Uma Thurman anklagede i weekenden sin tidligere samarbejdspartner Quentin Tarantino for at udsætte hende for livsfare under optagelserne til ’Kill Bill’. Det har fået skuespillerkollegaen Jessica Chastain til nok engang at kommentere filmbranchens ligestillingsproblematik og istemme sig kritikken af instruktøren. Der bliver ikke holdt igen med billedsproget.
»Jeg bliver ved med at forestille mig Tarantino, der spytter Uma i ansigtet og kvæler hende med en kæde for ’Kill Bill’« skrev Chastain på Twitter. »Hvor mange billeder i medierne, der viser overgreb mod kvinder, lovpriser vi? Hvornår blev dette normaliseret som ’underholdning’?«
Hun slutter af med at kritisere film, der bruger vold mod kvindelige karakterer som en måde at selvstændiggøre dem på:
»Når vold mod kvinder bruges som et plot device til at gøre karaktererne stærkere, så har vi et problem. Det er ikke empowering at blive slået og voldtaget, men alligevel gør mange film det til kvinders ’føniks-øjeblik’. Vi har ikke brug for overgreb for at være stærke. Det er vi allerede«.
When violence against women is used as a plot device to make the characters stronger then we have a problem. It is not empowering to be beaten and raped, yet so many films make it their ‘pheonix’ moment for women. We don’t need abuse in order to be powerful. We already are.
— Jessica Chastain (@jes_chastain) 4. februar 2018
Jessica Chastain er snart biografaktuel herhjemme med Aaron Sorkins ’Molly’s Game’ (22. februar). Hun skulle også have figureret i canadiske Xavier Dolans kommende film ’The Death and Life of John F. Donovan’, men han meldte i går ud på Instagram, at han har valgt at klippe hende ud af filmen.
I opslaget understreger han eftertrykkeligt, at det intet har at gøre med hendes præstation: »Det var en ekstremt svær beslutning at tage. Jeg nærer en dybfølt kærlighed og beundring for Jessica. Beslutningen blev taget på baggrund af klipning og narrativ, så det har intet at gøre med en præstation, og alt at gøre med en karakter og dens handlingsforløbs kompatibilitet«.
Chastain havde ellers allerede fået sin egen karakterplakat på filmen:
Læs også: Jessica Chastain kritiserer sin egen magasinforside