Konsekvenserne har regnet ned over Louis C.K. siden han blev anklaget for, og siden har indrømmet, at have seksuelt krænket adskillige kvinder gennem sin karriere.
Heriblandt blev hans stjernespækkede og imødesete spillefilm ‘I Love You, Daddy’ skrottet af produktionsselskabet The Orchard, og filmen fik dermed ikke premiere i november som ellers planlagt.
Nu ser det imidlertid ud til, at ‘I Love You, Daddy’ måske alligevel ser dagens lys. Ifølge Deadline er Louis C.K. ved at færdiggøre en handel om filmen med produktionsselskabet på fem millioner dollars, så komikeren selv vil sidde med rettighederne til den skandaleombruste film.
Hvordan – eller hvorvidt – Louis C.K. har tænkt sig at udgive filmen, er endnu uvist. Flere medier spekulerer i, at målet kan være at udgive ‘I Love You, Daddy’ på samme vis som serien ‘Horace and Pete’, der udelukkende var tilgængelig via komikerens hjemmeside for en mindre pris.
Læs også: Lad mig please se Louis C.K.’s nye film, så jeg kan dømme selv