‘Easy’ sæson 2
Denne antologiserie er en af de titler, der kan være svær at få øje på i Netflix’ boomende seriekatalog. Det er en skam. For den ukronede konge af mumblecore-bølgen Joe Swanberg (’Hannah Takes the Stairs’, ’Drinking Buddies’) har samlet et suverænt hold af gode navne til sit komediedrama om forskellige Chicago-borgeres håndtering af en kompleks moderne labyrint af kærlighed, sex, teknologi og kultursammenstød.
Der er ikke plads til at nævne hele det stærke cast, men Dave Franco, Marc Maron og Zazie Beetz (’Atlanta’, ’Deadpool 2’) er nogle af gengangerne, der i den nye sæson får selskab af Aubrey Plaza, Judy Greer og Danielle ’Patti Cake$’ Macdonald. ‘Easy’ burde være et let valg at kaste sig over.
Kan ses på Netflix fra den 1. december.
’Dark’ sæson 1
Hypen er kun steget og steget siden Netflix i marts løftede sløret for deres kommende tyske mystery-serie. De forskellige teasere og trailere har givet små, creepy hints, men man ved stadig ikke meget mere om handlingen, end at fire familier i den lille tysk landsby Winden leder efter deres børn, der på uforklarlig vis er pist borte. Opklaringsarbejdet fører dem længere og længere ind i en mørk fortid, landsbyen har fortrængt, der trækker ubehagelige tråde til nutiden.
Dunkelt betegner bedst det visuelle univers i Baran bo Odars (’Sleepless’) serie, hvis setting i gådefulde skovomgivelser har fået flere til at drage paralleller til ’Stranger Things’. Louis Hoffman, der har en af de større roller, vil nogle herhjemme genkende for sin rystende gode og Bodil-vindende præstation som tysk minerydder i ’Under sandet’.
Kan ses på Netflix fra den 1. december.
‘Absentia’ sæson 1
Wikipedia beskriver denne serie som ’bulgarsk fiktion’ – nøgleord, der herhjemme muligvis vil vække minder om kølige kunstfilm a la sidste års ’Godless’. Varebetegnelsen lyver dog en smule, da den bortset fra optagelsessted har israelsk producer og instruktør og et ærkeamerikansk cast med ’Castle’-stjernen Stana Katic i hovedrollen. »Den perfekte blanding af krimithriller og karakterdrevent drama«, lyder opskriften ifølge seriens distributør Sony.
Katic spiller FBI-agenten Emily Byrnes, som forsvinder under en efterforskning af en af Bostons mest berygtede seriemordere. Seks år senere bliver hun fundet i en hytte, knapt levende og helt uden hukommelse. Da hun vender tilbage, opdager hun, at manden har giftet sig på ny, deres barn er blevet opdraget af en anden kvinde, og ny serie af mord vælter frem.
Kan ses på Viaplay fra den 5. december.
‘Knightfall’ sæson 1
Det har de seneste år ikke skortet på serier med romere, vikinger og pirater, men er man mere til riddere, har man måtte ’tage til takke’ med det imaginære ’Game of Thrones’-univers. History Channel, der står bag ’Vikings’, har spottet hullet og udfyldt det med denne korsridderserie, som herhjemme kommer på HBO Nordic.
Vi får historien om et mytisk broderskab, der skal beskytte kristendommens hellige relikvier. Historien starter i slutningen af det 13. århundrede med faldet af tempelriddernes sidste bastion i Det Hellige Land (område omkring Middelhavet i nutidens Mellemøsten). Den hellige gral går tabt, og flere riddere indleder jagten på helligdommen med den selvstændige Landry (Tom Cullen fra ’Weekend’ og ’Downtown Abbey’) i spidsen.
Danske Sarah-Sofie Boussnina (’1864’, ’Fasandræberne’) har en rolle i serien, der emmer mere af de voldsomme slag i Ridley Scotts ’Kingdom of Heaven’ end romantiske gamle ’Ivanhoe’.
Kan ses på HBO Nordic fra den 7. december.
‘The Crown’ sæson 2
»Som et museum i tv-format«, lød vores anmelders beskrivelse af Netflix’ dyreste seriesatsning hidtil og senere Golden Globe-vinder for bedste dramaserie. Nu kommer anden af i alt seks sæsoner, der følger britiske Dronning Elisabeth 2. fra hendes bryllup med Prins Philip som 21-årig i 1947 og frem til nu. Sæson 2 forventes at dække perioden 1957 til 1964, hvor dronningen blandt andet får prinserne Andrew og Edward.
Den unge dronning spilles for sidste gang af storroste Claire Foy, hvis næste udfordring bliver som Lisbeth Salander i ’The Girl in the Spider’s Web’. Suez-krisen vil fungere som politisk bagtæppe til de mange samfundsforandringer det britiske kongehus skal tackle, hvilket kan ses i de nye tilføjelser til karaktergalleriet.
Matthew Goode (’The Imitation Game’, ’Downtown Abbey’) spiller fotografen Antony Armstrong-Jones, der mod Elisabeths ønske gifter sig med hendes søster, Margaret (Vanessa Kirby). Derudover får sæsonen også prominent besøg af John og Jackie Kennedy, der inkarneres af Michael C. Hall (’Dexter’) og Jodi Balfour (’Quarry’).
Kan ses på Netflix fra den 8. december.
‘Wormwood’
Errol Morris revolutionerede dokumentarfilmen med sin true crime ‘The Thin Blue Line’ fra 1988, der brød med konventionerne i kraft af iscenesatte rekonstruktioner, der mere lignede noget fra en film noir. Nu har han gjort det igen med dette genrebrud.
