‘Swimming Pool’
Den franske instruktør François Ozon har sensuelle sydlandske dramaer med et thrillertwist i blodet (såvel som en forkærlighed for unge smækre landskvinder), og ‘Swimming Pool’ er en sexet lille feberdrøm.
Altid seværdige Charlotte Rampling spiller den engelske forfatterinde Sarah, som låner sin forlæggers franske sommerhus for at få skrevet en roman færdig. Hun nyder roen og poolens kølende vand, men forstyrres en dag af teenageren Julie (Ludivine Sagnier), der påstår at være forlæggerens datter.
Hver nat knalder frisindede, topløssvømmende Julie med en ny mand, og Sarah er lige dele jaloux og erotisk fascineret. Men da en af bejlerne pludselig udviser mere interesse i Sarah end Julie, tager historien en mørk og overraskende drejning.
‘Swimming Pool’ er et mysterium og en forførende film med to stærkt spillende kvinder i front, der aldrig er helt, hvad de udgiver sig for.
Kan streames på Filmstriben.
‘Eden Lake’
Michael Fassbender og Kelly Reilly (‘True Detective 2’) tager på en særdeles ubehagelig telttur i de engelske landskaber i gyseren ‘Eden Lake’, der ikke er for sarte sjæle eller modvillige campister.
Duoen spiller parret Jenny og Steve, der slår lejr ved en idyllisk sø for at nyde naturen og hinanden. Stilheden forstyrres imidlertid af en flok larmende teenagere, der fester natten igennem og senere stjæler Steves pung og bil.
Steve og Jenny konfronterer de unge ude i skoven, men gruppens leder Brett (Jack O’Connell) er gejlet op til mere end almindelig ballade, og snart jages turtelduerne af de sadistiske teenagere.
‘Eden Lake’ er brutal, ubehagelig og uhyre velspillet, og adskiller sig fra lignende campinggys ved sin stramt orkestrede historie og stærke cast. Instruktør James Watkins instruerede et par år senere ‘Black Mirror’-afsnittet ‘Shut Up and Dance’ såvel som gyseren ‘The Woman in Black’, men ‘Eden Lake’ er til dato hans skarpeste film, der veloplagt trækker på inspiration fra ‘Deliverance’ og ‘Straw Dogs’.
Kan streames på SF Anytime.
‘The Impossible’
Filmatiseringen af den virkelige tsunamikatastrofe i Thailand i 2004 efterlader en åndeløs og med koldsved på panden i sofaen, da bølgen som en mur af vand skyller ind over strand, ferieresorter og rædselsslagne turister og lokale.
Og efterfølgende mærker man desperationen vokse og tårerne presse sig insisterende på, idet forældrene Henry (Ewan McGregor) og Maria (Naomi Watts) og deres tre små børn (heriblandt en ung Tom Holland præ-Spider Man!) kæmper for at finde hinanden i ødelæggelserne.
‘The Impossible’ er en katastrofefilm med stor respekt for den virkelige tragedie, instrueret af J.A. Bayona (‘Børnehjemmet’ og ‘Jurassic World: Fallen Kingdom’), der får en selv til at skue ængsteligt mod havets horisont, og knuge sine elskedes hænder lidt fastere i sommervarmen.
Kan streames på Netflix.
‘Forgetting Sarah Marshall’
Forestil dig, at du tager på soloferie for at komme dig over bruddet med din eks, der droppede dig ud af det blå, og kvaste dit hjerte i blenderen.
Og forestil dig så, at du midt i ferieparadiset pludselig står ansigt til ansigt med selvsamme eks og hendes nye, rockstjernekendte kæreste, der er på kærlighedstur og ikke kan holde fingrene fra hinanden.
I den hylende morsomme, Hawaii-baserede ‘Forgetting Sarah Marshall’ bliver mareridtet virkeligt for stakkels Peter (Jason Segel), der konfronteres med Sarah (Kristen Bell) og spradebassen Aldous Snow (Russell Brand), hvor end han kigger hen. Peter græder salte tårer i sine farverige cocktails, men tingene lysner da den charmerende receptionist Rachel (Mila Kunis) instruerer ham i at give fortiden fingeren og gribe nuet.
