’Collateral’: Carey Mulligan er et glimrende anker i ujævn Netflix-krimiserie

Det er ikke uden grund, at ’Collateral’ blev et seerhit, da den fik premiere på BBC, inden den landede hos medproducenten Netflix. Krimi-miniserien fra den dobbelt Oscar-nominerede manuskriptforfatter David Hare (’The Hours’ og ’The Reader’) er nemlig et af de første stykker britisk fiktion, der tager temperaturen på immigration og xenofobi i kølvandet på Brexit.

Det er i sig selv et ambitiøst projekt, selvom kritikken af Storbritanniens eksplosive politiske landskab, og skildringen af menneskerne, der ligger under for det, bærer præg af lovligt mange uslebne kanter.

Snebolden ruller, da den ulovlige immigrant Abdullah bliver myrdet midt på gaden i hjertet af London på sin rute som pizzabud. Den nyligt forfremmede kriminalbetjent Kip Glaspie (Carey Mulligan) bliver sat på sagen, der hurtigt tilraner sig opmærksomheden fra både MI5 og spidserne i det britiske parlament.

Spørgsmålet for Glaspie er ikke så meget, hvem der begik mordet, men hvorfor nogen ville dræbe et tilsyneladende ubetydeligt pizzabud. Og på samme måde er ’Collateral’ ikke en opklaringscentreret krimiserie, som de er flest, men et ensembledrevet dyk ned i den ufine arena, der huser det moderne diplomati.

Det viser sig nemlig, at alle lige fra den frustrerede politiker David Mars (John Simm), hvis depressive ekskone Karen (Billie Piper) bestilte den fatale pizza, til den lesbiske sognepræst Jane (Nicola Walker) og den PTSD-ramte soldat Sandrine (Jeany Spark), der kæmper med overgreb på en mandsdomineret arbejdsplads, har noget i klemme i sagen om den døde iraker.

Hare er mest interesseret i at kritisere de bærende institutioners kollaps i det moderne samfund – fra kirkens dobbeltmoral til politikernes manipulerende ditto og ordensmagtens pragmatik. Desværre for serien gør det, at det veloplagte mordmysterium falmer på halvvejen, hvor de mange implicerede parters motiver allerede er stavet for tydeligt ud.  ’Collateral’ er nemlig bedst, når Glaspie flirter med gråzonerne i forsøget på at opklare det omfattende mord sammen med sin makker Nathan (Nathaniel Martello-White).

Samtidig levner det halsbrækkende tempo, som den korte spilletid på knap fire timer kræver, ikke meget plads til andet end en overfladisk karakterudvikling for miniseriens vidtrækkende persongalleri, mens skildringen af et land i opbrud sagtens kunne være gået et par spadestik dybere.

I det hele taget er det svært at undgå fornemmelsen af, at der mangler noget i ’Collateral’ – fra den nærmest ikkeeksisterende titelsekvens til den hurtige og en anelse letkøbte sammenvævning af Londons sociale lag – og det til trods for den erfarne serieinstruktør S.J. Clarksons (’Orange is the New Black’, ’Jessica Jones’) sikre hånd, der fører seeren gennem det omfattende rænkespil med velkomponerede, lange indstillinger.

Det skyldes mest manuskriptet, der vil rumme for meget. Vi skal både runde den inhumane behandling af indvandrere på flugt fra krig og kulturel stigmatisering, da Abdullahs sørgende søskende bliver placeret i et asylcenter og den korruption, der ulmer i Londons politikermiljø, hvor selv en retskaffen immigrationsfortaler som David Mars misbruger folkets tillid for at hjælpe sine nærmeste. Og det er endda kun toppen af isbjerget.

Det ville i stedet have klædt Hare, der debuterer som seriemanuskriptforfatter, at dvæle ved de enkelte karakterer over længere tid. De gør sig alle sammen fortjent til deres skærmtid, men de indre konflikter forløses aldrig, hvilket mestendels skyldes, at de aldrig rigtigt foldes ud. Her er det særligt Billie Piper og Jeany Spark, der må kompensere for endimensionelle karakterer ved at overspille langt hen ad vejen.

Anderledes underspillet er Carey Mulligans portræt af den stoiske efterforsker, der ikke er bange for at bøje reglerne i opklaringen af sin sag. Hun stjæler hver en scene, hun er med i, og man sidder tilbage med et stille ønske om, at Hare havde fokuseret mere på opklaringsarbejdet, så man for alvor var kommet under huden på Mulligans på en gang hårdføre og følelsesfulde politikvinde.