’Jurassic World’ sejrede stort ved at spille sikkert. Den gjorde ikke meget for at udfordre hverken plotskabeloner eller arven fra Spielberg, men omvendt var den tilpas vellavet til at losse adrenalinen i vejret.
Resultatet på bundlinjen var historisk: Filmen er den fjerde mest indtjenende nogensinde, hvis man undlader at justere for inflation.
Når man kender til Hollywoods tankegang, kan det ikke overraske nogen, at succesen bliver fulgt op af en toer. Fortsat med Chris Pratt som svedende, kæk machomand, der danser med dinosaurer, og Bryce Dallas Howard som hans hårdføre, men tillige dinoelskende ekskæreste.
Mere interessant er det, at Jeff Goldblum igen fremstammer dommedagsvarsler som kaosteoretikeren Dr. Ian Malcolm. I den første trailer til ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ advarer han om, at dinosaurerne snildt kan befinde sig på jorden efter os, ligesom de var her før.
Ellers er der lavaspyende vulkaner og dinosaurer i fuldt firspring på tapetet. Plottet er ligetil: Pratt og Howard vender tilbage til øen, de flygtede fra i den sidste film, for at redde dinosaurerne fra lavadyngerne. Noget, ikke alle synes er en pragtfuld ide.
Colin Trevorrow, der instruerede den første film, er blevet udskiftet med J.A. Bayona, den ferme spanske billedmager bag ’Børnehjemmet’ og ’Syv minutter over midnat’.
Filmen får dansk biografpremiere den 7. juni næste år.