Forleden brokkede Hodor-skuespiller Kristian Nairn sig over ‘Game of Thrones’ celebrity-cameos, der, ifølge ham, tager seeren ud af fantasy-universet – især når det er Ed Sheeran. I gårsdagens afsnit af den dystopiske sci-fi-serie ’The Handmaid’s Tale’ kunne man opleve en anden kendt personage med en ganske vigtig funktion.
I ’Holly’, 11. afsnit af anden sæson, kan man nemlig høre Oprah Winfrey som radiovært, hvis opkvikkende stemme kommer bag på Elisabeth Moss’ June, da hun tænder for en bilradio.
I et interview med The Playlist fortæller episodeforfatter Kira Snyder, hvordan Oprahs cameo kom i stand.
»Da vi skrev manuskriptet, vidste vi ikke, at det skulle være Oprah, men hun er en, som vi elsker, og hun er fan af serien«, fortæller Snyder, der også har været inde over ’Pacific Rim: Uprising’ og ’The 100’.
»Min opfattelse er, at det var en fra produktionskontoret ved navn Tori Larsens idé. Hun kom med idéen til producerne, og de elskede den. De arbejdede på idéen og var henrykte over, at Oprah sagde ja«.
Manuskriptforfatteren mener desuden, at Oprahs stemme er et symbol på håb – noget som man godt kan bruge i ’The Handmaid’s Tale’s dystre univers:
»Det er en påmindelse om, at der er en masse at kæmpe for. Så at høre den stemme i det øjeblik sammen med musiken, motiverer June til at drage på den næste måske meget farlige og uvisse rejse med sit barn«, forklarer Snyder.
»Vi ville gerne inspirere hende og give hende styrke til det, der sker senere i afsnittet. Men vi ville også minde publikum om, at håb ikke er ukueligt. Det er i centrum for den historie, vi fortæller, og det er vigtigt at holde fast i«.
‘The Handmaid’s Tale’ kan ses på HBO Nordic.
Læs også: ’The Handmaid’s Tale’ fornyet med tredje sæson