I morgen offentliggøres Oscar-nomineringerne, og konkurrencen om bedste film ser ud til at blive en uhyggelig tæt affære. I weekendens løb har ’The Shape of Water’ og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ således begge snuppet betydningsfulde priser, som er de væsentligste indikatorer for, hvem der står stærkt i Oscar-ræset.
Lørdag nat afholdt producernes fagforening, PGA, deres fejring af branchen, hvor Guillermo del Toro vandt hovedprisen for ’The Shape of Water’. Som The Playlist påpeger, har prisen været ensbetydende med en sejr ved akademiets uddeling otte år i streg. Dog med undtagelse af de to seneste år!
Uddelingen af Bedste Animationsfilm udløser til gengæld næppe den store svedetur om natten den 4. marts. Pixar og ’Coco’ tilføjede endnu en pris til samlingen og synes urørlig.
Der blev også uddelt producerpriser til serierne. Vinderne ’The Handmaid’s Tale’ og ’The Marvelous Mrs. Maisel’ var identiske med Golden Globes, mens ’Black Mirror’ vandt prisen for det bedste ‘lange format’ over blandt andet ’Fargo’ sæson 3 og ’Sherlock: The Lying Detective’.
I nat var det så skuespillernes tur til lidt positiv rundhyl ved SAG Awards. Her tog Martin McDonaghs Golden Globe-vinder ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ hovedprisen for Bedste Ensemble, ligesom Frances McDormand og Sam Rockwell cementerede deres status som dem, man skal slå, med priserne for henholdsvis Bedste Kvindelige Hovedrolle og Bedste Mandlige Birolle.
Gary Oldman har tilsvarende sat sig i front i kategorien for Bedste Mandlige Hovedrolle for ‘The Darkest Hour’ og fjernet en lille smule af den usikkerhed, som unge Timothée Chalamet skabte ved at tage en række priser i efteråret for gennembrudsrollen i ‘Call Me By Your Name’.
Den efterhånden 80-årige Morgan Freeman modtog livstidsprisen. I sin takketale fik han givet en lille kønspolitisk opsang til selve statuettens form, der har et maskulint korpus:
»Jeg havde ikke planlagt at gøre det her. Jeg skal fortælle jer, hvad der er galt med denne statuette. Den virker bagfra, men forfra? Den er kønsspecifik. Måske har jeg sat gang i noget«, kommenterede ‘The Shawshank Redemption’ og ‘Seven’-koryfæet.
Også de bedste skuespilpræstationer i tv-serier blev hyldet. Man fristes til at sige, at pristagerne var the usual suspects: Claire Foy (‘The Crown’), Sterling K. Brown (‘This Is Us’), Alexander Skarsgård (‘Big Little Lies’), Nicole Kidman (‘Big Little Lies’) og Julia Louis-Dreyfus (‘Veep’).
Læs også: Oscar-nomineringer på tirsdag: Syv ting, du skal lægge mærke til