I slutningen af 2011 var kritikeren Jaime Christley så vred over, at han ikke havde fået mulighed for at se ’Margaret’, at han startede en dedikeret online-underskriftindsamling, der appellerede til filmselskabet bag om at udsende Kenneth Lonergans film, så den kunne komme i betragtning til priser og årslister.
Den slags aktivisme er som regel et udslag af politiske motiver. Men ikke her. Motivet var kunstnerisk nysgerrighed.
Han og mange andre cineaster havde nemlig hørt, at ’Margaret’ var et mesterværk. Selvom alt ved den skreg makværk: Den blev skudt helt tilbage i 2005, men strandede på klippebordet i en grim kamp mellem hovedfinansieren og instruktøren, en kamp, som ingen ringere end Martin Scorsese blandede sig meget håndgribeligt i. I september 2011 blev filmen udsendt i blot to (!) amerikanske biografer, én i New York og én i Los Angeles, uden at blive promoveret overhovedet.
Efter Christleys vellykkede #TeamMargaret-kampagne sendte Fox Searchlight den ud i flere biografer, men først i juni 2012, hele seks år efter optagelserne, kom den ud til en større menighed, da den blev udsendt på dvd – i to forskellige versioner.
Et opsigtsvækkende forløb for en film med en ellers salgbar parade af skuespillere: Anna Paquin, Mark Ruffalo, Matt Damon, Jean Reno, Allison Janney, Kieran Culkin og Matthew Broderick.
Arven efter 70’er-mestrene
Det stod heller ikke ligefrem skrevet i kortene, at instruktøren bag, Kenneth Lonergan, skulle ende som midtpunkt i en skandale af en kaliber, der tåler sammenligning med 70’ernes store sagnomspundne mestermakværk, Michael Ciminos ’Heaven’s Gate’.
I midten af 90’erne slog Lonergan sit navn fast som en af de store nye dramatikere på Broadway, og sideløbende skrev han – for at tjene penge og komme ind i Hollywood – manuskriptet til den film, der et utal af gennemskrivninger senere skulle blive til komediehittet ’Analyze This’.
Martin Scorsese hjalp Lonergan med at finansiere hans debutfilm som instruktør, ’You Can Count on Me’ med Mark Ruffalo og Laura Linney, et mesterligt lavmælt drama om sorg og forsoning, som indbragte ham en Oscar-nominering for bedste manuskriptet. Samme nominering fik han (og Jay Cocks og Steven Zaillian) for manuskriptet til Martin Scorseses ’Gangs of New York’ to år efter.
Lonergan var godt på vej til at blive en af amerikansk films mest originale filmskabere, en stemme, der kunne løfte arven fra 70’er-mestre som Peter Bogdanovich, Robert Altman og Hal Ashby. Altså lige indtil ’Margaret’, filmen om en ung newyorker, Lisa, der distraherer en buschauffør, så han kører en tilfældig dame ned og slår hende ihjel.
Lånte en million dollars af Broderick
Før optagelserne havde Lonergan et monumentalt manuskript på 375 sider, hvilket omtrent svarer til en film på fem-seks timer. Efter møje og besvær fik han skåret det ned til 162 sider, og i efteråret 2005 fik han filmen i kassen med et budget på omkring 12 millioner dollars.
Men klipningen trak ud. Meget ud. Lonergan lånte en million dollars af vennen Matthew Broderick for at købe sig tid. Men da han var færdig, var Gary Gilbert langt fra tilfreds. Gary hvem? Gary ’Jeg-Har-Betalt-Halvdelen-Af-De-12-millioner-dollars’ Gilbert.
Rigmanden prøvede at møve sig ind i klipperummet, og det lykkedes. Han fik klippet Lonergans to en halv time lange version ned til to timer, men Lonergan stod fast på sin udgave, og det var da også den, Fox Searchlight valgte at køre videre med i 2008. De prøvede derefter at opkræve de aftalte penge fra Gilbert, et sølle beløb på seks millioner dollars, men han nægtede at betale, så først sagsøgte filmstudiet ham, og så sagsøgte han filmstudiet tilbage – og tog instruktør Lonergan med i købet, nu han var i gang.
