1. Det store ’La La Land’/’Moonlight’-fuckup i 2017
Vi husker alle sidste års kæmpeskandale, da Faye Dunaway og Warren Beatty kårede ’La La Land’ som vinder af prisen for bedste film, som, viste det sig, skulle være gået til ’Moonlight’.
De to presenters var blevet rakt kuverten for bedste kvindelige hovedrolle, hvori Emma Stones navn og ’La La Land’ stod skrevet. Tre af filmens producere nåede at holde takketale, før festlighederne blev afbrudt, og et forbløffet ’Moonlight’-hold overtog scenen.
Efter fadæsen har man til dette års prisuddeling indført flere nye regler for at undgå, at noget lignende kommer til at ske igen.
2. Charlie Chaplins ærespris i 1972
Det britiske filmikon Charlie Chaplin havde i 1972 været i eksil fra USA i 20 år, hvilket blandt andet skyldtes anklager om kommunismesympati. Da han vendte tilbage til landet for at modtage en æres-Oscar, var der ikke et øje tørt. Han modtog således den længste klapsavle i prisshowets historie på 12 minutter, hvorefter en tydeligt rørt Chaplin sagde: »I er vidunderlige, skønne mennesker«.
Hele den rekordlange klapsalve er ikke at finde på nettet, men man kan se en nedklippet version ovenfor.
3. Marlon Brando takker nej til sin Oscar i 1973
Da Marlon Brando i 1973 vandt en Oscar for sin rolle som Don Vito Corleone i ’The Godfather’, var han slet ikke til stede. Han havde sendt Sacheen Littlefeather som repræsentant. Hun fortalte, at Brando måtte takke nej til prisen, fordi indianere ikke blev behandlet retmæssigt af den amerikanske filmindustri. Hendes alvorlige tale blev mødt af både buen og klap fra tilskuerne.
4. Hattie McDaniel vinder som første afroamerikaner en Oscar i 1940
Oscar-akademiets nyfundne diversitetsfokus var bestemt ikke til stede i 1940, ligesom raceadskillelse fortsat var en dyster realitet. Da Hattie McDaniel som den første afroamerikanske skuespiller nogensinde vandt en Oscar for sin birollepræstation i ’Gone with the Wind’, sad hun derfor ikke sammen med resten af filmens crew. Hun var i stedet henvist til en plads helt bagerst i salen. Det var dog en ovenud taknemmelig skuespillerinde, der tog imod prisen.
5. Sidney Poitier vinder for bedste mandlige hovedrolle i 1964
Der skulle gå 24 år, før en mandlig afroamerikansk skuespiller vandt en Oscar. Sidney Poitier fik således en statuette i 1964 for sin hovedrolle i ’Lillies of the Field’. Først i 2002 vandt en afroamerikaner igen i denne kategori, da Denzel Washington fik prisen for sin præstation i ’Training Day’. Tilfældigvis fik Poitier en æres-Oscar til samme prisuddeling.
6. Halle Berry vinder for bedste kvindelige hovedrolle i 2002
Samme år som Denzel Washingtons sejr vandt Halle Berry prisen for bedste kvindelige hovedrolle som den første afroamerikaner nogensinde for ’Monster’s Ball’. En dybt berørt og tårevældet Berry tog imod prisen og fik fremstammet, at øjeblikket ikke handlede om hende, men om »enhver farvet kvinde uden navn og ansigt, som nu har en chance, fordi denne dør i aften er blevet åbnet«.
7. Nøgen mand stormer scenen i 1974
Mens vært David Niven var i færd med at introducere Elizabeth Taylor, som skulle præsentere prisen for bedste film, løb en nøgen mand tværs over scenen, mens han med venstre hånd lavede fredstegnet. Manden var fotograf og galleriejer Robert Opel, som desuden var aktivist for homoseksuelles rettigheder.
Niven måtte stoppe sin talestrøm, mens husorkestret spillede Opel ud, men fulgte op på hændelsen med ordene: »Mine damer og herrer. Det skulle jo næsten ske. Men er det ikke fascinerende, at den eneste latter, som denne mand nogensinde kommer til at frembringe, er ved at tage tøjet af og fremvise sine utilstrækkeligheder«.
8. Katherine Hepburn og Barbra Streisand deler en Oscar i 1969
I 1969 skete der det utænkelige: Katherine Hepburn og Barbra Streisand fik præcis lige mange stemmer til prisen for bedste kvindelige hovedrolle for henholdsvis ’The Lion in Winter’ og ’Funny Girl’. Presenter Ingrid Bergman var tydeligvis lige så overrasket som publikum. De to skuespillerinder måtte deles om hæderen, men fik dog en statuette hver. Da Hepburn ikke var til stede under showet, delte Streisand scene med ’The Lion in Winter’-instruktøren Anthony Harvey.
9. Afdøde Heath Ledger vinder en Oscar i 2009
To måneder efter Heath Ledgers sørgelige bortgang som følge af en overdosis blev skuespilleren hædret for sin præstation som Jokeren i ’The Dark Knight’, da han vandt prisen for bedste mandlige birolle. Ledgers far, mor og søster tog imod prisen på hans vegne til et stående bifald. Mange af tilskuerne fik våde øjne, da faren sagde: »Aftenens pris ville ydmygt have bekræftet Heaths stilfærdige mål om at blive oprigtigt accepteret af alle her – hans kollegaer i en industri, som han elskede«.
10. Ellen DeGeneres’ Oscar-selfie slår Twitter-rekord i 2014
Vi slutter af med Ellen DeGeneres famøse selfie, som blevet taget under hendes andet Oscar-værtsskab i 2014. På billedet holder Bradley Cooper mobilen, mens Jared Leto, Jennifer Lawrence, Channing Tatum, Julia Roberts, Meryl Streep, Kevin Spacey, Brad Pitt, Angelina Jolie, Lupita Nyong’o (med bror) og Ellen selv får klemt sig ind i billedet. Værtens forsøg på at slå rekorden for flest retweets af et billede lykkedes. Lige nu har billedet over tre millioner af slagsen.
Læs også: Alle årets Oscar-presenters er annonceret – se den fulde liste