‘Key & Peele’ er et af de mest geniale sketch-shows i nyere tid. Siden dets afslutning i 2015 har Jordan Peele som den ene halvdel udfoldet sit satiriske skarpsind med kæmpehittet ‘Get Out’, mens Keegan-Michael Key trods sit store talent har savnet de rette rammer i serier som Netflix-forglemmelsen ‘Friends from College’.
Heldigvis vender komikerduoen nu tilbage som stemmer i den kommende stop motion-filmen ‘Wendell and Willd’ instrueret af ingen ringere end Henry Selick, hvis gotiske forkærlighed tidligere har frembragt de unikke ‘The Nightmare Before Christmas’ og ‘Coraline’.
Handlingen er forholdsvist ukendt, udover at Key og Peele lægger stemmer til de to hovedrolleindehavende dæmoniske brødre, som forsøger at snyde sig ud af helvede ved at overgå deres ærkefjende.
Jordan Peele har skrevet manuskriptet sammen med Selick og Clay McLeod Chapman. Relativt imponerende med tanke på de mange projekter, han er tilknyttet, fra producertjans på de kommende serier ‘Lovecraft Country’ og ‘The Last O.G.’ til rebootet af ‘The Twilight Zone’ og Spike Lees ‘Black Klansman’.