TV-SERIERNES STENTAVLE: Små 20 år efter ’The Sopranos’ indstiftede en ny guldalder for tv-serier, er serieudbuddet eksploderet. Alene i USA lanceres mere end 400 serier hvert år, og mange andre lande har de senere år fundet ud af, at sådan én må de også have.
Paradoksalt nok bliver serierne dårligere og dårligere, jo flere ressourcer der bliver kastet efter dem. Det første halve år af 2018 har der således været forbløffende få virkelig vellykkede serier. Der har været mange udmærkede og nogenlunde oplevelser, men den type gourmetserier, som man for 5-10 år siden mistede sin nattesøvn til… De kan tælles på et par fingre.
Er ideerne ved at være udtømte? Er man så desperate efter at mætte folks trods alt sparsomme sult på en mere og mere uoverskuelig buffet, at man tyr til imitation i håb om at blive ’den-nye-af-et-eller-andet-vi-kender-i-forvejen’?
Uanset årsagen virker det som et godt tidspunkt at stoppe op. Og trække vejret. Og beslutte sig for, at der er nogen ting, der ikke virker mere, fordi vi allerede har set det 88 gange, og fordi vores tid er for kostbar til at bruge hundredvis af timer på noget, der er middelmådigt og tror, at det er Guds gave til menneskeheden.
Men apropos Guds gave. Ned fra bjerget er faldet en tv-seriernes stentablet med 10 bud, der skal forhindre serieskaberne i at blive ledt i fristelse. Skyd ikke budbringeren, som forkynder jer:
1. En sæson af din serie må under ingen omstændigheder bestå af mere end 10 afsnit.
2. De enkelte afsnit i din tv-serie må ikke vare længere end 43 minutter. Skal du undtagelsesvist afvige fra dette bud, skal afsnittet vare mindst to timer.
3. Da du ikke kan nævne én fantastisk serie, som ikke har haft mindst 15 procent humor, skal din serie have mindst 15 procent humor. Gerne 20.
4. Din serie må under ingen omstændigheder have en macho-lækker, selvdestruktiv, dameglad cis-karakter i centrum.
5. Bifigurerne i din serie skal være så karismatiske, sympatiske, usympatiske, sindssyge, skæve, varme, originale eller sjove, at man har lyst til at se en hel serie om dem, selvom man blot har været 30 sekunder i deres nærhed (også kendt som David Simon Doktrinen). Efter kantiansk princip skal du behandle dine bifigurer, som var de et mål i sig selv og ikke et middel til at føre plottet videre.
6. 10 procent af din fortælling skal bestå af scener, som ikke er direkte relateret til hverken A-, B- eller C- plottet. I disse scener må karaktererne ikke tale om deres barndom, forliste forhold eller ungdomstraumer eller på andre måder føre samtaler, der kan kategoriseres som direkte psykologisk afklarende.
7. Din serie må ikke være så mørk, at man er efterladt med 43 minutters skyggespil, hvis der står fire centimeters sollys ind på tv-skærmen fra ens vindue.
8. Vand er strengt forbudt i din titelsekvens. Skal flydende væsker undtagelsesvis spille en rolle i din titelsekvens, skal det ikke på nogen måde kunne tolkes som et symbol eller en metafor eller en allegori. Hvis vand skal optræde, skal vand alene være vand være vand være vand.
9. Mindst én gang i hver sæson af din serie skal du bringe et fuldstændigt uforudsigeligt element ind i fortællingen: Introducere en ny fascinerende karakter, starte et for seeren ukendt og spændende sted, lade hele afsnittet zoome ind på én karakter eller situation eller benytte et filmisk greb, der stikker voldsomt ud. Se ’Breaking Bad’ (fluen), det nye ’Twin Peaks’ (afsnit 8), ’Lost’ (åbningen på sæson 2), ’The Leftovers’ (karaoke) og ’Atlanta’ (Teddy Perkins) for reference.
10. Da mennesker generelt meget sjældent ser døde mennesker for sig i virkeligheden, uden at de skal indlægges på et psykiatrisk hospital, må ingen karakter, der er gået bort i din serie, vise sig for og tale med de karakterer, der stadig er levende. Undtagelsen er, hvis det senere viser sig, at alle har været døde hele vejen igennem.
Læs også: Jeg røvkeder mig til ‘Westworld’ og ‘The Handmaid’s Tale’ – hvad er der galt med mig?