Det var her, Scorsese forsøgte at mægle. Med hjælp fra sin faste klipper besluttede han sig simpelthen for at klippe sin version af filmen ganske gratis. Men heller ikke denne version accepterede Gary Gilbert, og mens Fox Searchlight i 2011 gav ’Margaret’ sin stedmoderlige biografpremiere, tilsyneladende mest for at få sagen ud af verden, fortsatte retssagen helt frem til foråret 2014, hvor parterne efter megen palaver indgik et kompromis.
––––––––––
Fun facts om ’Margaret’ og Kenneth Lonergan
Den opmærksomme seer vil bemærke ’Jessica Jones’-skuespiller Krysten Ritter som butiksekspedient i en statistrolle, længe før hun slog igennem.
På dvd-udgaven finder man Lonergans tre timer lange version, der blandt andet opholder sig længere ved Lisa og badboy’en Paul (Kieran Culkin), efter han har taget hendes mødom.
Kenneth Lonergan er gift med J. Smith-Cameron, der spiller Lisas mor, og som man måske vil kende som Daniels mor i serien ’Rectify’.
Lonergan og Matthew Broderick er gamle skolekammerater, og mange af scenerne fra Lisas klasse er baseret på deres egne oplevelser.
Det er Lonergan selv, der spiller Lisas fraværende far.
Lonergan er endelig aktuel igen med ’Manchester by the Sea’ med Casey Affleck, Kyle Chandler og Michelle Williams, der var den måske mest roste film ved årets Sundance-festival.
Den kommer vi formentlig til at høre mere til i det kommende Oscar-kapløb.
––––––––––
Scorseses støtte skyldtes blandt andet, at han havde set filmen ved en tidlig visning og var hurtig til at udråbe den som »et mesterværk«. Og når man ser den i dag – i det to en halv time lange cut, der også fik biografpremiere – må man give ham ret.
’Margaret’ er en ekstremt gribende coming of age-historie fuldstændigt renset fra de klicheer, der ofte knytter sig til film om unge menneskers dyrekøbte første erfaringer.
Anna Paquins Lisa er en privilegeret teenager, der bor med sin teaterskuespillende mor på Upper West Side, deltager aktivt i skolen og flirter med både sin lækkerlærer og bedste ven. Hun er på én gang røvirriterende og empativækkende, som teenagere nu er – selvretfærdig, stædig og gammelklog, men også bare usikker og søgende.
Ulykken, der indfinder sig inden for filmens første kvarter, er dybt traumatiserende. Kvinden, der viser sig at hedde Monica, dør i Lisas arme. Blodet sprøjter, og Monica snakker om sin datter, der også hedder Lisa. Det er en forvirret situation, og i sagens natur meget dramatisk, men Lonergan kører den ikke op. Han dvæler ved tragedien, men svælger ikke i den. Det er én af de stærkeste dødsscener i filmhistorien.
Derefter går livet videre. Og også her demonstrerer Lonergan sit vid. I mange film synes alt andet at evaporere, når historiens centrale begivenhed indtræffer, men Lisa skal stadig passe sin skole, sladre med sine venner, skændes med sin mor. Det var jo ikke hendes ulykke.
Mennesket i storbyen
Hun freder buschaufføren over for politiet i et anfald af sympati – og som et udslag af sin egen dårlige samvittighed. Men i sidste ende kan hun ikke undertrykke sin skyldfølelse. Hun opsøger både buschaufføren og Monicas efterladte og er primus motor på en stædig retssag mod chaufføren.
Lisa føler sig meget moden, hun diskuterer Irak-krig i skolen og sidder voksent med, når moren spiser middag med teaterkollegaerne. Hun er vant til at blive behandlet som en ligeværdig med sin opvækst i den kreative klasse, og det er derfor ikke underligt, at hun tror, hun kan navigere voksent i den stormfulde farvand, hun efter ulykken kaster sig ud i. Men hun bliver skuffet. Og det er blandt andet det, filmen handler om: En ung idealistisk pige, hvis forestillinger om verden bliver nedbrudt i mødet med grådighed, egoisme og fordækte motiver.