‘Forgetting Sarah Marshall’ er instrueret af Nicholas Stoller, der også stod bag ‘Neighbors’ og ‘Get Him to the Greek’, og produceret af Judd Apatow, hvis karakteristiske komediefingeraftryk a la ’40 Year Old Virgin’ og ‘Knocked Up’ tydeligt aflæses. Jason Segel har selv pennet historien, og Jonah Hill yder genial birollesupport som en tjener med lige præcis nul situationsfornemmelse for sine gæsters utilpashed.
Kan streames på Blockbuster.
‘Wolf Creek’
Der er mange film om uheldige backpackere og unge på springtur, der støder ind i psykopatiske bonderøve langt pokker ude i ingenmandsland, hvor motorsavens fræsen er uden for samfundets hørevidde.
‘Wolf Creek’ er en af de grummeste, der sågar kan bryste sig af et løst ‘baseret på virkelige begivenheder’-mærkat, der vil kunne få selv den mest eventyrlystne ildsjæl til at tænke sig om en ekstra gang inden turen går igennem Australiens outback.
I filmen støder tre unge ind i den lede eneboer Mick Taylor (der i et satirisk twist bærer samme fornavn som den noget mere vennesjæle landsmand Crocodile Dundee), der søger at tage livet af dem én for én med de mest modbydelige metoder. ‘Wolf Creek’ delte vandene ved sin premiere i 2005, hvor filmkritikeren Roger Ebert blandt andet fordømte dens ultravold, mens Variety hyldede filmens gennemførte grindhouse-æstetik, instrueret af Greg McLean (‘The Belko Experiment’), der senere vendte tilbage til ødemarken med en inferiør fortsættelse.
Historien er delvist inspireret af den australske seriemorder Ivan Milat, der torturerede og dræbte syv unge backpackere mellem 1989 og ’93, og hvis ikke lidt hastig Wiki-research på sagen giver dig en dårlig smag i munden når du ser filmen, bør du tjekke din puls en ekstra gang.
Kan streames på SF Anytime.
‘Spring Breakers’
Okay, her er ikke teknisk tale om en sommer- men en forårsferie. Ikke desto mindre byder Harmony Korines (manuskriptforfatteren bag ‘Kids’) bikinikrimi på masser af sol, vand og glohede ugerninger i Floridas fugtige klima, hvor en flok college-veninder på spring break rodes ud i brutal kriminalitet da de møder drug dealeren Alien (James Franco i sit mest sleazy hjørne).
Vanessa Hudgens smider sit ‘High School Musical’-image og Selena Gomez viser nye sider af sin lillepigepersonlighed som henholdsvis Candy og Faith, mens Korines hustru Rachel Korine og ‘Pretty Little Liars’ Ashly Benson udgør resten af pigegruppen.
‘Spring Breakers’ blev i sin tid beskyldt for at fremme voldtægtskultur og reducere sine letpåklædte hovedroller til lidet andet end dukkehovedsexobjekter, men man kan lige så nemt argumentere for, at Korine har begået et noget nær feministisk shoutout til kvindevenskaber og kvinders ret til egen krop i én festlig pille af en aparte thriller, der blander mord og sex i en sydende strandcocktail.
Kan streames på Blockbuster.
‘The Burbs’
Synes du også, at dine naboer virker lidt suspekte? Og kunne du finde på at udspionere dem lidt ud af ren sommerferiekedsomhed, hvis de foretog sig mystiske ting på den anden side af ligusterhækken?
Det kan Tom Hanks i den lille kultklassiker ‘The Burbs’ fra 1989, instrueret af manden bag ‘The Gremlins’, Joe Dante.
Hanks er forstadsfaren Ray, der bruger sommerferien på at glo ud i luften og drikke dåseøl, til konens (Carrie Fisher) udtalte irritation. Men da nye naboer flytter ind ved siden af, begynder der at ske mystiske ting og sager, der får Ray og de andre ferieramte tøffelheltehusbonder- og slackerteens på vejen (heriblandt Bruce Dern og Cory Feldman) til at slå sig sammen på en mission om at afdække nytilkommernes potentielt uhyggelige hemmeligheder. Hvis de da altså har nogen.
Med næsten 30 år på bagen er ‘The Burbs’ stadig en kitchet sommerperle, der lader den tidligere standupper Hanks spille med komediemusklerne i en grad, han sjældent fik lejlighed til senere i karrieren.
Kan streames på Google Play.
Læs også: Verdens mest oversete serier #5: Gotisk mareridt fra Sam Mendes giver uforglemmelige kuldegysninger