NRK lancerede i går, søndag, webserien ’Lovleg’, der køres i stilling i bedste ’Skam’-stil med små løbende klip suppleret af sms- og Messenger-beskeder på lovleg.p3.no.
Efter den sympatiske, men også tørvetrillende ’Blank’ om unge Ellas kedelige sabbatår er forhåndsforventningerne måske en smule mindre, end hvis serien var udkommet som den første ungdomsskildring efter Julie Andems frontløber. Og det er nok udmærket for ’Lovleg’, som forhåbentligt får mulighed for at stå på egne ben, i højere grad end ’Blank’ måske fik.
Når det så er sagt, er sammenligningerne med både ’Skam’ og ’Blank’ naturligvis uundgåelige. Her er mine første indskydelser:
1. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Både ’Skam’ og ’Blank’ foregik i Oslo, og det er øjeblikkeligt forfriskende at blive mødt af en helt anden norsk virkelighed med smukke fjelde og fjorde i en lille bygd ved Gloppefjorden. Udgangspunktet er det kendte gymnasium Firda i den lille by Sandane (indbyggertal: 2.000), som er landkommunen Sogn og Fjordanes ’hovedstad’. Selvfølgelig er Oslo ikke New Delhi, og det var ikke, fordi ’Skam’ og Hartvig Nissen fremstod som en urban smeltedigel, men alligevel er det et pust af friskt luft at komme langt ud i udkantsområderne.
Selvfølgelig også af identitets- og socialpolitiske årsager: NRK skal naturligvis skildre andre unge end dem, der er bosat i de større byer.
2. Humoren er tilbage
’Skam’ og ’Blank’ havde følsomheden til fælles, men desværre ikke humoren. Det var noget af det, der gjorde sidstnævnte svær at komme igennem. Men i ’Lovleg’ ser det ud til, at de komiske og farverige elementer igen får forrang, i nogle af de foreløbige tre klip ligefrem overvægten, og gudskelov for det.
Efter et par minutter, hvor en fyr i underbukser cykler fordrukkent gennem hovedgaden, og en anden fyr rejser sig fra de døde iført leopardkostume i bofællesskabet, har der allerede været mere at klukke over end i hele ’Blank’ til sammen. Også Gunnhilds forældres akavethed – et par steder måske lidt overgjort – antyder, at vi har at gøre med en serie, der ved, at latteren forkorter vejen til tårer og medfølelse i sidste ende.
3. Endnu en kærlighedstrekant?
Gunnhild har tilsyneladende en filejs derhjemme, alletiders fyr ifølge ham selv, men noget kan tyde på, at han er i risikozonen for at blive udskiftet for en ny og mere spændende model på hovedpersonens nye hjemmebane. I hvert fald synes ridderen på den hvide blikkenslagerhest, Peter, at have smørhår, håndboldslækkerhed og venlighed nok til, at en teenageintens flirt kunne blomstre.
Efter Evas vaklen mellem Jonas og ingenting i første sæson ’Skam’ og Ellas vaklen mellem kæresten Mats og flingen Simen i ’Blank’, ville det ellers være rart med et nyt og anderledes udgangspunkt. Men vi får se. Titlen hedder’Lovleg’, og er det så slang for kærlighedsleg, eller det at gøre med lovens lange arm (håber på det sidste)? Nordmænd eller norskkyndige, hjælp!
[Update kl. 20.27: »Lovleg« betyder simpelthen »lovlig« med henvisning til, at Gunnhild snart fylder 16, den seksuelle lavalder i Norge, som det nævnes i hendes Skype-snak med kæresten. Tak til Kosegruppa DK for altid pålidelig assistance!]
4. En gunstig arena
Men til forskel for ’Blank’, der med Ellas anonyme værelse og en planteskole som bærende locations led under sin manglende arena for naturlig dynamik og gode bikarakterer, er der umiddelbart grobund for mere fortællemæssig fremdrift i ’Lovleg’. Det faldefærdige bofællesskab virker allerede som en fin kulisse for fornøjelige optrin (søvngængeren/forhængsspøgelset, der i slutningen af andet klip konstaterer, at Gunnhild ikke findes, må være det foreløbige højdepunkt), ligesom gymnasiet som bekendt er et tilsvarende velfungerende mikrokosmos. Derudover har man så selve bygden, der kan give en anden dimension, end storbyen kunne i ’Skam’.
5. Ægte ungdomsliv
’Lovleg’ skal tilsyneladende handle om den markante overgang, hvor man flytter hjemmefra og skal finde sine egne ben og nye venner et nyt og fremmed sted. Forhåbentligt får den fortælling følelserne frem. Første klip er sørgmodigt indrammet af den unge norske sanger Sofias debutsingle ’Fake it’, der sætter en fin stemning og indikerer, at alvoren nok skal sætte ind midt i de eksalterede gymnasieløjer.
’Lovleg’ behøver ikke være det nye ’Skam’. Det skal bare være godt: Sjovt, sandt, rørende. Og de første klip med Gunnhild, Sara, Peter og spøgelset Alex smager så afgjort af mere.
Læs også: NRK har lanceret ny ‘Skam’-lignende ungdomsserie