Charlize Theron er en frygteligt frygtløs kvinde – og derfor elsker vi hende

Charlize Theron er lige så overbevisende, når hun uddeler håndmadder i latex og læder, som når hun tørrer babygylp af amme-bh’en. Den sydafrikanske skuespillerinde har hypnotiseret biografpublikummer siden midt-90’erne, og som travl 42-årig står hun med hælene solidt plantet i den moderne Hollywood mytologi. Vi tegner et portræt af den frygtløse skuespillerinde med de mange ansigter.
Charlize Theron er en frygteligt frygtløs kvinde – og derfor elsker vi hende
Charlize Theron i Cannes i 2017. (Foto: Chris Jackson/Getty Images)

Hun er hårdtslående 80’er-dominatrix i ’Atomic Blonde’, enarmet og kronraget dystopisk kriger i ’Mad Max’, ugenkendelig trashet seriemorder i ’Monster’ og slatten småbørnsmor med brystmælk på blusen og deller over buksekanten i biografaktuelle ’Tully’.

Uanset hvilken kvindetype Charlize Theron kravler ind under huden på, er den 42-årige skuespillerinde magnetisk lærredet – og en Hollywood-stjernedrøm på den røde løber. Theron er The Golden Girl, der over tre årtier har bevæget sig sømløst mellem genrer, og som gladelig takker ja til roller, hvor hvert et strejf af forfængelighed parkeres i omklædningsrummet med kamæleonsk succes. Sålunde også i ’Tully’, hvor Oscar-vinderen leverer en af sine stærkeste, mest nedtonede præstationer i årevis, med en aura af magtesløs udskidt æblegrød.

Charlize Theron i ‘Tully’.

På trods af, at Theron er en af de mest kendte kvinder på planeten (udover filmene, har hendes mangeårige reklamesamarbejde med Dior været svært at komme uden om i det offentlige rum), er der imidlertid noget uudgrundeligt over skuespillerinden; en autoritær reserverthed, der effektivt fremmer forvandlingerne, og afkræver seeren samme respekt for hendes arbejde, som hun selv udviser overfor sine karakterers psyke og fysik.

Ballerinaen fra den afrikanske farm

Charlize Theron voksede op på sine forældres farm uden for Johannesburg under apartheid, og gennemlevede som teenager en voldsom familietragedie, da hun og hendes mor blev angrebet af faren, som var dybt alkoholiseret. Moren skød og dræbte ham, og i årevis begravede Theron hændelsen inden hun endelig gik i terapi i 20’erne: » Jeg lod som om, det ikke var sket. Når nogen spurgte til min far, sagde jeg, at han var død i en bilulykke. Jeg havde ikke lyst til at fortælle den rigtige historie. Hvem ville det?«, sagde skuespillerinden the radioværten Howard Stern sidste år.

Som ung dansede Theron ballet og arbejdede som model i Milano, men da hun forsøgte at få gang i en mere seriøs balletkarriere i New York, ødelagde hun sine knæ. I stedet søgte Theron mod L.A. på en enkeltbillet, hvor hun gik til frugtløse auditions på Paul Verhovens ’Showgirls’ og alien-thrilleren ’Species’, inden hun bogstaveligt talt kickstartede karrieren i 1996 ved at slå Terri Hatcher i synet under optagelserne af en kampscene i ’2 Days in the Valley’.

»Jeg havde det virkelig dårligt med det. Terri Hatcher var en stor stjerne, og jeg var en afbleget nobody i et catsuit. Jeg havde ingen penge, så jeg sendte hende nogle billige øl dagen efter«, har Theron fortalt W Magazine.

Charlize Theron i ‘The Devil’s Advocate’.

Gennembruddet kom allerede året efter i thrilleren ’The Devil’s Advocate’, hvor hun spillede sammen med Keanu Reeves, Al Pacino og Connie Nielsen, og herefter fulgte Woody Allen-filmen ’Celebrity’, sci-fi-gyset ’The Astronauts Wife’ ­med Johnny Depp, og Lasse Halmströms Oscar-vinder ’The Ciderhoue Rules’. Theron blev en af Hollywoods mest eftertragtede unge skuespillerinder, men det var ’Wonder Woman’-instruktør Patty Jenkins’ barske ’Monster’ fra 2003, der katapulterede hende til tops i hierarkiet.

I ’Monster’ spillede Theron den virkelige seriemorder og tidligere prostituerede Aileen Wuornos, der blev dømt for drabene på seks mænd, og henrettet i fængslet i 2002. Theron tog 15 kilo på til rollen, barberede sine øjenbryn og bar falske tænder, men det var først og fremmest hendes hudløst intense psykologiske portræt af Aileen, der indbragte hende karrierens første Oscar.

»Jeg har altid synes, at Charlize var bedre end de film, hun var med i som yngre. Hun har formået at få sine karakterer til at føles 100 % realistiske. Ja, hun er gudesmuk. Men hvad så, at hun ikke ligner Aileen fuldstændig? Det, jeg lagde vægt på var, at hun har masser af hjerte, at hun er seriøst modig og meget, meget stærk. Jeg vidste, at hun kunne give rollen den menneskelighed og dedikation, det krævede«, fortalte Patty Jenkins til Contact Music om Therons casting i ’Monster’, der i sin tid kom bag på branchen.

