld og tilgivelse, kærlighed og had, alle optræder de side om side, på samme måde som vores egne sind er befolket af et uoverskueligt mylder af impulser, tanker, idéer, følelser og indtryk. En Lonergan-film er aldrig kun én stemning ad gangen – når tristessen er tungest, toner en humoristisk biklang, og når tonen er muntrest, lurer sorgen bag smilet.
Men mere end noget andet handler de tre film om fejl. Om de store fejl, som når den distraherede buschauffør overser det røde lys og torpederer en fodgænger, eller når den berusede familiefar glemmer at skyde pejsegitteret for. Men i endnu højere om alle de små, ubetydelige fejl, vi begår hele tiden, som når vi glemmer, hvor faen vi parkerede den bil, eller når vi går i stå midt i en sætning og glemmer, hvad vi var ved at sige.
Og så er der dem af mere logistisk karakter. Som når en natsværmer bestemmer sig for at crashe en snakkescene på verandaen mellem Laura Linney og Mark Ruffalo i ’You Can Count on Me’, Lonergans lavmælte debutfilm fra 2000. Den natsværmer var, tro det eller ej, ikke et skuespiltrænet insekt hyret til filmen, men en ubuden gæst, som ville få mange andre instruktører til at råbe cut på stedet.
Men Lonergan lod kameraet køre, og Ruffalo rakte instinktivt armen ud og lod natsværmeren lande på sin hånd i et uforfalsket poetisk øjeblik, der sagde mere om karakterens følsomhed, end nogen replik kunne.
Det evige maskespil
Ikke at Lonergan er en ueffen replikforfatter – tværtimod, han er et stort navn som dramatiker på teaterscenen. Et af hans største talenter er et særligt gehør for den mundrette dialog, der mimer vores hverdagssprog med alle dets afbrydelser, afstikkere, misforståelser, mumlerier, positioneringer og pauser.
Det kan blive udnyttet til komisk effekt, når vvs-manden Lee Chandler taler forbi sin småkåde kunde og tror, han skal have et godt råd, da hun tilbyder ham et ’tip’ (drikkepenge). Men det er også med til at skabe filmens stærkeste scene, da Lee og hans ekskone Randi (Michelle Williams) støder på hinanden på gaden. Mens spontane sindsbevægelser strømmer ukontrollabelt ud af Randi, stritter Lee imod, forskanser sine følelsers fængsel og kvæler ethvert udbrud, der prøver at slippe ud.
Ligesom Lee selv kommer samtalen aldrig ud af stedet, men hver eneste afbrydelse, afbidte sætning og uartikulerede klagelyd mærkes som et stik i hjertet.
54-årige Lonergan, der selv taler med en monoton brummen, har gennemskuet det evige maskespil, vi mennesker konstant opfører over for hinanden, og han forstår som få filmskabere at vise, hvordan vi ofte taler og handler i strid med vores bedste interesser.
Det virker ikke logisk på os, når Lee Chandler nægter sig selv at give slip og insisterer på at svælge i sit selvhad, men menneskers adfærd er ofte ulogisk, irrationel og selvdestruktiv, styret af ubevidste drifter og tankeprocesser. Derfor er der sjældent nogen lindring for de lidende hos freudianeren Lonergan, hvis mor og stedfar begge var psykiatere, og som i alle sine film har udforsket den psykologiske langtidseffekt af en enkelt skæbnesvanger, men demonstrativt udramatiseret begivenhed.
Lånte en million af Matthew Broderick
I ’You Can Count on Me’ reagerer søskendeparret Sammy og Terry (Linney og Ruffalo) vidt forskelligt på tabet af deres forældre som børn.
Mens hun er troende og lidt (f)rigid, er han en rodløs og uansvarlig dagdriver, sårbar og sympatisk, men urokkeligt fastkørt i sine uvaner og karakterbrister. Og i ’Margaret’ følger vi noget så radikalt som en usympatisk kvindelig hovedkarakter (prøv blot selv at nævne tre) i skikkelse af teenageren Lisa Cohen (Anna Paquin), som midt i sin famlende og ofte hykleriske identitetssøgen bliver medansvarlig for en kvindes død, da hun med fatale konsekvenser distraherer en buschauffør (igen Ruffalo) og senere, uforklarligt, iværksætter et personligt korstog mod samme chauffør.
