Syv sorte instruktører, der kan rykke ved amerikansk films farveskævhed

Amerikansk film er under hård beskydning for at være for hvid. Men heldigvis er der en række sorte amerikanske instruktørtalenter, som forhåbentligt kan få et stort gennembrud. Vi præsenterer dem i anledning af den aktuelle ’Selma’.

1. Ava DuVernay

’Selma’-instruktør Ava DuVernay er allerede gået over i historien som den første sorte kvindelige instruktør til at få en Golden Globe-nominering og til at få sin film Oscar-nomineret.

Den 42-årige instruktør har haft en usædvanlig vej ind i filmbranchen. Hun har en fortid som først journalist og siden filmpublicist, hvor hun blandt andet fik Clint Eastwood og Steven Spielbergs film ud over rampen.

Hun prøvede kræfter med instruktørhvervet med dokumentarfilmen ’This Is the Life’, og gjorde sig for alvor bemærket med spillefilmen ’I Will Follow’, en lavmælt, rørende menneskelig historie om en kvinde, der siger farvel til sin afdøde tante gennem mødet med en række mennesker, som kommer forbi, mens hun rydder op i hendes hus. Filmen var delvist bygget på DuVernays forhold til sin egen tante, og hun lavede den på blot to uger for sine egne penge.

Succesen gav instruktøren et større budget til opfølgeren, ’Middle of Nowhere’, hendes første samarbejde med David Oyelowo, som spiller Martin Luther King i ’Selma’. Igen havde DuVernay et nært menneskeligt drama i fokus i historien om en kvinde, der sætter sit eget liv på pause, efter hendes mand ryger bag tremmer i otte år.

DuVernay interesserer sig for, hvordan mennesker relaterer sig til hinanden i kølvandet på traumatiske begivenheder, og det er netop en af styrkerne i den historiske ’Selma’, at historieforelæsningen aldrig står i vejen for det elementære menneskelige drama.

2. Justin Simien

»Jeg var selv en akavet sort bøsse og ville altså også se mig selv på film«. Sådan siger manden bag indie-hittet ’Dear White People’ i et interview i det kommende Soundvenue, der er på gaden 9. april.

’Dear White People’ følger en flok unge sorte college-elever på et fortrinsvist hvidt elite-college – og deres meget forskellige måder at forholde sig til de racemæssige intriger på. Mens én prøver at passe ind ved at opføre sig så så ’hvidt’ som muligt, går den aktivistiske filmstuderende Sam White mere frontalt til værks med sit radioshow ’Dear White People’, hvor hun stikker til de reaktionære strukturer på universitet.

Filmen er en veloplagt, spraglet satire, der udstiller de sociale koder blandt college-segmenterne med vid og bid. Særligt konfrontationen, da en hvid fraternity arrangerer en fest med blackface­-tema, er slående.

31-årige Simien vandt talentprisen på Sundance-festivalen i 2014 og står lige nu som et af de mest spændende navne i indie-verdenen. ’Dear White People’ finansierede han primært gennem crowdfunding, men finansiererne burde stå i kø til at komme med på hans næste film.

3. Ryan Coogler

Politivold mod sorte har været kardinalpunktet for racekampen i USA de seneste år med Michael Brown-sagen i Ferguson og Eric Garner-sagen i New York som tragiske nøglebegivenheder.

En endnu tidligere, fremtrædende sag var drabet på Oscar Grant III nytårsaften 2009. Grant var tilfældigt til stede, da der opstod optøjer i et tog. Han blev tilbageholdt på togstationen, hvor han blev skudt af en politibetjent, selvom han var ubevæbnet og ufarlig. I den efterfølgende retssag hævdede betjenten, at han havde taget fejl af sin pistol og sin strømpistol.

Ryan Cooglers ’Fruitvale Station’ er en loyal, intim skildring af begivenhederne, der viser mennesket bag mediesagen – hvordan Oscar Grant var en uperfekt, men grundlæggende kærlig søn, far og ven. Michael B. Jordan (’The Wire’, ’Friday Night Lights’, den kommende ’Fantastic Four’) spiller ham indfølt, og den blot 28-årige Coogler slog sit navn fast som en særdeles lovende instruktør. ’Fruitvale Station’ blev produceret af Forest Whitaker, der kun havde roser til overs for Coogler.

