Lige så ivrigt som vi blandt kolleger og venner diskuterer anmelderroste seriesuccesers dramaturgiske paralleller til den aktuelle samfundsdiskurs omkring køn, politik og raceproblematikker, lige så frydefuldt syndigt godter mange sig med fredagsslikket i sofaen, når der blændes op ’X Factor’ og ’Vild med dans’.
Har vi hørt.
Der skal være plads til guilty pleasures – også når man er tredobbelt Oscar-vinder med et professionelt øje for moderne filmkunst af klassikerstatus.
Således er det ikke just sort-hvide polske dokudramer, der kører på skærmen hjemme hos method-acting-ikonet Daniel Day-Lewis. Det fortæller vennen og instruktøren Paul Thomas Anderson, der har arbejdet sammen med skuespilleren på ’There Will Be Blood’ og den kommende ’Phantom Thread’.
Da Anderson i sidste uge gæstede Jimmy Kimmel Live! afslørede han, at Day-Lewis har den »værste smag i tv«, og beskrev, hvordan Oscar-vinderen har været så besat af Discovery Channels reality-show ’Naked and Afraid’ – hvor to fremmede skal klare sig langt pokker i vold ude i vidnisset – at han gentagende gange ivrigt har insisteret på, at Anderson også skulle se det.
Med Day-Lewis’ ekstreme rolleindlevelse in mente (under ’The Last Mohicans’ spiste han udelukkende mad, han selv fangede), virker det måske ikke helt usandsynligt, at det lige er den type show, der fanger hans opmærksomhed.
Anderson mener dog endvidere, at Day-Lewis ligeledes må have slugt sin del af ’Project Runway’, idet skuespilleren i ’Phantom Thread’ skulle levere en spot-on-imitation af dommeren Tim Gunn.
Hollywoodstjerner – they’re just like us.
‘Phantom Thread’ får premiere herhjemme den 15. februar.
Læs også: Daniel Day-Lewis tager method-acting til nye højder – designer Balenciaga-kjole