Ari Aster begik en af de mest succesrige debutfilm i nyere tid med gyseren ‘Hereditary’, der herhjemme fik premiere i juni. Og forventningerne til den 31-årige instruktørs kommende film er således skyhøje.
Filmen har endnu ikke en titel, men er efter sigende også en horrorfilm, der ifølge Collider handler om et ungt par, som bliver involveret i en sommerfestival i Sverige, der viser sig at være en bizar og voldelig konkurrence iscenesat af en hedensk kult.
Aster bliver således i nogle af de samme territorier, som han bemestrede med debuten, og nu er det kommet frem, hvem der skal spille de bærende roller i hans kommende film. Her er tale om tre af filmverdens største unge talenter.
Det unge par skal ifølge Collider spilles af Florence Pugh og Jack Reynor. Lad os glemme, at Jack Reynor spillede hovedrollen i ‘Transformers: Age of Extinction’ og i stedet fokusere på hans fine præstationer i ‘Sing Street’ og ‘Free Fire’. Pugh slog igennem i den sensuelle ‘Lady Macbeth’, hvor vores anmelder beskrev hendes præstation som »aldrig mindre end magnetisk«, og er godt på vej til at blive en af Hollywoods store stjerner. Hun er også med i kommende projekter af ‘Oldboy’-instruktør Park Chan-wook og Greta Gerwig.
De får selskab af Will Poulter, og et godt gæt er, at han skal spille et af kultmedlemmerne. I Kathryn Bigelows ‘Detroit’ viste han som racistisk politimand, hvor uforglemmeligt modbydelig han kan være. Andre vil kende ham fra komedien ‘We’re the Millers’.
Det er en ekstremt interessant ung trio, Aster har landet, og det er dejligt at se, at han som upcoming-instruktør tør spille på andre end de sikre kort. Nu venter vi bare på filmen – produktionen er i fuld sving, men der er endnu ingen premieredato.
Læs også: Den bizarre slutning på ‘Hereditary’ er usigeligt svær at sluge