‘Tully’: Charlize Theron er fuldstændig fænomenal med babygylp på amme-bh’en
Kan vi få en runde af applaus for Charlize Theron?
Det var lige før, at jeg brød ud i spontane klapsalver i biografsalen under pressevisningen af ’Tully’, for det er saftsusemig ikke mange Hollywood-skuespillerinder af Therons superstjerneformat, der inden for ét enkelt år formår at slå så effektive slag for både selvstændige actionheltinder, i ’Atomic Blonde’, og totalt nedkørte husmødre.
Rollerne som den toptrænede spion Lorraine og barselsvraget Marlo med 15 stædige kilo for meget på maven, kunne ikke være mere forskellige, men begge repræsenterer kvindetyper, Hollywood traditionelt set har parkeret i firkantede klicheer som sexede sidekicks og comic relief. Man kunne få den tanke, at Theron er på en one-woman mission for at nedbryde stereotyperne én nærkamp og betændt amme-nipple ad gangen.
Uanset hvad er det fantastisk befriende at se Oscar-vinderens hudløse portræt af småbørnsmoren og hendes tiltagende klaustrofobiske krigszone af blebjerge og brystpumper: Afmagten lyser ud af kvinden, hvis åndsliv er i undtagelsestilstand, mens kroppen – der lækker, blævrer og slæber sig af sted – ikke længere føles som hendes egen. Marlo kan dårligt kende sig selv i spejlet eller huske, hvorfor det lige var, at hun og manden Drew (Ron Livingston) egentlig skulle have baby nummer tre, og ’Tully’ dykker lukt ned i moderskabets alt andet end Instagram-venlige bagside i et skrøbeligt grænseland mellem monoton overlevelse og reel depression.
Filmen genforener Theron med ’Juno’-duoen Jason Reitman og manuskriptforfatter Diablo Cody, som ligeledes stod bag den sorthumoristiske ’Young Adult’ fra 2011, hvor Theron succesfuldt gav den som egocentreret voksenbaby i Hello Kitty-tracksuit. I ’Tully’ er der skruet længere ned for humoren, men film er mindst lige så seværdig.
Oveni pasningen af sin lille baby Mia forsøger Marlo at holde styr på dagligdagen med et stramt husholdningsbudget, et udfordret ældstebarn med særlige behov og en rebelsk datter, der ikke har meget tilovers for sin mors manglende overskud. »Mor, hvad er der galt med din krop?« spørger barnet højt og med slet skjult afsky, og peger på Marlos efter-fødsels-mave.
Det skriger til himlen, at Marlo er ved at drukne og har brug for hjælp, men manden i huset skynder sig at tage høretelefoner på, og spille playstation i soveværelset når han kommer hjem fra arbejde – konfliktsky overfor en situation fedtet ind i udskidt æblegrød, han ikke kan finde ud af/orker at hjælpe med at tørre op. Marlos rige bror Craig (Mark Duplass) – som selvfølgelig har et kvikt mønsterbarn, og er gift med et lille nips af en perfekt poleret kone – anbefaler derimod, at de ‘da bare lige’ ansætter en nattebarnepige, og skønt Marlo er dybt skeptisk ved tanken om at have en fremmed i huset (»Det lyder som en Lifetime-film, hvor barnepigen forsøger at dræbe familien og moren overlever, og skal gå med krykke til sidst«), giver hun efter.
Ind ad døren kommer 20-something Tully (Mackenzie Davis) med lækker flad mave under crop-toppen, ungdommelig skarpsindighed og flydende seksualitet, der pludselig minder Marlo om den tilværelse, hun selv tog for givet i en fjern fortid præ-forstadstrummerum. De to kvinder bonder på tværs af verdner, og Tully er en regulær Mary Poppins, der gør rent og passer babyen igennem natten.
Historien nærer stor kærlighed til begge sine hovedkarakterer, og ’Tully’ er et vigtigt indspark i mainstreamfilmkunsten, hvor der sjældent gives plads til moderskildringer der ikke alene favner skylden ved at føle sig utilstrækkelig som forælder i alle andres øjne, men tillige sætter fokus på det mørke, kaotiske tungsind, alt for mange nybagte mødre bakser alene og fulde af skam med under samfundets stigmatisering af fødselsdepressioner. Og omgangskredsens berøringsangst.
Så meget desto mere irriterende er det, at Codys manuskript spænder ben for ‘Tully’s triumf i tredje akt, hvor fortællingen tager en noget fortænkt drejning. Finalen farver uvægerligt det fulde billede, men heldigvis ikke mere end at man tager Therons tour de force med sig fra biografen som en af forårets helt store skuespilpræstationer i en film, der fortjener at blive både set og husket. Også selvom ’Tully’ kanske vil få et par yngre publikummer eller tre til at toppe op på prævention i weekenden.
Kort sagt:
Charlize Theron er fænomenal som småbørnsmoren Marlo, der fysisk såvel som psykisk er ved at drukne i bjerge af bleer, babygråd og søvnmangel, indtil nattebarnepigen Tully (Mackenzie Davis) dukker op som en frelsende engel. Filmen er både rammende og rørende, men Diablo Codys manuskript snubler på målstregen.