Instruktørens næste projekt lyder risikabelt: En spinoff på ’Rocky’ om barnebarnet til Apollo Creed fra de originale film. Han bliver spillet af Michael B. Jordan, mens Sylvester Stallone gentager sin signaturrolle.

4. Shaka King

Den fire minutter lange kortfilm ’Mulignans’ (som kan ses ovenfor) vender tingene på hovedet: Her sidder tre sorte mænd på en trappesten, spiser pizza og snakker med tyk italiensk accent, som var de taget ud af en ’The Sopranos’, mens råber »nigger« efter hvide forbipasserende.

Det er en satire på stereotyperne, der afslører et særligt komisk talent og byder på veloplagte scorereplikker som »I’m interior decorator, let me plaster your inner walls« og »you’re the only woman I let fart in my mouth«.

Manden bag hedder Shaka King, og han fik også et hit i 2013 med stoner-komedien ’Newlyweeds’ om to hashhoveder, hvis kærlighed knirker, efterhånden som marihuanaen bliver vigtigere end forholdet. Ham kommer vi forhåbentligt til at se mere til.

5. Rick Famuyiwa

Rick Famuyiwa er opvokset i den barske Inglewood-bydel i Los Angeles, og han er derfor mere end velegnet til at fortælle historien om racespændinger og kriminalitet i netop Inglewood, som han gør i ’Dope’.

Filmen fik stor buzz på årets Sundance-festival, hvor der nærmest var budkrig om at sikre rettighederne, og det skyldes ikke kun, at rapperne Vince Staples og A$AP Rocky er på rollelisten, eller at Forest Whitaker, Pharrell Williams, Puff Daddy har produceret.

I centrum er en flok highschool-elever, der nørder igennem med manga, lektier og BMX og derfor er knap så cool som de hårdkogte gangstertyper, der styrer området. Ud over de kendte rappere ses talenter som Tony Revolori (’The Grand Budapest Hotel’) og Keith Stanfield (’Short Term 12’) i filmen, og frygter man for et deprimerende ghetto-drama, kan man godt tro om – ’Dope’ beskrives som en farverig og energisk komedie.

Famuyiwa er ikke noget helt nyt navn på filmscenen, for han debuterede helt tilbage i 1999 med ’The Wood’, der også var inspireret af hans opvækst i Inglewood. Men med ’Dope’ har instruktøren fået et gennembrud, der utvivlsomt vil åbne mange døre.

6. Malik Vitthal

Skuespilleren John Boyega kan snart ses i ’Star Wars: Episode VII’, men sidste år kunne han opleves i en film af en noget anden skala, Sundance-vinderen ’Imperial Dreams’.

Her spiller han en 21-årig gangster, der er kommet på ret køl som spirende forfatter, indtil han igen genopliver sine gamle vaner i det berygtede L.A.-kvarter Watts. Filmen er Malik Vitthals første spillefilm, og den fik stor ros efter sin Sundance-premiere, men er siden forsvundet lidt fra radaren.

Heldigvis har CPH PIX opdaget den, og man kan se den under festivalen 11. og 14. april. Flying Lotus har i øvrigt leveret soundtracket.

7. Dee Rees

Mange sorte filminstruktører er trætte af at blive sammenlignet med Spike Lee, der siden gennembruddet med ’Do the Right Thing’ i 1989 nærmest har været indbegrebet af sort amerikansk film.

Men med Dee Rees ligger sammenligningen lige for, for hun startede nemlig som praktikant på én af hans film, og Lee blev siden executive producer på Rees første spillefilm, ’Pariah’.

Filmen handler om en teenager i Brooklyn, der udforsker sin identitet og seksualitet. Dee Ree skrev den først som en spillefilm, men måtte lave en kortfilm ud af historien i 2007, så hun kunne bruge den til at skaffe finansiering. Først i 2011 blev den lange udgave en realitet, men det var ventetiden værd, for filmen fik et hav af priser i USA.

Siden har der igen været stille om Dee Rees, men nu er hun heldigvis snart tilbage: Med HBO-filmen ’Bessie’ om blues-sangerinden Bessie Smith rise to fame i 20’erne og 30’erne.

Læs også: Syv ting, du bør vide om den omstridte ‘Selma’

Læs også: Anmeldelse af ‘Selma’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af