Ava DuVernay hyret til DC’s episke planetslag ‘The New Gods’

Ava DuVernay hyret til DC’s episke planetslag ‘The New Gods’
'The New Gods' er et festfyrværkeri, som vil koste lidt mønt

Det hører til sjældenhederne i Hollywood, at man som Ava DuVernay bliver tilbudt tøjlerne til et spektakulært superhelteunivers efter at have skudt skævt hos både anmeldere og fans med den mere end 100 millioner dollars dyre Disney-fantasyfilm ’A Wrinkle In Time’.

Instruktøren, der er den eneste afroamerikanske kvindelige instruktør, der arbejde i den helt store blockbuster-liga, får endnu en mulighed for at vise sit værd, da DC og Warner Bros. ifølge Deadline er tæt på at overtale hende til at stå i spidsen for filmatiseringen af den galaktiske gigantfejde ’The New Gods’, der var det episke hjertebarn for den legendariske tegneserieforfatter Jack Kirby.

’The New Gods’ er en yderst spraglet sag, som i sin grundessens handler om striden mellem de to verdensforskellige planeter: Den naturrige New Genesis og det maskinelle helvede Apokalips. På sidstnævnte planet hersker den lede tyran Darkseid, der er DC’s pendant til Marvels Thanos, og som nogle måske vil vide har voldet Superman store problemer i flere tegneserier og tegnefilm.

Hvorvidt ’The New Gods’ vil blive koblet sammen med resten af DCEU såsom ’Justice League’, meldes der intet om.

Med ’The New Gods’ får Ava DuVernay på ny et anseligt budget mellem hænderne. Hun er en central foregangskvinde for et mere alsidigt Hollywood, og endnu vigtigere er hun en talentfuld instruktør, der har vist prøver på sin kunnen og klare politiske stemme med Martin Luther King-biografien ’Selma’ og dokumentaren ’13th’.

Læs også: Syv sorte instruktører, der kan rykke ved amerikansk films farveskævhed

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af