Årets danske Oscar-kandidat, Peter Schønau Fogs ‘Du forsvinder’, stod ikke distancen, da Oscar-akademiet torsdag annoncerede den shortlist på ni film, der skal konkurrere om de fem pladser i nomineringsfeltet for bedste ikke-engelsksprogede film.
Det er ikke den store overraskelse, da filmen ikke har gjort sig synderligt bemærket internationalt set, og der er da også flere film på shortlisten, som allerede har høstet stor opmærksomhed på festivaler verden over, heriblandt den russiske ‘Loveless’, tyske ‘In the Fade’, chilenske ‘En fantastisk kvinde’, ungarske ‘Mellem krop og sjæl’ og israelske ‘Foxtrot’. Ej at forglemme filmen, som forhåbentligt kommer til at kaste lidt Oscar-støv over Danmark alligevel: Ruben Östlunds ‘The Square’, der er dansk co-produceret og har danske Claes Bang i hovedrollen samt Christopher Læssø i en birolle. Det er endnu for tidligt at spå om vinderen i sidste ende, men ‘The Square’ må bestemt anses som en af favoritterne.
Listen består desuden af et par mere overraskende afrikanske titler, Sydafrikas ‘The Wound’ og Senegals ‘Félicité. Og som altid er der et par særdeles vægtige film, der er udeladt allerede på dette tidlige stadie. Det gælder især forhåndsfavoritter som Robin Campillos franske Cannes-hit ‘120 BPM’ og Angelina Jolies cambodjanske ‘First They Killed My Father’.
Her er hele shortlisten:
‘En fantastisk kvinde’ (Chile, Sebastián Lelio)
‘In the Fade’ (Tyskland, Fatih Akin)
‘On Body and Soul’ (Ungarn, Ildikó Enyedi)
‘Foxtrot’ (Israel, Samuel Maoz)
‘The Insult’ (Libanon, Ziad Doueiri)
‘Loveless’ (Rusland, Andrej Zvyagintsev)
‘Félicité’ (Senegal, Alain Gomis)
‘The Wound’ (Sydafrika, John Trengove)
‘The Square’ (Sverige, Ruben Östlund)
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1