Theron i ‘Monster’, der indbragte hende en Oscar.

Og Therons blændende modelglamour får fortsat mange til at glemme, at hun er en af filmbyens mest alsidige performere:

»Hvis man ser på min karriere, så har jeg arbejdet mere med realisme end glamour. Dét er det, jeg altid har villet, og derfor jeg har kæmpet så hårdt for ikke bare at spille den naive smukke pige eller nogens kæreste. Det er besynderligt, at folk stadig kan blive overraskede over det efter 25 år! Engang imellem laver jeg noget, der er mere crazy – som ’Atmonic Blonde’ – men det er ikke ofte«, har skuespillerinden udtalt til Elle.

Sviende sci-fi-fiasko

Bare to år efter ’Monster’ blev Theron Oscar-nomineret igen, for sin hovedrolle i ’North Country’, om den første store sexchikaneretssag i USA. Men samtidig løb hun også panden mod muren i den kommercielle sci-fi-fiasko ’Æon Flux’, der var sat op til at blive Therons første solo-blockbuster med den kvindelige instruktør Karyn Kusama bag kameraet.

Fejlskuddet sved, og Theron brugte en årrække på at finde sit kunstneriske fodfæste igen. Efter at have spillet Will Smiths hårdtslående sidekick i ’Hancock’, og Viggo Mortensens hustru i ’The Road’, skiftede hun fuldstændig gear i ’Juno’-duoen Jason Reitman og Diablo Codys sorte komedie ’Young Adult’, hvor skuespillerinden hoppede i Hello Kitty-joggingtøj for at spille den dybt egocentrerede voksenbaby Mavis.

Rollen gav Theron rig mulighed for at flekse sin komiske timing såvel som til at vise flere melankolske facetter af sit spil, og ‘Young Adult’ blev startskuddet for et lille årti, hvor Theron har stjålet samtlige scener i film som ’Prometheus’, ’Mad Max’ – hendes fabelagtige Furiosa overtog fuldstændig spotlyset fra Tom Hardy – spionthrilleren ’Atomic Blonde’ og ’Tully’.

Lige så overbevisende en (anti)heltinde Theron er, lige så frydefuldt underholdende er hun, når hun spiller isnende ondskabsfuld, som set i den ellers middelmådige ’Snow White and the Huntsman’, hvor Kristen Stewarts hovedrolle ikke har en chance overfor Therons altopslugende karisma.

Kvinderettighedsforkæmperen

Privat har Theron førhen dannet par med skuespilleren Stuart Townsend (’Queen of the Damned’) i 11 år, og været forlovet med Sean Penn, og medierne har ikke været sene til også at kæde hende sammen med blandt andre Ryan Reynolds og Jeremy Renner. Hun har to adopterede børn, og er notorisk privat omkring sit hjemmeliv.

Til gengæld går skuespillerinden ikke af vejen for at tale kvinders rettigheder, og var med til at lede den historiske Women’s March i Washington i januar 2017, hvor op mod en million mennesker demonstrerede mod Præsident Trump og undertrykkelse af kvinder og minoritetsgrupper.

»Over de senere måneder har mange af os følt os ulykkelige og magtesløse. Sidste år føltes det som om, vi stod på tærsklen til at opnå ligestilling mellem kønnene – folk snakkede endelig åbent om at øge sikkerheden for kvinder på kollegier og om opgøret med sexchikane og manglende ligeløn. Vi var så spændte ved udsigten til at få den første kvindelige præsident. Nu har vi oplevet et kæmpe tilbageslag. Men den eneste ting, man kan gøre, når det sker, er at tage et skridt frem og fortsætte kampen«, sagde Theron fra talerstolen i Washington.

‘Mad Max’.

På filmsettene er skuespillerinden også akut bevidst om magtbalancen mellem mand og kvinde, der både på lønkontoen og i udvalget af roller fortsat mestendels falder ud til mændenes fordel. Af samme grund er Theron taknemmelig, når mandlige kolleger ankerkender kvindernes ret i spotlyset:

»Mange mænd er ikke klar på at give kvinderne plads på film, og agere support i stedet for at lede. Det gør mig glad, når det endelig sker, som jeg oplevede det med James McAvoy på ’Atomic Blonde’ – hans tilgang var sådan, ’Jep, jeg er her for dig, og det er helt ok’«, fortalte Theron for nylig til Associated Press.

Til trods for, at rollen som spion-femme-fatale som førnævnt ikke hører til den slags figurer, Theron dyrker flest af, er hun dog alligevel klar på en toer i kølvandet på filmenes popularitet, der sammen med ‘Wonder Woman’ har været med til at highlighte kvinders succes som actionhelte på lige fod med deres maskuline modstykker. Herudover kan Theron til næste år ses i komedien ‘Flarsky’, hvor hun spiller sammen med Alexander Skarsgård og Andy Serkis – og inden da kan hun meget vel opnå sin tredje Oscar-nominering for ‘Tully’ .

Charlize Theron er et monster, en actionhelt, et barselsvrag og en ond eventyrdronning. Såvel som Time’s Up-fortaler og singlemor. Og i en alder af 42 er hun fortsat en af Hollywoods mest frygtløse skuespillerinder.

Læs også: Anmeldelse: Charlize Theron er fabelagtig med babygylp på amme-bh’en

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af