Prætentiøs, navlebeskuende og kedelig. Det var nogle af de ord, Francis Ford Coppolas familiedrama ‘Tetro’ fik med på vejen af de amerikanske og engelske anmeldere. Andre kaldte den et kreativt comeback for instruktøren, der ikke for alvor havde markeret sig siden drømmeårtiet i 1970’erne, hvor han præsterede intet mindre end fire mesterværker: ‘The Godfather’ (1972), ‘Aflytningen’ (1972), ‘The Godfather II (1994)’ og ‘Dommedag nu’ (1979).
‘Tetro’ skabte overskrifter, da Coppola først takkede nej til at få den vist uden for konkurrence i Cannes Festivalens hovedprogram (en fornærmelse mod en mand med to guldpalmer?), men siden accepterede tilbuddet om en plads som åbningsfilm i sideprogrammet Directors’ Fortnight, der ellers normalt er tilegnet unge eller mere obskure talenter. Efter en blandet modtagelse var det dog, som om filmen gik i kollektiv glemsel. Den blev smalt distribueret i USA og blev i Danmark kun vist på CPH:PIX. Og det er en skam.
For selvom den ikke ligefrem er en ny ‘Godfather’, og man kan diskutere, om den lykkes hundrede procent på alle punkter, er det en smuk, gribende og på mange måder modig film fra en veteran, der forsøger at finde tilbage til sin ungdoms fortælleglæde og kunstneriske ambitioner.
Coppola har selv kaldt ‘Tetro’ sin »anden film i sin anden karriere«: Personlige film af den slags, han havde ambitioner om at lave, før han blev distraheret af berømmelse og penge, og som han selv skriver, producerer og distribuerer, finansieret af sin vinproduktion i Napa Valley. Den første var fantasy-dramaet ‘Youth Without Youth’ (2007), med hvilken han efter en 10-årig pause fra instruktørstolen skuffede fælt, og det samme gjorde hans lovlig fjollede gotiske spøgelseshistorie ‘Twixt’ (2011), hvor han også leger med 3D.
Storladent og teatralsk
Coppola er langt bedre, når han laver film efter den gamle skole, som han gør med ‘Tetro’: Et storladent, teatralsk, humanistisk familiedrama i sort-hvid om to brødre med faderkomplekser. I filmen møder vi 18-årige Bennie (Alden Ehrenreich), der er stukket af fra en militærskole og i stedet arbejder som tjener på et skib. Da skibet lægger til havn i Buenos Aires med motorproblemer, benytter Bennie lejligheden til at opsøge sin storebror, Tetro (Vincent Gallo), som han ikke har set i mange år.
Bennie har altid idoliseret broren, der forlod hjemmet i New York for at rejse ud i verden og finde sig selv som forfatter, og han har længtes efter genforeningen. Tetro er til gengæld ikke specielt begejstret for at se sin lillebror, da han for alt i verden ønsker at lægge så meget afstand til familien som muligt. Hans mæglende kæreste, Miranda (Maribel Verdú), overtaler ham dog til at lade Bennie sove på sofaen et par dage.
I de efterfølgende dage løber Bennie rundt efter Tetro som en hundehvalp, der hungrer efter sin ejers kærlighed. Bennie vil have svar på, hvorfor Tetro rejste uden at se sig tilbage. Hvad skete der mellem Tetro og faderen? Hvorfor kom han aldrig og hentede Bennie, som han ellers lovede i et brev, som Bennie stadig bærer rundt på? Hvorfor vil Tetro hverken tale om sin eller Bennies mor? Og hvorfor har han aldrig udgivet noget af det, han har skrevet?
Tetro afviser alle spørgsmål og truer konstant med at smide Bennie tilbage til skibet. Men Bennie giver ikke op. Han finder Tetros teatermanuskript og læser det i smug. Det handler om konkurrenceforholdet mellem to brødre (begge spillet af Klaus Maria Brandauer), der ligesom Bennie og Tetros far og onkel begge er komponister. »Der er kun plads til ét geni i familie«, siger faren i filmens balletinspirerede flashbacks, der modsat resten af filmen er i farver. Er den historie mon nøglen til familiehemmeligheden?
