‘Black Panther’: Hypet Marvel-film er gammel vin på nye flasker
Det må være så fedt at være en sort dreng eller pige og se en film som ’Black Panther’. En film med et all-star sort cast, en sort instruktør (Ryan Coogler) og en sort forfatter (Joe Robert Cole). Det må være fedt at se et afrikansk land, som ikke er et forarmet stammesamfund hærget af borgerkrig og sygdom, men er en supermagt med skyskrabere og hi-tech teknologi ved navn Wakanda.
Og Marvel-universet trænger til diversitet (for ikke at nævne fornyelse), ikke kun hvad angår race, men også hvad angår køn, seksualitet og kropsideal. Superheltegenren er kommet for at blive, må vi erkende, men den kan sagtens omfavne historier og temaer, der ligger uden for den skabelonagtige comfort zone, vi er blevet så vant til. Tag bare sidste års ’Logan’, der turde bevæge sig ud i helt nye steder i genren og gav os en frisk og vellykket superheltefilm.
En sådan film er ’Black Panther’ desværre ikke, for til trods for at hudfarverepræsentationen er omvendt, end den er normalt – her er Martin Freeman som CIA-agent Ross token white guy – kører filmen derudaf på de sædvanlige skinner. Det er simpelthen en kedelig film, der hverken ræsonnerer emotionelt eller dramatisk hos mig, og som disker op med de sædvanlige kampsekvenser, der enten er koreograferet på den sædvanlige superheltemåde eller er store uinteressante pixelorgier i computereffekter. Eller en blanding af de to.
Vi følger Prins T’Challa af Wakanda (Chadwick Boseman, som også optrådte som figuren i ’Captain America: Civil War’), som efter sin fars død skal overtage tronen som konge af Wakanda og titlen som Black Panther. Wakanda har sin rigdom og teknologi fra metallet vibranium, verdens stærkeste metal (jeg troede egentlig, at det var adamantium, Wolverines kløer og skelet, men den lader vi tegneserienørderne om) og bruger også teknologien til at skjule sig fra omverdenen. Vibranium er også det, Black Panthers dragt er lavet af, som sammen med udtrækket fra en lokal plante, der giver superkræfter, er det, der skaber superhelten Black Panther. En ny udfordrer af kongetitlen manifesterer sig til den rituelle indvielsesceremoni, hvor tronarvingen kan udfordres.
Det hele hænger på en eller anden måde sammen med den gamle kong T’Chakas bror N’Jobu, der udfordrede Wakandas og T’Chakas isolationistiske tilgang og krævede, at Wakanda bruger sin teknologiske og våbenmæssige overmagt til at kæmpe for sortes rettigheder i hele verden. Altså faktisk en videreførsel af 60’erne og 70’ernes Black Panther-bevægelse i USA.
Med plottet om den gode konge, den onde onkel og barnet, der skal finde sin plads som regent i den smukke afrikanske natur, løfte den tunge arv fra faren og navigere mellem de mange parter, der har en mening om, hvordan han skal forvalte sin magt, er vi plotmæssigt i territoriet hos en anden Disneyfilm, ’Løvernes Konge’. Desværre for ’Black Panther’ er her ingen Timon og Pumba, der skyde lidt humor ind i det selvhøjtidelige univers.
Det virker på mig, som om at hver gang der kommer en ny stor superheltefilm, kører hypemøllen på højtryk og lover at denne her gang bliver det helt anderledes: ’Det her kommer til at ændre superheltegenren!’.
Men ’Black Panther’ er, målt på filmmæssige kvaliteter snarere end diversitet, ikke fornyende overhovedet. Det er gammel vin på nye flasker, det er den samme reproduktion af genren, vi har set i snart årtier. Skåret over et plot, der primært tjener til at drive historien frem mod store actionsekvenser, der hos mig klinger hult og tomt og, værst af alt, ligegyldigt.
Kort sagt:
’Black Panther’ har både et sort hold foran og bag kameraet, og det er dejligt at se mere diversitet i Marvels superheltefilm. Desværre er selve filmen gammel vin på nye flasker, den sædvanlige reproduktion af de sædvanlige superheltetroper, der kammer over i computergenererede, tomme actionsekvenser.