I forlængelse af Harvey Weinstein-skandalen og den efterfølgende lavine af anklager, der er skyllet ind over Hollywood, er det danske produktionsselskab Zentropa også kommet i vælten herhjemme. Efter adskillige anklager om krænkende adfærd fra Zentropas stifter, Peter Aalbæk Jensen, udsendte produktionsselskabet i går en pressemeddelelse, hvor ledelsen sætter en stopper for den krænkelseskultur, der tilsyneladende altid har præget Zentropa
I en stor artikelserie i Politiken i dag bliver anklagerne uddybet af en lang række forhenværende, kvindelige medarbejdere, der udtaler sig om Peter Aalbæks grænseoverskridende adfærd, hvor mobning, drillerier og seksuelle overskridelser har været en del af hverdagen.
Der er historier om systematiske ydmygelser i form af nøgenbadning, seksuelle lege ved julefrokoster, smæk, befamlinger og klap i numsen, som også tidligere har været dokumenteret i beretninger fra Zentropa-medarbejdere. Mest opsigtsvækkende i sagen udtaler producerne Meta Louise Foldager, som har produceret Lars von Triers film på Zentropa i årene 2006-2010, samt Stine Meldgaard, der også var på Zentropa i årene 2006-2010 og blandt andet har produceret filmen ‘Smukke mennesker’, sig om deres tidligere leder.
»Når jeg kigger tilbage på min tid på Zentropa, tænker jeg: Hold da op, det var da vildt. Men mens jeg var i det, så det anderledes ud. Det er lidt som at kigge tilbage på et sygt parforhold. Ting bliver normaliseret, og bagefter tænker man, var det virkelig sådan? Jeg har en stor følelse af skam forbundet med det. Jeg ville ønske, at jeg havde sat flere grænser og sagt: Nej, det er ikke i orden. Nej, det er ikke i orden at bede unge damer møde op og servere i bunny-kostume, det er ikke i orden at bede folk om at smide tøjet og hoppe i poolen, nej, jeg gider ikke se min chef svinge pikken til et møde«, udtaler Stine Meldgaard blandt andet til Politiken.
»Jeg kender ikke andre steder, hvor det er noget, man gør. Det er absurd, men der er så mange ting ved det sted, det er helt vanvittigt, og alligevel bliver det en del af en hverdag for en masse mennesker. Man skal grine ad det, når det er grænseoverskridende. Og man skal hele tiden tale om sex. Det er bizart. (…) Seksualitet og seksualisering fylder ekstremt meget. Jeg har oplevet, at chefen stod bag mig og lavede stønnelyde, jeg-knepper-dig-lyde i baggrunden, mens jeg talte i telefon«, fortæller Meldgaard.
Meta Louise Foldager bidrager med lignende historier.
»Det var en indgroet del af kulturen. Og det var der ingen, der lagde skjul på overhovedet. Sådan var lugten i bageriet. For mange var det også fysiske ting: klaps, smæk, kys – både med og uden tunge – omfavnelser med mere. Der blev ’leget med tanken’ om dem i seksuelle situationer. Der blev talt om deres bryster eller kropsbehåring for eksempel eller om, at de skulle have smæk, og hvorvidt de skulle smide tøjet«, siger Foldager og uddyber:
»Det var en helt særlig sekterisk kultur. Både ledelsen og medarbejderne erkendte jo også helt åbent, at det var en sekt. Det var en del af identiteten for både selskabet og medarbejderne. På Zentropa handlede det ofte ikke om at gøre et godt stykke arbejde, men om at gøre Peter Aalbæk glad«.
Peter Aalbæk Jensen udtaler samtidig til Politiken, at historierne sikkert er sande og at han er overrasket over kvindernes udlægning, men at han samtidig ikke har tænkt sig at ændre sin grænsesøgende adfærd.
»Jeg skal sige, at jeg ingen interesse har i underkastelse og ydmygelse. Jeg er interesseret i at være grænsesøgende, også helt op til den røde streg. Men det er ikke sådan, at jeg finder behag i at se en underkastelse. Ja, det gør mig nærmest impotent bare at tænke på det«, siger Peter Aalbæk Jensen blandt andet i interviewet.
Samtidig benægter han at have fyret medarbejdere, der har sagt fra overfor Aalbæks tilnærmelser og straffe: »Det er ikke den måde, jeg eksekverer mit virke på. Jeg vil ikke gå ind i personager, men generelt er ingen blevet fyret for eksempelvis at nægte at hoppe nøgen i poolen. Det har aldrig været tilfældet. Så det er ikke korrekt, vil jeg påstå«, udtaler han på trods af Politikens dokumenterede anklager.
Læs også: Pas på med den hurtige selvjustits i Hollywoods kærkomne krænkelsesopgør