SOMMERSERIE. Det var en mørk og stormfuld aften, stearinlysene flakkede og gulvbrædderne knirkede under mystiske listefødder. Eller, sådan følte jeg det i hvert fald, da jeg en ganske tilfældig aften for fire år siden satte tænderne i et dystert, sexet og ikke så lidt blodigt serieeventyr fra Jack the Rippers tågefyldte London. Skabt af ingen ringere end Sam Mendes og hans ‘Skyfall’-manuskriptforfatter John Logan (som også pennede ‘Gladiator’).
’Penny Dreadful’ er tv-versionen af, at trække benene op under sig i sofaen med te på kanden og en victoriansk roman mellem hænderne. Sansemættet, isnende uhyggelig og rasende velskrevet med en understrøm af samfundskritik og skarp kønspolitik, der positionerer ditto fantastiske, guddommeligt djævelsk forførende Eva Greens iltre femme fatale Vanessa Ives som en nasty woman, der nægter at konformere til sin rigidt korsetterede samtid.
Titlen refererer til de små, billige publikationer af sleazy og bestialske noveller, som godtfolk med appetit på det okkulte og hårrejsende godnathistorier kunne købe for, ja, en penny på gaden i 1800-tallets England. Showtimes gotiske feberdrøm er mindst lige så gåsehudsinducerende grafisk i sin skildring af grumme voldsgerninger i gaslampernes skær, men med tårnhøj production value og i en ganske anden, overraskende filosofisk horror-klasse idet Mendes og Logan løfter både karakterer og eksistentialistisk weltschmerz fra tidens romanikoner ’Dracula’, ’Frankenstein’ og ’Dorian Gray’.
Fremmedfrygt, kvindefrigørelse og social skam – over lyst, ophav og egen tvivlsomme moral – flettes ind i ’Penny Dreadful’s edderkoppespind af vampyrmytologi og religionsfanatisme (same same but different?), der over tre sæsoner opbygger et af seriehistoriens flotteste overnaturlige universer med et skvæt britisk overklasseelegance og den mest virtuost bloddryppende scenografi på denne side af hedengangne ’Hannibal’.
Tilsat et helt eminent cast med Green, Josh Hartnett, Timothy Dalton, Billie Piper og Harry Treadaway (den titulære ‘Mr. Mercedes’) og gæstestjerne Patti Lupone, der alle spiller bagdelene ud af kostumerne (slow-clap for den Oscar-vindende kostumedesigner Gabriella Pescucci), som var rollerne karrierernes sidste. Man tuner ind for Mendes’ filmmagi, bliver for den neglebidende spænding, og stortuder endelig over Logans manuskripts melankolske, poetiske skønhed – ikke just, hvad man på papiret ville forvente af et femøresgys.
Og åh, den intro, alle seriers visuelle visitkort og i stigende grad et lille kunststykke i sig selv:
Ved seriens start bor Vanessa i London hos sin velhavende værge og afdøde bedsteveninde Minas far, den gnavne og temperamentsfulde Sir Malcom (Dalton). Mina – hvis navn genrefans vil genkende som Draculas udkårne – er forsvundet, måske bortført af en udenlandsk elsker af adelig afstamning (gæt hvem), og Sir Malcom er utrættelig i sin søgen efter datteren.
Samtidig hærger en ukendt seriemorder, der giver Jack the Ripper kamp til stregen, mens den unge læge og stofmisbruger Victor Frankenstein (Treadaway) leger med elektricitet og sammensyede legemsdele i sin loftslejlighed, og den charmerende cowboy Ethan Chandler (Hartnett) imponerer med sine uovertruffent træfsikre trigger-fingre i et omrejsende cirkus.
Med Sir Malcom som initiativtager til et alternativt eftersøgningshold flettes de fire skæbner sammen, og frække gnister flyver snart i luften mellem Vanessa og Ethan, til trods for at begge egentlig har rigeligt at se til med henholdsvis en glat fuckboy ved navn Dorian Gray (Reeve Carney) og en tuberkulosesyg luder (Billie Piper). I skyggerne lurer endvidere Frankensteins mørke hemmelighed, monstret John Clare (Rory Kinnear) med en sjæl så fragmenteret og såret som sin patchworkkrop, der både søger hævn over skaberens arrogance og accept fra den omverden, der nu ser ham som et ukristeligt udyr.
Djævlen er i detaljen i ’Penny Dreadful’ og han, selveste Lucifer, er tilsyneladende ude efter Vanessa, der med en foruroligende åndelig forbindelse til mørkere magter plages af væmmelige drømmesyn om Mina og et særligt ondsindet anfald af dæmonbesættelse, der får ’The Exorcist’s prøvelser til at ligne en harmløs pudekamp. Sæson 1’s ekstreme syvende afsnit, ‘Possession’, lader Eva Green slippe alle hæmninger i en fysisk og psykisk vanvidsekstase, der sætter barren højt og ubehageligt for, hvor langt skuespillerinden er villig til at gå. Inden hun i tredje sæson tager skridtet videre.
Kvindelige lyster og sassy singlepiger med snappy comebacks er en dødelig cocktail i det puritanske 1891, og ’Penny Dreadful’ tilhører ultimativt Greens tour de force – der blev skammeligt ignoreret af både Emmy og Golden Globes – såvel som Billie Pipers transformation fra udtjent prostitueret til Frankenstein-bruden, der giver gom og nekrofilforelsket taber-skaber fingeren for i stedet at kaste sig ud i et lettere kontroversielt foretagende med at rense London for mandligt afskum, én afskåren pik af gangen.
Suffragetterne har sålunde fået deres sag galt i halsen, mener ’dødsenglen’ Lily, hvis feministiske mission ikke er ligestilling, men slet og ret kvinders verdensdominans. Er det Lily, der er en psycho-bitch, når hun likviderer alfonser og andet udskud eller det betændte patriarkalske samfund, der har skabt hendes udødelige vrede, som fortjener straffen?
I lyset af #Metoo opleves ’Penny Dreadful’s udlægning af hårdtslående kønsdebatter og Lilys opgør med krænkelseskulturen så meget desto mere politisk ladet og med det sortsatiriske twist, at Lily rent faktisk er en psycho-bitch, hvis frådende selvtægt – hvor velbegrundet hendes raseri end er – hæver sig over al lov, ret og medmenneskelighed i anti-mandesagens navn.
Hovedpersonernes amputerede forhold til 1800-tallets overromantiske idealer, forstyrrede følelsesliv og sorg over den populære digter Tennysons død i sæson 3, holder et smukt ornameret spejl op imod det moderne menneskes higen efter ægte nærvær i en tid, hvor poesi og klassisk dannelse for alvor er under pres. Uden at serien af den grund går på kompromis med sine brutale mysterier dyppet i religionssymbolik, fordums myter og spektakulære show-downs mellem lys og mørke, der aldrig er helt så sort-hvide, som samfundet, seerne eller vor antihelte ønsker det.
’Penny Dreadful’ sluttede abrupt og uretfærdigt efter tredje sæson, men den står som en serieoplevelse uden lige, der takket være intens fanopbakning endog fik nyt liv efter døden i graphic novel-form. Jeg vil vædde dig en blank femøre på, at du også bliver hooked.
‘Penny Dreadful’ sæson 1 – 3 kan streames på HBO Nordic.
Læs også: Verdens mest oversete serier #3 – »Jeg sagde farvel til familien Braverman i en pøl af tårer«
Læs også: Verdens mest oversete serier #2 – Seriekonge smelter camp, kløgt og popkultur, så det er en fryd