For nyligt kunne Mitchell Hurwitz afsløre, at hans kultkomedieserie ‘Arrested Development’ var klar til sit imødesete comeback »meget snart«. Og ganske rigtigt – det er nu blevet bekræftet, at seriens femte sæson får premiere via Netflix den 29. maj.
Annonceringen af premieren kunne opleves på siden af den famøse Bluth-firmabil (og -trappe), der blev spottet køre rundt i New York i går med teksten: »#AD5 VOTeBLUTH.COM« og »May 29, Netflix«.
Teksten på bilen giver os dermed ikke blot den officielle premieredato til ‘Arrested Development 5’ (der er blevet bekræftet af Netflix), men også linket til en genial hjemmeside, der støtter op om familien Bluths kandidatur til at blive ‘Family of the Year’.
Annonceringen er netop blevet suppleret af en trailer for den kommende sæson (der kan ses i toppen), der vidner om, at den gennemført gale stemning de mere eller mindre skingrende vanvittige familiemedlemmer imellem lever i bedste velgående.
Som opvarmning til femte sæson kan man passende give sig i kast med det remix af fjerde sæson, der i sidste uge fik premiere. I den nye version har Hurwitz sammenflettet de 15 individuelle historier til 22 sammenflettede historier.