’Fantastiske skabninger 2’ ignorerer Dumbledores homoseksualitet, bekræfter instruktøren bag

’Fantastiske skabninger 2’ ignorerer Dumbledores homoseksualitet, bekræfter instruktøren bag
Jude Law som Dumbledore i 'Fantastiske skabninger 2: Grindelwalds forbrydelser'.

Til november kommer den næste film i serien af Harry Potter-spinoffs til landets biografer. At dømme ud fra den første ’Fantastiske skabninger’-films slutning, samt den nye films undertitel ’Grindelwalds forbrydelser’, bliver Johnny Depps blonde karakter Gellert Grindelwald denne gang hovedskurken.

Fans af universet havde i den forbindelse håbet på, at filmen ville udforske Dumbledores seksualitet, idet han tidligere i sit liv, før filmens handling, havde et romantisk forhold til Grindelwald. J.K. Rowling fortalte tilbage i 2007, at hun altid har set Dumbledore, der i den nye film spilles af Jude Law, som homoseksuel:

»Dumbledore blev forelsket i Grindelwald, og det gjorde det endnu værre, da Grindelwald viste sit sande jeg. Kan vi til en vis grad sige, at det undskyldte Dumbledore en smule, siden kærlighed gør blind? Men han mødte nogen, der var lige så genial som ham selv, og lidt ligesom Bellatrix blev han meget tiltrukket af denne geniale person og frygteligt, forfærdeligt skuffet over ham. Ja, det er sådan, jeg altid har set Dumbledore«.

Instruktør David Yates fortæller dog til Entertainment Weekly, at Dumbledores seksualitet ikke bliver beskrevet direkte i den nye film: »Men jeg tror, at alle fans ved det. Han var i et meget intenst forhold med Grindelwald, da de var unge mænd. De forelskede sig i hinandens idéer og ideologi og hinanden«.

Med yderligere tre planlagte film i ’Fantastiske skabninger’-serien kan det dog ikke udelukkes, at Dumbledore og Grindelwalds forhold udforskes mere intimt i fremtiden.

»Jeg kan ikke fortælle jer alt det, jeg gerne vil sige, for det er selvsagt en fortælling i fem dele, så der er en masse at udfolde i det forhold«, fortalte J.K. Rowling for to år siden til et pressemøde. »I kommer til at se Dumbledore som en yngre mand – og en ret besværet mand«.

’Fantastiske skabninger 2: Grindelwalds forbrydelser’ får premiere 15. november.

Læs også: J.K. Rowling taler ud om Johnny Depp-casting

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af