Mark Wahlberg er en af de mest businessmindede skuespillere i Hollywood, og hans navn dukker ofte op under producerbjælken på sine egne film og serier som ’Boardwalk Empire’ og ’Ballers’. Derfor må det også ærgre Wahlberg, at han nu stemples som den ultimative bad business i 2017.
Wahlberg topper således Forbes’ årlige liste over de mest overbetalte skuespillere i Hollywood i forhold til, hvor meget deres film har indtjent. Han overtager dermed den lidet prisværdige titel fra Johnny Depp, som er helt ude af toppen.
Der finder man til gengæld Christian Bale, Channing Tatum (holder tredjepladsen fra sidste år), Denzel Washington og Brad Pitt, der uomtvisteligt tilhører den absolutte top i Hollywood, men alligevel langt fra er garanter for box office-hit.
For Mark Wahlberg var der dog også en del, der skulle tjenes ind, da han er den bedst betalte skuespiller i Hollywood med 428 millioner kroner om året. Det hjalp imidlertid ikke på balancen, at Wahlberg var med i en række gedigne box office-skuffelser i ’Deepwater Horizon’, ’Daddy’s Home’ og kronen på værket – ’Transformers: The Last Knight’.
For hver gang filmene i gennemsnit indtjente fire dollars, gik én af dem til Marky Mark. Han skulle måske bruge mindre tid i fitteren og lidt mere tid på at læse manuskripterne til de ting, han laver.
Der var det mere simpelt for Mark Wahlberg i de unge og måske ikke helt uskyldige dage med ’Boogie Nights’, som vi i øvrigt viser i Cinemateket i aften.
Listen på det fem mest overbetalte skuespillere:
Mark Wahlberg – Filmene gav 4,4 dollars tilbage for hver dollar, han fik.
Christian Bale – Filmene gav 6,7 dollars tilbage for hver dollar, han fik.
Channing Tatum – Filmene gav 7,6 dollars tilbage for hver dollar, han fik.
Denzel Washington – Filmene gav 10,4 dollars tilbage for hver dollar, han fik.
Brad Pitt – Filmene gav 11,5 dollars for for hver dollar, han fik.