Det traditionelt konservative Oscar-akademi har allerede bøvlet med at få filmen til at passe ind i deres kategorier, og i skrivende stund er ’Wormwood’ i spil til snart sagt alle andre typer nomineringer end i dokumentargenren.
‘Wormwood’ handler om den militære videnskabsmand Frank Olsens mystiske død, og sønnen Erics mangeårige jagt på sandheden. De seks episoder af en times varighed fører seeren helt ind i mørket af tophemmelige CIA-eksperimenter med LSD under den Kolde Krig.
Oscar-forvirringen kommer sig af, at Morris blander rekonstruktioner – med skuespiller Peter Sarsgaard (’An Education, ’Jackie’) m.fl. – og dokumentariske virkemidler såsom arkivoptagelser, nyhedsklip og interviews.
Kan ses på Netflix fra den 15. december.
‘Jean-Claude Van Johnson’
The Muscles From Brussels har på sine ældre dage udvist en selvironi, som ingen af hans testosteronfyldte actionkumpaner fra 80’ernes patriotiske Ronald Reagan-era kommer i nærheden af. Van Damme legede allerede med sin ustoppelige karatesparkende persona i ’JVCD’, men den film fremstår som rå realisme sammenlignet med Amazon Primes nye serie.
Serien går således fuld meta i en hyldest til ’Bloodsport’-ikonet. Van Damme spiller sig selv, der går undercover som ’Johnson’ i et univers, hvor alle kender kampsportsakrobatens kultdyrkede B-film. Det er Van Damme-overload med et kæmpe glimt i øjet. De seks episoder er skabt af Dave Callahan, som tidligere har skrevet ’Expendables’ og skal skrive de to sequels ’Wonder Woman 2’ og ’Zombieland 2’.
Kan ses på Amazon Prime fra den 15. december.
‘Philip K. Dick’s Electric Dreams’
Denne stjernespækkede antologiserie er bygget på noveller af ‘Blade Runner’-forfatteren Philip K. Dick og tilsat en dosis ‘Black Mirror’ med alt, hvad der hører sig til af kølig, dystopisk æstetik og grumme twist. Det lyder ikke helt dumt, og med et imponerende stærkt cast, kan serien sagntens gå hen og blive en spændende succes.
Det er skaberen af kultserien ‘Battlestar Galactica’, Ronald D. Moore, som står bag, og hvert afsnit er bygget op om to kendte skuespillere fra en stjernerække, der udover danske Sidse Babett Knudsen også kan bryste sig af Steve Buscemi, Bryan Cranston, Timothy Spall, Janelle Monáe, Jack Reynor, Vera Farmiga og Richard Madden.
Kan ses på Viaplay fra den 18. december.
‘Gunpowder’
Kit Harington har brugt pausen før den afsluttende sæson 8 af ‘Game of Thrones’ på at at indspille sin egen familiekrønike i denne eksplosive BBC-miniserie om den famøse ’Krudtsammensværgelse’ i London i 1605. Serien skildrer borgeropstanden der udbrød, da katolske præster blev forvist fra byen. Det førte til, at Robert Catesby, Thomas Wintour og den navnkundige Guy Fawkes planlagde at sprænge Parlamentet i luften den 5. november.
Harington er som Robert Catesby historiens omdrejningspunkt, mens Liv Tyler er Catesbys kusine Anne Vaux og Tom Cullen (også er aktuel i ’Knightfall’) spiller den mytiske Fawkes. Desuden figurerer en række dygtige briter som Peter Mullan (‘Trainspotting’, ’Top of the Lake’), Edward Holcroft (’Kingsman: The Secret Service’) og Mark Gatiss (’Sherlock’) på rollelisten.
Kit Harington står også krediteret som producent gennem sit selskab Thriker Films. Med til historien hører det, at han på sin mors side er efterkommer af den rigtige Robert Catesby, mens han på farens side havde en fjern slægtning, der var til stede i parlamentsbygningen, da Catesbys hoved blev sat på et spyd som straf for attentatforsøget.
Kan ses på HBO Nordic fra den 19. december.
’Bright’
David Ayer (’Fury’, ’Suicide Squad’) instruerer og Will Smith og Joel Edgerton har hovedrollerne i denne genreblanding af fantasy og actionfyldt politithriller, der med et budget på 90 millioner dollars er den hidtidige kulmination på Netflix’ filmsatsning, der kun bliver større til næste år. Tjenestens første reelle blockbuster-lignende film.
Legebarnet Max Landis (’Cronicle’, ’Victor Frankenstein’) har fundet på historien om politimanden Ward (Will Smith), der i en alternativ fremtidsudgave af Los Angeles bliver kollega til verdens første ork-betjent, Nick Jacoby (Joel Edgerton). I universet eksisterer der tre samfundsklasser bestående af elver, mennesker og orkere. Opgaven for Ward og Jacoby bliver at overkomme deres racemæssige forskelligheder for at beskytte en magisk stav, som kan ændre magtbalancen, hvis den havner hos mørke kræfter i underverdenen.
Svenske Noomi Rapace (’Mænd der hader kvinder’, ’Prometheus’) er elver i hvad der i bedste fald er en krydsning af Ayers adrenalinpumpede og ganske humoristiske ’End of Watch’ med Guillermo del Toros jordbundne fantasirigdom i ’Hellboy’-filmene. Eller endnu bedre: ’Men in Black’ møder ’Ringenes herre’!
Kan ses på Netflix fra den 22. december.
Læs også: De 15 bedste serier på Netflix lige nu (drama) – rangeret