Oscar-sæsonen er knapt nok begyndt, før kandidaterne til næste udgave lines op. Startskuddet plejer at være Sundance Film Festival i januar, hvor den forrige år varslede ’Manchester By the Sea’ og i år havde verdenspremiere på ’Call Me By Your Name’, ’The Big Sick’ og ’Get Out’. Næste udgave kan vise sig at byde på endnu flere fremtidige perler.
Festivalen byder på et væld af spændende og ekstremt aktuelle dokumentarer, blandt andet den ventede Netflix-dokumentar ‘Seeing Allred’. Men holder man fokus på hovedkonkurrencen, er det en stjernespækket årgang med stort potentiale, som festivalen i Utah har samlet.
En af sin generations bedste skuespillere, Paul Dano (’Swiss Army Man’), prøver sig af som instruktør i ’Wildlife’, hvor han har formået at overtale skuespillerkollegaerne Carey Mulligan og Jake Gyllenhaal til at drysse lidt stjernestøv ud over filmatiseringen af en roman af Richard Ford om en familiekrise i 60’ernes Montana.
Mange fik øjnene op for Reed Moranos talenter bag kameraet i dette års ’The Handmaid’s Tale’, hvor hun som konceptuerende instruktør stod for det stilistiske snit. Hun går fra det dystopiske serieunivers til en ren postapokalypse i ’I Think We Are Alone Now’, der er et kammerspil med Peter Dinklage og Elle Fanning.
’Lizzie’ er en psykologisk thriller baseret på den famøse mord, Lizzie Borden begik mod sine forældre i 1892. To generationer af it girls mødes, da Kristen Stewart og Chloë Sevigny har et lesbisk forhold. ’The Tale’, der handler om en kvindes tilbageblik på hendes første seksuelle oplevelser og skulle byde på en tour de force af Laura Dern på toppen af sin karriere.
Stewarts gamle ‘Twilight’-kærlighed Robert Pattinson har ligeledes udvist nysgerrighed over for eksperimentende instruktører. I ‘Damsel’ danner han smukt par med aldrig mindre end fremragende Mia Wasikowska i Zellner-brødrenes (‘Kumiko, the Treasure Hunter’) film om den forelskede Samuel Alabaster, der krydser Det Vilde Vesten i starten af 1800-tallet for at forenes med sit livs kærlighed Penelope.
‘Good Will Hunting’-instruktøren Gus Van Sant er yderst svingende fra film til film, men ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’ om tricksteren Joe Callahan, der ender i kørestol og må finde den absurde nydelse ved tilværelsen, har allerede en god buzz. Og så har den et cast bestående af Joaquin Phoenix som Callahan godt bakket op af Jonah Hill, Rooney Mara og Jack Black.
Den Judd Apatow-producerede ’Julian, Naked’ er baseret på en roman af Nick Hornby (’High Fidelity’, ’Brooklyn’) om kvinden Annie (Rose Byrne), som lider under sin kærestes (Chris O’Dowd) syge dyrkelse af den obskure rockstjerne Tucker (Ethan Hawke). En dag dukker en 25 år gammel demooptagelse op, som fører superfanen sammen med den afdankede kultmusiker.
Chiwetel Ejiofor, Danny Glover, Jason Segel, Lakeith Stanfield og Martin Sheen udgør et stærkt ensemble ’Come Sunday’ i Joshua Marstons (’Maria Full of Grace’) Netflix-produktion om en pastors pludselige mangel på tro.
Festivalen løber af stablen fra den 18. til den 28. januar. Hele programmet han ses HER.
Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’
Læs også: For første gang er hele to danske film udtaget til den prestigefyldte Sundance-festival