Sjældent har man set et så nuanceret teenageportræt. Filmen hverken fordummer eller ophøjer Lisa. Den har blik for dobbeltheden i hendes drivkraft, og Anna Paquin formidler nuancerne sublimt. I en formidabel scene øjner hun et gennembrud i sagen mod buschaufføren, og selvom hendes intentioner er gode, kan man også se, at at hun synes, det er spændende. Hun er turist i andres sorgland. Hvilket hun også bliver straffet for.
’Margaret’ er en løs, impulsiv film, der stikker i mange retninger. Vi følger også Lisas mor, der nyforelsker sig i en teaterglad Jean Reno. Vi følger Lisas splittelse mellem to fyre – og hvordan hun bekender sig til læreren Mr. Aaron (Matt Damon).
Ikke mindst tager filmen sig tid til at dykke ned i mylderet på New Yorks gader, tilsat Nico Muhlys fantastiske, afdæmpet sørgmodige strengescore. I disse små intermezzoer er det, som om Lonergan siger: Det her er bare én historie om ét menneske i storbyen. Men dette menneske er også historien om byen.
Realisme uden håndholdt kamera
’Margaret’ er nemlig også en film om New York og mere specifikt om New York efter terrorangrebet 11. september 2001. Om hvordan katastrofen nok er trådt i baggrunden og kan diskuteres intellektuelt, men samtidig er et filter, der giver en ny farve til hver en detalje i newyorkernes liv. Mest direkte bliver det sagt i en mesterlig scene, hvor Lisa skændes med sin mor:
»Der er en hel by derude med folk, der dør, så hvorfor skal man interessere sig for din kæreste? Det er så banalt, hvorfor belemrer du mig med det, det betyder intet«, råber hun med grådkvalt stemme.
Kenneth Lonergan har sagt i et interview med Time Out: »Jeg kan huske, at det tog flere år, før jeg stoppede med at lægge mærke til fly (på himlen over New York, red.). Det var, som om byen stadig rystede efter angrebet, men heller ikke vidste, hvordan den skulle håndtere det«.
’Margaret’ vil blive stående som et monument over de splittede følelser af sorg, afmagt, skyldsfralæggelse og hævnlyst, der opstår i kølvandet på en tragedie. Og når det er den bedste film om 9/11, der er lavet, selvom den egentlig slet ikke handler direkte om den fatale dag, er det, fordi den opnår en sjælden følelsesmæssig realisme.
I nutidens filmsprog er realisme efterhånden ensbetydende med håndholdte kameraer og en nærgående dokumentarisk stil, og det er der ikke som sådan noget i vejen med. Men på en måde er det også fjollet, for vores rigtige liv er jo hverken rystet, håndholdt eller gritty.
’Margaret’ er realisme på en anden måde: Emotionel realisme. Her taler, flirter, driller, diskuterer og skændes folk, som de gør i virkeligheden. De handler, som de gør i virkeligheden – ikke altid ud fra en stram logik, men på baggrund af et utal af motivationer. Forholdet mellem Lisa og hendes mor rammer for eksempel ultrarent i sine skift mellem ømhed og had (»you’re a little cunt«, råber moren i en scene, og Lisa svarer prompte: »You’re a big cunt«!).
Lonergans kamera og klipning gør ikke meget opmærksom på sig selv, men underbygger hele tiden karakterernes skiftende positioner i forhold til hinanden med elegante kompositioner. Og filmen får et smukt poetisk lag i de hyppige scener fra morens teaterstykke, ligesom en Offenbach-opera spiller en central rolle hen mod slutningen, uden at det virker anmassende kunstnérisk.
Tværtimod bruger Lonergan operaen til at vise, hvordan kunsten kan udtrykke og vække følelser, som vi ellers har svært ved at sætte ord på. Midt i Lisas forurettede ordstrøm, er det som passiv betragter, at hun for alvor bliver ramt.
På samme måde sætter ’Margaret’ billeder på tiden efter en tragedie, der kan sige mere end tusind kloge analyser.
Læs også: Den bedste film fra 2009, alt for få har set – Francis Ford Coppolas oversete perle