Mange paralleller til ’The Godfather’
‘Tetro’ foregår i Buenos Aires’ kunstneriske kvarter La Boca, hvor Tetro hænger ud på stamcaféen på hjørnet og ind imellem arbejder som lysmand på et eksperimentelt teater.
Boheme-miljøet er fuld af passionerede mennesker, der diskuterer kunst og skændes med deres elskere med lige store armbevægelser. Tetro selv er kongen af drama. Fra første scene, hvor han humper ind i køkkenet med et brækket ben, tænder en cigaret på gasblusset, smider sig på en stol og skuler til sin lillebror, opfører han sig som en forkælet og frustreret diva. »Han er som et geni uden nogen bedrifter«, beskriver Miranda ham. Den excentriske independent-filmmager og multikunstner Vincent Gallo er perfekt som den irriterende selvhøjtidelige, surmulende og uforløste kunster, der er tilpas karismatisk og mystisk dragende til, at vi forstår både Miranda og Bennies beundring.
Filmen er optaget i sort-hvid widescreen med høj kontrast og et overvejende statisk kamera, afbrudt af ekspressionistiske vinkler, der giver filmen et teatralsk og dramatisk look. Solen har aldrig skinnet så smukt i Buenos Aires som i den rumænske fotograf Mihai Milaimares udendørsoptagelser. De lange insisterende indstillinger af to-tre mennesker i et køkken er lige så bjergtagende og vækker mindelser om ‘The Godfather’s’ langsommelige, men intense fortællestil.
I det hele taget er der mange paralleller til ‘Godfather’: De anspændte forhold mellem far og søn og de to brødre. Den opofrende kvinde, der aldrig bliver lukket ind i mandens dæmoniske indre. Familien med stort F, der med sine hemmeligheder og bedrag æder sjæle op, men også rummer en altoverskyggende kærlighed.
Ingen ironi eller indie-quirk
I ‘Tetro’ gennemgår de to brødre et ødipalt opgør med deres dominerende far, men finder kærlighed hos hinanden takket være Bennies indsats. Det er rørende, hvordan Bennie insisterer på retten til Tetros kærlighed. Hver gang Tetro afviser ham, stikker han hovedet op igen som en muldvarp i Tivoli, der villigt indbyder til et gok i nøden. Alden Ehrenreich, der for nylig fik et gennembrud i Coen-brødrenes ‘Hil, Cæsar’ og netop har scoret rollen som en ung Han Solo i de kommende ’Star Wars’-spinoffs, er naivt charmerende i sin debutspillefilm.
Jeg elsker den måde, filmen på nærmest operatisk eller græsktragisk vis dyrker de store følelser og klassiske temaer uden at gemme sig bag ironi eller indie-quirk. Men måske er det også – ud over filmens manglende markedsføringsmaskine – grunden til, at filmen ikke for alvor slog an i 2009. Melodramaet var og er simpelthen ikke på mode.
Mens det var en populær genre i den klassiske Hollywood-æra med Douglas Sirks 50’er-film som kulmination – ‘The Godfather’ er for øvrigt også drønmelodramatisk – er det, som om vi i dag ikke kan tage alle de følelser alvorligt. Lars von Trier blander sine melodramaer med ironi og distance, Pedro Almodóvars film nærmer sig mere og mere en pastiche på hans tidligere fremragende værker, mens Todd Haynes’ Douglas Sirk-agtige kritikerdarling ‘Carol’ er udpræget underspillet.
»Underspillet« er en af de største roser, man som kritiker kan give en film. Og med god grund. For det er en dødsvær balance, og der er intet værre end at se en film, der klinger falsk i sin følelsesudbasunering. Men når følelserne rammer rent – som de gør i 95 procent af ‘Tetro’ – er der intet bedre.