Asia Argento-anklager Jimmy Bennett udtaler sig for første gang offentligt

Asia Argento-anklager Jimmy Bennett udtaler sig for første gang offentligt
Jimmy Bennett i 2011. (Foto: David Becker/Getty Images)

Den tidligere børneskuespiller, Jimmy Bennett, fortæller for første gang offentligt om sine beskyldninger mod MeToo-frontkvinde, Asia Argento, som han anklager for at have begået seksuelt overgreb mod ham, da han var 17 år.

Argento benægter anklagerne, mens Bennett har forholdt sig tavs, fordi han følte »skam og var bange for at være en del af de offentlige historier«, beretter han nu til The New York Times. Om overgrebet fortæller han, at det fandt sted på et hotelværelse i Californien i 2013, da han var 17 år gammel, og Argento var 37. Det betyder, at Bennett var mindreårig, da den seksuelle lavalder i Californien er 18 år.

»På det tidspunkt tænkte jeg, at der var et stigma i samfundet omkring at være i den situation som hankøn. Jeg troede ikke, folk ville kunne forstå hændelsen fra en teenagedrengs perspektiv«, fortæller han og understreger, at han var mindreårig og søgte retfærdighed »på en måde, der gav mening for mig, fordi jeg ikke var klar til konsekvenserne af at gøre det offentligt«.

En tidligere New York Times-artikel påstår, at Argento har indgået et forlig med 380.000 dollars udbetalt til Bennett for det seksuelle overgreb, hvilket hun nægter at have kendskab til: »Jeg er dybt chokeret og såret over at læse denne nyhed, der er helt og aldeles falsk. Jeg har aldrig haft et seksuelt forhold til Bennett«, udtalte hun forleden.

New York Times fastholder dog troværdigheden af deres informationer, som angiveligt er baseret på flere verificerede dokumenter og kilder.

Læs også: Asia Argento afviser sexovergreb – læs hendes forsvar

Læs også: #MeToo-stifter Tarana Burke reagerer på anklagen mod Asia Argento for seksuelt overgreb

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af