’Manchester by the Sea’: Oscar-favorit med Casey Affleck er en monumentalt mesterlig familietragedie
Kenneth Lonergan kan noget, som er svært at beskrive, fordi de dækkende adjektiver er blevet slidt op og tømt for betydning.
Hvis jeg betegner ’Manchester by the Sea’ som subtil, nuanceret, troværdig og velspillet, vil du forvente et lille, lavmælt indiedrama af den slags, vi importerer en håndfuld af fra USA hvert år. Du vil være aldeles uforberedt på den monumentalt bevægende og overrumplende følelsesladede filmoplevelse, der venter dig.
Så lad mig prøve med nogle andre ord: ’Manchester by the Sea’ er en noget nær perfekt film uden så meget som en eneste falsk tone, en såre menneskelig familietragedie om sorg, tilgivelse og skyldfølelse sat i titlens isnende fotogene fiskerby i Massachusetts.
Og Casey Affleck er ikke bare velspillende. Han er ganske enkelt født til at spille Lee Chandler, filmens hovedrolle, som oprindeligt var tiltænkt producer og idémand Matt Damon, der en overgang stod til at instruere. Affleck har en stilfærdig sørgmodighed i sine mørkrandede øjne og sin rustne stemme, som før – ikke mindst i ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ – har skabt ynkværdige og underligt tragiske figurer, men han har aldrig været bedre og mere indestængt end som den sagtmodige og fjendtlige Lee Chandler, der bag kroppens forfrosne skal bærer på en smerte og et selvhad, som bestandigt fornemmes som sagte skrig fra et uendeligt dyb.
Hvor smerten og selvhadet stammer fra, viser Lonergan uden at overdramatisere gennem en række flashbacks, der abrupt afbryder handlingen, på samme måde som fortidens fortrædeligheder for Lee udgør både en byrde, han altid må slæbe efter sig, og et kainsmærke, som får fremmede og forbipasserende til at stirre og sladre i smug.
I flashbacksekvenserne møder vi en anderledes jovial og kontaktsøgende Lee Chandler, en drillesyg hyggeonkel over for nevøen Patrick og en kærlig, om end lovligt drikfældig, husbond og familiefar. Et helt andet menneske end den søvngængeragtige, følelseskolde slagsbroder og vvs-mand fra Boston, der vender tilbage til hjemstavnen Manchester-by-the-Sea, da hans storebror Joe (Kyle Chandler) dør af et hjerteanfald.
Til Lees (og resten af byens) forbavselse viser det sig, at Joe i sit testamente har udpeget sin bryske lillebror som værge for sønnen Patrick, hvis alkoholiserede mor (tilsyneladende) er ude af billedet. Lee hverken kan eller vil tage sig af sin sarkastiske teenagenevø, som han omgås langt mindre hjerteligt end før i tiden, men han er nødt til at blive boende i barndomshjemmet, indtil den tilfrosne jord tør op, og Joe kan blive begravet.
Den slags absurditeter popper op med jævne mellemrum som små ventiler midt i en knugende sorg, som da ambulancefolkene bakser med at få en båre bugseret op i bilen. Disse humoristiske åndehuller skaber gennemtræk i melankolien, som filmen ikke skyr, men heller aldrig svælger i, fordi Lonergan forstår den dybt paradoksale livsbetingelse, at Jorden bliver ved med at dreje rundt, og universet fortsætter uanfægtet, når din egen verden er brast sammen. Så midt i sorgens stund er den de-facto-forældreløse Patrick også bare en staldkåd teenageknægt, der danser linedans mellem hele to kærester og forsøger at udmanøvrere den enes nævenyttige (læs: cockblockende) mor.
Det havde Lonergan allerede blik for i sin seneste, fremragende spillefilm ’Margaret’, der blev optaget i 2005, men først fik en pligtskyldig biografdistribution i 2011 efter flere år i klippehelvede – en redelighed, der resulterede i, at Lonergan blev sagsøgt og brændemærket i branchen. Hvor ’Margaret’ var et rasende ambitiøst tematisk fletværk, er ’Manchester by the Sea’ en mere afgrænset fortælling, mere intim end intellektuel, som anbringer sig et sted imellem ’Margaret’ og Lonergans ligeledes eminente debut, ’You Can Count on Me’ (2000).
På samme måde har Lee Chandler en rem af huden af både Mark Ruffalos uforbederlige løsgænger Terry fra ’You Can Count on Me’ og Anna Paquins skyldsplagede, irrationelle Lisa Cohen fra ’Margaret’. Han er hverken medynkvækkende som førstnævnte eller usympatisk som sidstnævnte, men en ekstremt kompleks og sammenfiltret knudemand, der synes at insistere på at sabotere sit eget liv.
Og selvom vi hele tiden føler med ham og håber på hans udfrielse, så forstår vi efterhånden, hvorfor der for ham ikke findes nogen åndehuller, nogen katarsis. Og hvorfor han under ingen omstændigheder kan blive boende i barndomsbyen, hvor han i en særligt hjerteskærende scene sprængfærdig af uartikulerede følelser støder ind i sin ekskone, spillet suverænt af Michelle Williams.
Hos Kenneth Lonergan er der ingen lette løsninger, ingen redemption, men en oplevelse af ægte liv levet af en mangfoldighed af karakterer, der handler, tænker og føler som dem ude på gaden. Fortalt af en glødende humanist med noget på hjerte og en særligt forfinet fornemmelse for den naturlige samtale med alle dens akavetheder, afbrydelser og misforståelser.
Den 54-årige newyorker har nu tre mesterværker på cv’et, og ’Manchester by the Sea’ er ikke blot et triumferende comeback, der udvisker det kainsmærke, som ’Margaret’ efterlod. Det er hans mest helstøbte, hans smukkeste og hans bedste film til dato.
Kort sagt:
Kenneth Lonergans comebackfilm ’Manchester by the Sea’ er instruktørens tredje mesterværk i tre forsøg. En monumental familietragedie, sprængfærdig af indestængte følelser og båret af humor, humanisme og en fabelagtig Casey Affleck i karrierens bedste præstation som Lee Chandler, en mand der nægter sig selv at give slip på den sorg og skyldfølelse, der forfølger ham som et spøgelse.