De største fans af ‘Game of Thrones’ har også utvivlsomt deres yndlingsafsnit, men blandt de afsnit, der helt universelt har sat det største aftryk på eftertiden, er ‘Rains of Castamere’ (sæson 3, episode 9) med det blodige bryllup og ‘Battle of the Bastards’ (sæson 6, episode 9) med horeunge-opgøret.
Derfor skaber det også en vis tryghed, at de to instruktører – henholdsvis David Nutter og Miguel Sapochnik – bag de to afsnit tilsammen skal instruere fem ud af ottende og sidste sæsons seks afsnit. Det skriver fansitet Winteriscoming.net. Nutter skal instruere afsnit 1, 2 og 4, Sapochnik får 3 og 5, mens skaberne David Benioff og Dan Weiss selv instruerer finaleafsnittet.
Det giver et lille hint om pacingen i den sidste sæson, idet Miguel Sapochnik er bedst kendt for afsnit med store slag, for eksempel ‘Hardhome’ fra sæson 5 og førnævnte ‘Battle of the Bastards’. Nutters tilgang er mere fokuseret på det beskidte magtspil i korridorerne og hjerne-/hjerteskærende twists, med blandt andet Theons penis-amputering og Cerseis walk of atonement på samvittigheden.
Med visheden om at serien er i trygge hænder, må 2018 sådan set gerne flyve afsted.
Læs også: Der er alt for lang tid til ‘Game of Thrones’-finalen, røber Sophie Turner