’Lady Macbeth’: Magnetisk hovedrolle i overvældende debut
Victorianismens hårdt friserede frisurer, indsnørede kjoleliv og umulige krinolineskørter kan praktisk talt mærkes på egen krop i William Oldroyds ’Lady Macbeth’. Den britiske instruktørs debut er en filmatisering af novellen ’Lady Macbeth fra Mtsensk’ af russiske Nikolai Leskov fra 1865 – og har altså ingen direkte tilknytning til William Shakespeares et par århundreder ældre tragedie, ’Macbeth’. Ud over et vis sammenfald af kvinder med blod på hænderne, forstås.
Filmens handling udspiller sig i det landlige England i midten af 1800-tallet. Her er den unge Katherine (spillet med stor vitalitet af Florence Pugh) blevet giftet bort i en samhandel om et sølle stykke landjord. På bryllupsnatten beordrer ægtemanden Alexander (Paul Hilton) hende til at afklæde sig midt på gulvet for derefter blot selv at lægge sig til at sove med ryggen til. Er det en afvisning? En demonstration af ægtemandens råderet og magt eller måske et udtryk for impotens? Et er sikkert: Trofæfruen Katherine skal ikke forvente sig den mindste varme i dette kolde, knagende hus midt på den vindblæste, engelske hede.
Fotograf Ari Wegner arbejder i vidde billedrammer i ’Lady Macbeth’, og særligt den danske maler Vilhelm Hammershøis indflydelse mærkes fra start til slut i filmens asketiske interiørtableauer. Når Katherine, der er så godt som er spærret inde i det store hus, kontemplerer foran vinduet med ryggen til kameraet, er det som taget ud af et Hammershøi-værk. Fordybet i tanker, tristesse eller slet og ret kedsomhed, mens det naturlige lys skærer hende til en mystisk silhuet, og dørkarme rammer hele sceneriet sirligt ind. ’Lady Macbeth’ er afdæmpet og sart smuk at skue.
Men når Katherine endelig vender sig om, slår øjnene og filmen mørke gnister. Alexander må rejse væk i arbejdsøjemed til en af familiens kulminer, som han bestyrer. Endelig alene benytter Katherine sig af muligheden for at se sig om i den omgivende natur, som hun savner hjemmefra, og møder ved samme lejlighed nogle af karlene i stalden. Her har en hel flok rottet sig sammen og morer sig ligefrem med at veje den sorte tjenestepige Anna (Naomi Ackie) nøgen i staldens grisevægt.
Optrinnet er kvalmende nedværdigende på et væld af planer. Og Katherine irettesætter nødvendigt – men drages også tvetydigt af den gavflabede Sebastian (Cosmo Jarvis), der er ny på ejendommen. Lige så urovækkende tvetydigt opleves det også, da Sebastian tiltvinger sig adgang til Katherines sovekammer samme aften. Hun bider fra sig i nødværge, men overvældes samtidig af kropslige lyster. Og så kopuleres der ellers på livet løs dag og nat og nat og dag.
Katherine er blevet vækket fra sin tunge søvngængerdøs. Seksuelt, som kvinde og som herskende frue i huset. Men hvad vil der ske, når manden i huset vender hjem igen? Kan en kvinde sat fri bures inde på ny?
’Lady Macbeth’ er lige dele sirligt periodedrama, krenoline-krimi og utugtig hede-romance. Florence Pughs præstation i den altoverskyggende hovedrolle er aldrig mindre end magnetisk: det ene øjeblik en tragisk kvindeskæbne, det næste en monstrøs lystmorder (nej, det er ikke en spoiler, hvis du kender dine klassikere).
Som fortællingen skrider brutalt frem, bliver Katherine en væmmelig karakter at goutere for publikum. Til sidst føles filmen lige så overvældende i sit nedadspiralerende mørke som den tågede, dugtunge hede, der omgiver dens skæbner.
Kort sagt:
’Lady Macbeth’ er sådan en film, hvis kulde kan mærkes helt ind i knoglerne, forbudte kys får kinderne til at blusse og moralske tvetydighed forplanter sig til en ubehagelig fornemmelse i maven. En imponerende debutfilm fra William Oldroyd.