Jokeren er efter Jack Nicholson og Heath Ledgers inkarneringer – for ikke at glemme Mark Hamills animerede rædselsgrin – blevet noget nær en moderne Hamlet-rolle, som kun de største skuespillere tør give sig i kast med. Vi står foran et scenarie, hvor Jared Leto og Joaquin Phoenix parallelt kommer til at give hver deres version af den legesyge djævlefigur fra Batman-universet, sidstnævnte i ’Hangover’-instruktøren Todd Phillips solofilm.
Da nyheden kom frem om Phillips Joker-film var ingen ringere end ’The Room’-arkitekten Tommy Wiseau hurtig på tasterne og satte med et enkelt tweet gang i vilde fantasier, hvis nu Joaquin Phoenix alligevel ikke gad.
Todd. DM me. https://t.co/DHYg3EXvhs
— Tommy Wiseau (@TommyWiseau) 10. februar 2018
På opfordring fra The Nerdist har Wiseau vakt drømmen om ham som Jokeren til live i et audition-tape (med deltagelse fra vennen Greg Sestero med Bat-maske). Der trækkes direkte på Heath Ledgers udødeliggjorte præstation fra Christopher Nolans ‘The Dark Knight’, hvor den ofte citerede »let’s put a smile on that face« med Wiseaus mystiske accent lyder mere som »let’s put a spejl on that face«. Latteren sidder til gengæld lige i skabet. Se videoen nedenfor.
Wiseau, der for tiden soler sig i succesen fra James Francos biografiske ’The Disaster Artist’, mangler måske lidt pondus på skuespillerfronten, men hele hans persona kunne næsten ikke passe bedre til Todd Phillips historie om Jokeren. Med inspiration fra Martin Scorseses ‘The King of Comedy’ vil Jokeren være en tragisk figur med et skævt selvbillede og manglende komisk talent, der tyr til kriminelle handlinger.
Læs også: Todd Phillips afslører detaljer om sin Joker-film – Joaquin Phoenix så godt som sikker i hovedrollen