’Margaret’ er et i alle henseender mere vidtrækkende værk end den intime (men ikke mindre fremragende) ’You Can Count on Me’. Et digressivt, kalejdoskopisk storværk med allegoriske aspirationer om at indfange New Yorks PTSD i efterskælvene fra 9/11. Det skulle have været instruktørens magnum opus. Manuskriptet skrev sig selv, og optagelserne gik glat, men i klipperummet kom der grus i maskineriet.
Lonergans oprindelige manuskript havde været alt for langt til en Hollywood-film, og da han satte sig til rette ved klippebordet, kunne han ikke luge nok ud i materialet til at få filmen ned på de 150 minutter, som producerne forlangte.
Han lånte en million dollar af bedstevennen og stamskuespilleren Matthew Broderick for at finansiere de mange forsinkelser, men hver gang han fik filmen ned i nærheden af det efterspurgte minuttal, følte han, at den faldt fra hinanden. Han kunne ikke længere se skoven for bare træer, og han stillede sig på bagbenene, da producerne indforskrev den erfarne Hollywood-klipper Dylan Tichenor til at sammenflikke en version tættere på to timer.
#TeamMargaret
Til sidst tilbød selveste Martin Scorsese at klippe en version pro bono, men på det tidspunkt føg truslerne og sagsanlæggene gennem den nedkølede luft. Først i 2011, seks år efter optagelserne, blev en 150 minutter lang udgave, som Lonergan havde afleveret i 2008, udsendt i sølle to biografer uden antydningen af en markedsføringskampagne.
Senere blev filmen opdaget og hyldet som et mesterværk af de amerikanske filmkritikere, og i 2012 så Lonergans extended cut på godt tre timer dagens lys på dvd.
Det er fristende at udlægge slagsmålet som en skurkehistorie om onde kapitalister, der tryner den bløde kunstnersjæl og kvæler kreativiteten, men det er nok også en lidt fortegnet hollywoodificering af den slags, Lonergan selv ville holde sig for god til. Instruktøren har ry for at kunne være krakilsk og knarvorn, og han sætter en ære i sin kunstneriske kompromisløshed.
Gary Gilbert, producerbossen der mod slutningen nærmest havde forsøgt at sabotere filmen, endte med at droppe sit søgsmål mod Lonergan for kontraktbrud, og kritikernes blåstempling og en Twitter-kampagne under hashtagget #TeamMargaret har siden genoprettet instruktørens kunstneriske streetcred.
Matt Damon til undsætning
Hollywood-comebacket krævede imidlertid en invitation fra en veritabel VIP. Matt Damon, der spillede med i ’Margaret’ og er en af Lonergans gode venner, havde fået idéen til ’Manchester by the Sea’ under en samtale med skuespillerkollegaen John Krasinski og bestilte et manuskript af Lonergan, velvidende at instruktøren manglede penge og inspiration.
Da han læste manuskriptet, var han betaget, men også overbevist om, at kun Lonergan kunne instruere filmen efter fortjeneste, og det lykkedes ham at overtale den vrangvillige instruktør.
Meningen var så, at Matt Damon skulle spille Lee Chandler, men kalenderen gik ikke op, og så gik rollen til Damons kammerat Casey Affleck. Held i uheld, viste det sig, for Affleck leverer en kraftfuld og Oscar-værdig præstation som den selvødelæggende zombie.
’Manchester by the Sea’ er en dybt bevægende familietragedie med troværdige figurer, psykologisk realisme og en uhørt detaljerigdom – et mesterligt møde mellem den intime ’You Can Count on Me’ og den intellektuelle ’Margaret’, som føles større og vægtigere end førstnævnte og mere klarsynet end sidstnævnte. Den er et storstilet comeback, som var værd at vente på, men som også, helt i instruktørens og filmens ånd, vækker en fremmedartet følelse af vemod og tabt tid.
For hvor mange mesterværker kunne Kenneth Lonergan dog ikke have lavet i alle de år, der forsvandt?
Læs også: Anmeldelse af ‘Manchester by the Sea’