En ny dokumentar om Whitney Houston har netop fået premiere på Cannes Filmfestival under titlen ’Whitney’. Dokumentaren, der er instrueret af Kevin Macdonald, giver en skildring af den legendariske sangerindes mestendels tragiske livshistorie. Dokumentaren rummer interviews med forskelige personligheder, der var tæt på Houston, heriblandt både familiemedlemmer, eksmand Bobby Brown og venner.
Blandt de forskellige interviews Kevin Macdonald foretog, kom han ind på en uhyggelig hemmelighed om sangerindens liv. Flere af de mennesker, der var tæt på Whitney op til hendes død i 2012, bekræftede, at hun som barn blev seksuelt misbrugt af sin 18 år ældre kusine, gospelsangerinde Dee Dee Warwick (Dionne Warwicks søster), der døde i 2008.
En af ledetrådene til optrevlingen kom fra Whitney Houstons bror, Gary Houston, der i et interview indrømmede, han selv blev misbrugt af Warwick, og at han også mente, Whitney var blevet det. Dette kunne Houstons tante og tidligere assistent, Mary Jones, der var sammen med Whitney hver dag de sidste ti år af hendes liv, bekræfte, omend uden at kunne (eller ville) gå i detaljer. Hun beskrev det dog (ifølge Macdonald via IndieWire) som en form for »elephant in the room«, der ikke var blevet påtalt, og som en potentiel katalysator for Whitneys livsskæbne.
Kevin Macdonald fortæller til IndieWire, at han først sent i dokumentarens produktionsforløb optrevlede hemmeligheden: »Jeg havde på fornemmelsen, der var noget i den retning bag det hele. Jeg havde kigget meget på hende. Der var noget med hendes utryghed i hendes egen krop, noget med måden, hun præsenterer eller gemmer sig selv, hendes mangel på åbenlys seksualitet«.
Kevin Macdonald har tidligere arbejdet på en film om seksuelt misbrug, hvorfor han begyndte at tænke i disse baner og stille spørgsmål derom i sine interviews, hvorpå sandhederne optrevledes både foran og bag kameraet.